JAN 07: Det Humanistiske Fakultet har fået ny net-adresse: www.humaniora.au.dk
Fakultetets forskning – fri eller fanget?
Fakultetet forspilder sin chance for at forny forskningen på grund af en konservativ struktur og undervisningsbaseret rekruttering, skriver professor Ulf NäsmanAf Ulf Näsman
Forskningsprofessor, Forhistorisk Arkæologi
I HUMavisen 25 fra februar ønsker Lise Hannestad en debat om forholdet mellem vore to hovedforpligtelser: at forske og at uddanne, og hun anbefaler, at Fakultetet iværksætter en intern forskningsevaluering. Morten Kyndrup problematiserer spørgsmålet yderligere ved at påstå, at vi ikke bedriver forskningsbaseret undervisning men undervisningsbaseret forskning. Begge indlæg fortjener en kommentar.
Det Humanistiske Fakultet er opdelt - splittet ville nogen sige - i mange institutter og afdelinger. De ansatte forskere - faste og projektansatte - repræsenterer mange flere forskellige forskningsfelter end de undervisningsfag, som repræsenteres af studienævnene. Det er således svært at få et overblik over fakultetets forskning, og det er klart, at Lise Hannestad har ret, når hun skriver, at fakultetet ved alt for lidt om sin egen forskning.
Ved en eventuel forhandling med Forskningsministeriet om at opnå en god aftale i en fremtidig resultatkontrakt må man, for at kunne argumentere overbevisende, have indsigt i fakultetets samlede forskning. Hvis vi mener, at denne forskning er af så høj kvalitet og af et sådant omfang, at den bør medføre en forbedret ressourcetilførsel, må vi kunne lægge kortene på bordet. Derfor er jeg enig med Lise Hannestad i, at det er vigtigt at komme hurtigt i gang med en gennemgribende udredning af forskningens vilkår og tilstand på fakultetet.
Panegyrik
Hvordan undersøgelsen skal udføres må diskuteres grundigt. Personlig er jeg usikker på, hvordan udrederne skal kunne trænge igennem den panegyrik, som utvivlsomt vil blive fremført af en del reelt svage områder. Lise Hannestad spørger om vore forskningsresultater er en international gangbar valuta, stærk som euro og dollar, eller om den kun er danske kroner eller lokale poletter?
Spørgsmålet er vigtigt, da vi må undgå, at svag valuta i fakultetets beholdning bliver overvurderet. Der kræves derfor et omhyggeligt forarbejde for at finde frem til en metode, som kan vise, hvordan det virkelig forholder sig, og ikke hvordan den enkelte forestiller sig, at det burde være.
Programmidler
Lise Hannestad rejser det alvorlige spørgsmål, om midler på fakultetets budget bør overføres til forbedring af forskningen, eller om de nuværende forskningsmidler blot bør omfordeles.
Men hun gør det uden at diskutere det strategisk vigtige problem, om midlerne skal bruges til at stimulere, styrke og forny svage miljøer, eller til at styrke allerede stærke miljøer for at sikre dem fortsat fremgang og en rolle som spydspidser?
Lise Hannestad ønsker også, at programmidlernes betydning for fakultetets forskning - negativ og positiv - bliver undersøgt. Som medlem af to tværvidenskabelige forskergrupper inden for landskabsforskning er jeg parat til at diskutere hendes spørgsmål "om programmidler reelt svækker humanistisk forskning, eller om det omvendte er tilfældet".
Min erfaring siger mig dog, at spørgsmålet egentlig ikke bør besvares som det er formuleret.
Man bør i stedet spørge: "Hvad er den rette balance mellem midler afsat til fri forskning på den ene side og bunden forskning på den anden?"
I dag er hovedparten af fakultetets forskningsressourcer allokeret til den enkelte forskers frie valg (dvs. de i princip eksisterende 40% forskningstid). Man kunne stille spørgsmålet, om det tjener fakultetet bedst, at vi fortsætter med at satse på enkeltindividets frie valg eller om man i stedet kunne bruge en større del af disse midler til at stimulere opbygningen af større, eventuelt tværfaglige forskningsmiljøer som Center for Kulturforskning.
Tvungen tværfaglighed
Den store tværfaglige kompetence, som nu opbygges inden for dansk landskabsforskning, ville næppe finde sted, hvis ikke de forskellige universitetsinstitutter og sektorforskningsinstitutioner var "tvunget" ind i de nye tværfaglige rammer, som er opstillet af programudbyderne.
Givetvis koster det store ressourcer bare at begå sig i mødet med andre faglige miljøer og traditioner, og det kan muligvis diskuteres om udbyttet på kort sigt vil svare til investeringen (personligt tvivler jeg ikke). Men afsættes der over en årrække ressourcer til en opfølgende virksomhed, er jeg overbevist om, at den nuværende satsning på tværfaglige projekter vil vise sig at være meget frugtbar og fornyende.
Kernen i problemet er således ikke programmidlerne, men vanskeligheden med at "indlejre" det opnåede i institutionernes faste rammer; og her er universiteterne handikappede jævnført med sektorforskningsinstitutionerne.
Spildte muligheder
Dette problem leder direkte over til det spørgsmål, som Morten Kyndrup rejser: nemlig det om forskningsbaseret undervisning eller undervisningsbaseret forskning.
