ARKIVEREDE NYHEDER FRA HUMAVISEN

Konservativt lensgrevesystem

På Det Ellers Meget Humanistiske Fakultet er forskningen baseret på undervisningen og demokratiet har feudale tendenser. Morten Kyndrup foreslår at alle lærere ansattes direkte under fakultetet og ikke fagene for at få mere kvalitet

Professor, Æstetik & Kultur

Jeg har, som nogle vil vide, været med i udformningen og gennemførelsen af de nugældende langtidsplaner. Jeg står gerne ved mit medansvar for disse planer. De betegnede i selve deres indførelse af en lidt længere planlægningshorisont et spring fremad: de gjorde det muligt for enhederne at planlægge personalemæssigt, og substantielt har de dækket nogle fæle huller hist og her.

Det har kunnet lade sig gøre fordi fakultetet befandt sig i en økonomisk ekspansionssituation, i et opsving. Der er imidlertid et element, der for en kritisk betragtning springer i øjnene i relation til de nugældende planer. Det er, at de alle i ekstrem grad er præget af en udelukkende kvantitativ logik.

Der er grundlæggende tale om forlængelse af eksisterende kurver, om en 'fordeling' på basis af rene størrelsesforhold. Det er heller ikke nogen hemmelighed, hvori disse størrelsesforhold har bestået: nemlig produktionen af studietrinstilvækster i de enkelte uddannelser, den såkaldte STÅ-produktion.

Dette princip har haft konsekvenser på forskellige niveauer. En af de vigtigste er, at som udviklingsinstrument har princippet først og fremmest været cementerende. Hvis planerne har givet anledning til udvikling eller forandring har det været inden for det kendtes rammer.

Kritiske spørgsmål

Når Fakultetet nu skal tage hul på diskussionen af en ny plan, sker det tillige i en forandret situation. Efter alle solemærker at dømme bliver der næppe tale om ekspansion, snarere tværtimod.

Dette forhold vil uden tvivl ikke gøre planlægningsprocessen nemmere. Men nemt eller ej: der er under alle omstændigheder grund til her i de indledende faser at stille kritiske spørgsmål til vores organisation og dermed planlægningens rammer på flere niveauer.

For det første bør vi se på vores styreform, på forholdet mellem de forskellige kompetenceniveauer i organisationen.

Hvordan er beslutningsstrukturen?

Hvordan fungerer den form for repræsentativt demokrati, vi bekender os til?

Findes der en politisk kultur, som sikrer, at beslutninger arbejdes grundigt igennem?

For det andet må man spørge til organisationsformen.

Hvad styrer i grunden hvad?

Hvorfor ser vi ud, som vi gør?

På basis af denne analyse af vores system kunne man da prøve at overveje, hvad dette system/denne organisation faktisk kan. Samt, naturligvis, hvad det ikke kan.

I relation til planlægningsprocessen må man spørge: er dette system, er denne organisation udviklingsparat, faciliterer det udvikling eller forandring?

På uddannelsessiden, er det da en organisation, der fremmer udviklingen af eksisterende fag og gør det muligt at tænke nye?

Og for så vidt forskningen angår, hvilke typer af forskning begunstiger denne organisation, hvilke samarbejds- og styreformer muliggør den, og hvilke indholdsmæssige skel sætter den op?

Denne diskussion er der vældig god grund til at få åbnet, inden tallene tager over.

Undervisningsbaseret

Mit eget bud på et kritisk svar på ovenstående spørgsmål, skudt fra hoften ville lyde sådan her: Vores organisatoriske struktur lider under den alvorlige, ja fatale skævhed, at den er hundrede procent undervisningsbaseret.

Alle former for ressourcetildeling sker i relation til eksisterende "studiefag". Desuden tyder alt på, at spørgsmålet om hvilke studiefag, vi rent faktisk har på fakultetet, mere eller mindre er styret af tilfældigheder.

Dannelsen af nye fag er det i fakultetets historie oftest sket som følge af initiativer udefra.

Indefra synes især personspørgsmål (læs: konflikter) at have spillet en rolle. Under alle omstændigheder: Ingen bestemt kvalitativ logik synes at ligge bag udviklingen af vores fagvifte. Og det er vel at mærke den vi er så stolte af, og som vi er enige om at bevare.

Det er vi, skønt ingen tilsyneladende kan give en indholdsmæssig begrundelse for, at vi har lige netop de fag, vi har. Helt bortset fra fagenes uens status og ikkeartikulerede indbyrdes forhold betyder organisationsstrukturens undervisningsbaserethed reelt, at uddannelsesopgaver styrer vores forskningsprioritering.

Da forskningsmidlerne følger "automatisk" med de enkelte medarbejdere, og da allokeringen af medarbejdere i enhver henseende styres af undervisningsopgaver, må man konstatere, at i kvalitativ forstand arbejder vi på ingen måde med forskningsbaseret undervisning, men tværtimod med undervisningsbaseret forskning.

Feudalt lensgrevesystem

Ser man på styrings- og beslutningsstrukturen tegner der sig et tilsvarende billede. Reelt er beslutningsprocesserne opbygget omkring en slags lensgrevessystem, igen baseret på undervisningsenheder.

Repræsentationsområderne i Det Humanistiske Fakultet (og i Repræsentantskabet) er defineret ud fra studiefag, ikke ud fra artikulerede fakultetspolitiske interesser, og slet ikke ud fra strukturer, der vedrører forskning.

