|
|
ARKIVEREDE NYHEDER FRA HUMAVISEN Studerende svigter studenterrum Studenterrum nedlagt og flyttet fordi det ikke blev brugt Kravet fra de studerende om bedre sociale faciliteter på fakultetet har lydt i flere år. For at imødegå kritikken blev lokale 122 i fakultetets bygning 327 i 1998 indrettet som et studenterrum, hvor de studerende kunne mødes i læsegrupper eller bare for at hygge sig. Dermed skulle man fra fakultetets side altså have taget brodden af kritikken af de manglende udenomsfaciliteter. Det har dog vist sig, at de studerendes opbakning bag studenterrummet har været yderst ringe. Lokalet er stort set kun blevet brugt som fredagsbar for Idehistorie. Ingen hygge Men hvad er årsagen til, at de studerende svigter initiativet? Erik Strange Petersen, lektor i historie og husudvalgsformand for Nordøstre Hjørne, kalder det overraskende, at ideen ikke slog an, men peger samtidig på flere forklaringer. Dels er placeringen af studenterrummet ikke særlig heldig. Det ligger i stueetagen, langt fra de øvrige omdrejningspunkter i de studerendes liv i Ringgadekomplekset. Derudover har indretningen af studenterrummet nok ladt meget tilbage at ønske, og derfor har det været svært at skabe et miljø, der lagde op til socialt samvær og hygge. Erik Strange Petersen er dog stadig forundret over, at det har været nok til at jage de studerende væk, når der jo har været skreget så meget på sådanne faciliteter. Ingen reklame Formanden for HUM-rådet (Humanistisk Studenterråd), Jesper Bruunholm, mener dog at de studerendes manglende opbakning simpelthen skyldes uvidenhed: Der har ikke været gjort nok reklame for studenterrummet, og det halve år, som forsøget har kørt, er ikke nok til at ændre de studerendes vaner. Op på tredje Husudvalget har dog ikke villet sidde den manglende tilslutning overhørig, men i stedet for at sløjfe initiativet har man villet imødegå nogle af studenterrummets mangler ved at flytte lokalet op på tredje etage i bygning 327, hvor også Filosofis bibliotek og sekretariat ligger: Biblioteket er i forvejen et naturligt samlingspunkt for instituttet og kan måske trække studerende til studenterrummet også, forklarer Erik Strange Petersen. Det nye studenterrum er tillige blevet indrettet med nye møbler. Jesper Bruunholm mener dog ikke, at det er nok bare at flytte lokalet til 3. sal: For det første mener jeg, at studenterrummet ville ligge meget bedre og mere naturligt i nærheden af kantinen, for det andet bør man denne gang informere meget bedre om rummets eksistens. Han foreslår, at man denne gang orienterer tutorerne, der så under deres rundvisninger kan gøre de studerende bekendte med rummet. Han håber på, at det er nok til at ideen om et studenterrum slår an denne gang. ls Det nye studenterrum finder du i lokale 326, bygning 327.
|
|
| HUMavisen Det Humanistiske Fakultet Aarhus Universitet Bygning 328 Ndr. Ringgade 1 8000 Århus C Telefon
8942 1242 |
Henvendelser om indhold og problemer til
|