Da Nyrups seneste ministerrokade medførte, at universiteterne kom til at høre under både Undervisnings- og Forskningsministeriet, tænkte jeg, at det i en overgangsperiode kunne være nyttigt. Det ville nemlig uundgåeligt medføre en fokusering på et dilemma i universiteternes styring - problemet med at forene forskningens mål og de deraf afledte behov med kravene til uddannelserne og den heraf afledte undervisning.
Det er fx frustrerende at se, hvor ofte nyansættelser – efter opslagenes formulering af dømme – synes styret af snævre undervisningsbehov. Det medfører, at det ikke altid bliver reelt nyskabende forskere som ansættes, men i bedste tilfælde habile forskere med speciale inden for et (iblandt relativt uinteressant) undervisningsfag.
At forskerstillinger afgrænses af undervisningsbehov fremmer desuden intern rekruttering, og må være en forklaring på de få eksterne ansøgere vi ser til opslåede stillinger - ofte er det kun interne ansøgere, der kan indfri de specifikke krav om undervisningserfaring.
Her spildes mange muligheder for en fornyelse af fakultetets forskningsprofil!
Savner forskningspolitik
Morten Kyndrups formulering, at vi ikke bedriver forskningsbaseret undervisning men undervisningsbaseret forskning, er afslørende skarp. At fakultetets forskning er helt afhængig af uddannelserne (her ses selvfølgelig bort fra den relativt lille eksternt finansierede forskning), er vel en af forklaringerne til, at fakultetet - efter min mening - savner en egentlig forskningspolitik; den ligger hos fagene.
Fx savner jeg en bevidst indsats fra fakultetets side, når det gælder at stimulere og fremme dannelsen af tværgående forskergrupper, der kan ansøge om de programmidler, som jævnligt opslås.
Bonderepublik
Morten Kyndrups billede af institutterne som middelalderlige borge med lensgrever er meget talende, og kunne måske suppleres med påpegningen af, at der også findes klostre med abbedisser. Spøg til side, så genkender jeg ikke min virkelighed i hans beskrivelse. Vor egen Afdeling for Forhistorisk Arkæologi vil jeg ikke beskrive som en feudalborg – vi har det nok mere som i en schweizisk bonderepublik. Inden for afdelingens rammer har den enkelte forsker meget stor frihed til at forme ny forskning.
Konservativ struktur
Men jeg tror, at det for fakultetets forskningspolitik er et generelt og på længere sigt voksende problem, at det er så vanskeligt at sikre fremtiden for fremgangsrige nyskabelser.
Fakultetets nuværende institut- og afdelingsstruktur er tæt bundet til undervisningen, hvilket medvirker til, at det nærmest er umuligt at forankre nyskabelser uden at oprette ny afdelinger, institutter eller centre.
God forskning er per definition nyskabende, men det er en ironisk pointe, at universitetsinstitutter er så konservative, at de ikke kan forny sig selv i samme tempo som ny forskningsfelter åbner sig. Morten Kyndrups meget radikale forslag til ny fakultetsstruktur kunne give muligheder, som den nuværende ikke har.
Morten Kyndrups tanker om at frigøre forskerne fra institutterne og ansætte dem direkte under fakultetet, er interessant. Jeg er overbevist om, at han har ret i, at man kun gennem at mindske institutternes magt kan skabe en egentlig fakultetspolitik på forskningsområdet.
I dag er alle låst af at repræsentere et begrænset område (fag). Jeg tror også, at hans forslag vil medføre en bedre intern kvalitetsevaluering af forskningsindsatsen (jævnfør ovenfor). Måske vil hans forslag desuden kunne forhindre nogen af de mest "nepotiske" ansættelser.
Junglelov
Men samtidig risler det koldt ned ad ryggen på mig, når jeg tænker videre. Erstattes den nuværende trygge institutkultur af junglens love? Morten Kyndrup skriver intet om, hvad han vil sætte i stedet for institutterne.
Hvordan og af hvem afgøres, hvad som er god forskning?
Hvem finder frem til de nye satsningsområder og hvordan?
Hvordan forhindrer man at enkelte modefænomener bliver (alt for) dominerende på fakultetet?
Hvordan erstatter man den bremse på (alt for) hurtig forandring, som den nuværende (alt for) konservative institutstruktur jo er?
Hvordan sikres fagligheden i forskeruddannelsen, hvis den frigøres fra fagligheden i kandidatuddannelserne?
Hvordan sikrer man, at fornyelser inden for fakultetets forskning også stimulerer til nye tiltag inden for uddannelserne og i den konkrete undervisning?
Jeg håber, at Lise Hannestads og Morten Kyndrups indlæg kan lede til debat og konkrete forslag til hvordan vi kan skabe et tværfagligt/tværvidenskabeligt forskningsmiljø på fakultetet.
Det Humanistiske Fakultet
Aarhus Universitet
Bygning 1453
Nobelparken
Jens Chr. Skous Vej 3
8000 Århus C
Telefon 8942 1111
Fax 8942 1200
E-post: hum@au.dk
Henvendelser om indhold og problemer til
Svend Aage Mogensen [
@-mail ]
[
FC-mail ], Fakultetssekretariatet
Seneste tekniske opdatering:
30. januar 2007