Aarhus Universitets segl
Aarhus Universitet
Det Humanistiske Fakultet
Nyheder fra Humaniora
Kalenderen - Humaniora
HUMavisen
Pressemeddelelser m.v.
Stillinger og stipendier på Humaniora

 

ARKIVEREDE NYHEDER FRA HUMAVISEN


Østinformation pakker sammen

Hverken fakultetet eller institutterne bag Østinformation mener, at de har råd til at finansiere det unikke initiativ

Østinformation lukker efter i næsten tyve år at have slået et slag for kendskabet til først Asien og siden også Østeuropa. Samtidig mister fakultetet sit eneste tidsskrift, der sigter på at formidle forskning direkte til erhvervslivet.

I begyndelsen af 1980’erne blev Kina Information Service (KIS) oprettet i tilknytning til Østasiatisk Institut. Formålet var dels at formidle forskningen på området gennem et tidsskrift og konsulentvirksomhed, dels at fungere som beskæftigelsesforanstaltning i en periode, hvor der var en høj arbejdsløshed inden for de humanistiske fag.

I 1995, da Slavisk Institut kom med i samarbejdet, blev KIS' virkefelt udvidet til også at dække Østeuropa, og man tog navneforandring til Østinformation. Dengang fik man forlænget levetiden med en foreløbig bevilling fra fakultetet på tre år.

Nu er bevillingen brugt og parterne bag Østinformation kan ikke blive enige om at finansiere en fortsættelse. Derfor er Østinformation nu i færd med at blive afviklet.

Beklager lukning

Leder af Østinformation og redaktør af bladet Østmonitor, Mogens Justesen, mener dog at problemet opstod allerede for nogle år siden:

–Bevillingssituationen ændrede sig med den ny universitetslov; I stedet for at KIS modtog øremærkede penge direkte fra Undervisningsministeriet, fik universitetet nu én stor pose penge, som man selv skulle fordele internt.

Da den treårige forsøgsperiode udløb sidste år, forsøgte man fra fakultetets side at forhandle sig frem til en ordning, der ville betyde, at Østinformation selv skulle indtjene 50% af udgifterne, mens de to institutter hver skulle bidrage med 25%.

Både institutlederen for Østasiatisk Institut, Anne Wedell-Wedellsborg, og hendes kollega på Slavisk, Thomas Petersen, beklager meget lukningen af Østinformation.

Men begge er enige om, at et bidrag på 25% ligger over deres instituts formåen.

–Beløbet ville være et alt for stort indgreb i vores driftsmidler. Det ville betyde nedskæringer på andre områder, siger Thomas Petersen.

For få abonnenter

Han havde håbet på at Østinformation havde fået længere tid til at bevise sit værd.

–Jeg er overbevist om, at bladet Østmonitor ville kunne have skaffet sig et langt større oplag gennem en bredere målgruppe, hvis det bare havde fået tid til at udvikle sig.

Østmonitors sidste nummer udkom til nytår. Bladet nåede at få 50 virksomhedsabonnenter.

ls

 

HUMavisen
Det Humanistiske Fakultet
Aarhus Universitet
Bygning 328
Ndr. Ringgade 1
8000 Århus C

Telefon 8942 1242
Fax 8942 1200
E-post: humavis@hum.au.dk

 

Toppen af siden

Henvendelser om indhold og problemer til
Svend Aage Mogensen [ @-mail ] [ FC-mail ], Fakultetssekretariatet
Seneste tekniske opdatering: 15. november 2006