Repræsentantskabet er i praksis primært sammensat, således at det er de lokale ledere, der har sæde der. Alt i alt tegner der sig billedet af et næsten feudalt, hierarkisk system.

Det er min påstand, at et system som dette er alt andet end udviklingsparat eller bare forandringsorienteret. Det er tværtimod i ekstrem grad konservativt. Det er det ikke på grund af de individer, der sidder og forvalter det, men det er det i kraft af strukturen selv. Når alle i et system er sat til at varetage bestemte områdeinteresser, ja så vil grundlæggende ingen eller få varetage fælles, tværgående interesser på anden måde end hvad der eventuelt kan fremgå af strategiske alliancer.

Det er min påstand, at den organisationsstruktur vi har, som tendens medfører en svækkelse af fakultetsniveauet målt i forhold til de lokale niveauer.

Og at denne svækkelse igen synes at føre til en endnu stærkere cementering af de bestående strukturer.

Styrk fakultetet

Mit umiddelbare forslag ville da være at indføre en anden organisationsstruktur på fakultetet. Ikke med henblik på at erstatte den nuværende, undervisningsbaserede, men med henblik på at supplere den.

Først og fremmest skulle samtlige videnskabelige medarbejderes formelle ansættelsessted adskilles fra de studiefag, hvor undervisningen lægges. Med andre ord, hvad formel ansættelse angår skulle alle være ansat af fakultetet direkte (og dette ville da også svare til den omstændighed, at Fakultetet er formelt ansættende myndighed).

Det vil sige, at Fakultetets samlede forskningsårsværk i den forstand ville være "fri"; det vil sige, at forskningsledelse blev frigjort fra den nære sammenhæng med undervisningsopgaverne; det vil sige at den interne evaluering og kvalitetskontrol i relation til forskningen blev flyttet fra de ofte snævre fagmiljøer til andre instanser.

Det ville herunder navnlig indebære at Fakultetets forskeruddannelse kunne nyordnes og knyttes til en forskningsmæssig organisering fremfor som nu til en undervisningsbaseret.

Center for Kulturforskning kunne endelig særdeles meningsfuldt indføjes i denne struktur. En sådan dobbeltorganisering ville også kunne få direkte konsekvenser for Fakultetets styring. Man kunne komme ud af lensvældet, i hvilket den enkelte forsker og underviser så at sige er buret inde bag den lokale ledelses næsten uindskrænkede jurisdiktion og loyalitetsforventninger.

Ved at skabe asymmetriske loyalitetsstrukturer ville man styrke den enkeltes fornemmelse af på den ene side nok at være en del af et lokalt fagmiljø, men på den anden side at forstå sig som part i et større fællesskab, nemlig Fakultetet.

En sådan asymmetrisk organisering ville også kunne få betydning for uddannelsesudviklingen, blandt andet fordi den kunne skabe positioner udenfor den bestående fagstruktur, hvorfra denne kunne anskues kritisk og innovativt.

Tænk kvalitativt

Skal jeg til sidst opsummere: vores nuværende organisationsform og styringsmekanismer er i ekstrem grad kvantitativt baserede. Dertil kommer at det kvantitative udelukkende tager udgangspunkt i fordeling af ressourcer til undervisningen.

Det betyder igen at forskningsstyringen både ressourcemæssigt og substantielt er underlagt planlægningen af undervisningen, en planlægning der oven i købet historisk er præget mere af tilfældigheder end af omtanke på højeste akademiske niveau. Det er på tide, at vi begynder at tænke kvalitativt.

Undervisningsressourcerne må naturligvis ledes derhen hvor undervisningsbehovet er. Men det er på ingen måde indlysende, at vores forskningsprioritering med automatik skal følge disse undervisningsbehov.

Der vil derfor være god mening i at adskille forskning og undervisning i struktur såvel som i planlægning. Det betyder ikke, at vi ikke hver især fortsat kan være både forskere der underviser og undervisere der forsker.

Men hvis vi skal kunne påberåbe os at bedrive forskningsbaseret undervisning, så kan det ikke nytte noget, at forskningen reelt allerede i udgangspunktet er styret af undervisningen. Forskningsmæssige behov er ikke uden videre sammenfaldende med de undervisningsmæssige.

Alt dette kunne derudover bidrage til at skabe et fakultetsniveau som havde substans: både psykologisk, politisk og substantielt. Eller sagt med andre ord: Kunne skabe en struktur hvor det som en konsekvens af strukturen selv var i manges primære interesse at styrke Fakultetet, og dermed i ikke-fagchauvinistisk forstand humanistisk forskning og uddannelse ved Aarhus Universitet.

En sådan styrkelse, tror jeg, er nødvendig for på bare lidt længere sigt at sikre og hæve kvaliteten i både den forskning og den undervisning vi leverer.

Ovenstående er skrevet på baggrund af de stikord, der også lå til grund for mit oplæg på Repræsentantskabets Sandbjergmøde i oktober 1998.

Telefon 8942 1242
Fax 8942 1200
E-post: humavis@hum.au.dk

Toppen af siden

Henvendelser om indhold og problemer til
Svend Aage Mogensen [ @-mail ] [ FC-mail ], Fakultetssekretariatet
Seneste tekniske opdatering: 15. november 2006