Studium Generale - 
fra tabu til trend?

23-05-2000

Siden 1971 har diskussionen om en eventuel genindførelse af ‘filosofikum’ af og til haft mediernes (og dermed politikernes) bevågenhed, men den historiske bagage har i høj grad været medvirkende til en ukonstruktiv tabugørelse af problemstillingen i de universitære miljøer.

Det Humanistiske Fakultet på Aarhus Universitet opgav dog ikke (trods filosofikums fald) at forsøge at bibeholde det refleksive, kritiske element, men forsøgte i stedet at integrere det i det fag, vi i dag kender som ‘fælleshumanistisk videnskabsteori’. Hermed søgte man at udskille det bedste fra den gamle, rigide filosofikum-ordning på en måde, så ingen kunne anse det som en direkte forlængelse af denne. Siden har man valgt at bruge det mindre ‘belastede’ ord: ‘Studium Generale’. Men dagsordenen var også en helt anden: Der var ikke længere tale om en struktur, der var afsondret fra de studerendes øvrige undervisning - i.e. at ‘filosofikum’ skulle bestås før, at nogen anden eksamen overhovedet kunne aflægges, som det var tilfældet med den gamle filosofikum-ordning. I stedet kunne filosofikum-dimensionens vigtige refleksive element indgå som en integreret del af studierne og ikke blot være et filosofisk (metodologisk) indgangskursus til det universitære liv, som vi eksempelvis kender det fra Norge den dag i dag.

Arbejdet med ‘Studium Generale’ i Århus (og lignende arbejde enkelte andre steder) medførte mange politiske debatter - ikke kun på de andre universiteter, men også i de landsdækkende aviser (gennem et utal af kronikker) og siden på folketingsniveau. Konkret arbejdede både opposition og regering sidste år med modeller for et fornyet ‘filosofikum’, og det blev Venstre og Det Konservative Folkeparti, der i dette forår kunne fremkomme med et egentligt beslutningsforslag til behandling i folketingssalen (B 106). Beslutningsforslaget ligger bemærkelsesværdigt tæt op ad den tankegang, som vi lægger til grund for arbejdet her i Århus - dog med den ekstra detalje, at ‘filosofikum’-kurserne skal gøres obligatoriske. Kigger vi på vores eget fakultet (hvor ‘fælleshumanistisk videnskabsteori’ er en obligatorisk størrelse) er dette faktisk allerede implementeret. Hermed kan man altså sige, at vi allerede opfylder intentionerne i beslutningsforslaget, hvilket dog ikke skal betyde, at vi af den grund bare skal fortsætte med status quo. Dette er såvel undervisere som studerende enige om i det udvalg, som nu er nedsat på fakultetsniveau - og som primært skal sørge for at inspirere og holde hånd i hanke med, at Studium Generale-elementerne bliver prioriteret ude på de enkelte institutter - og samtidigt agere en slags ‘studienævn’ og garant for undervisningen og dermed også kvaliteten af denne.

Studium Generale-dimensionen sigter mod at kvalificere forståelsen af vores fags egenart, men også vores fags placering i forhold til andre fag og fakulteter – for vores ‘humanistiske’ vedkommende altså fagets forhold til de humane videnskaber generelt samt til natur- og samfundsvidenskaberne. Studium Generale-kurserne har således fokus på et fælles element i universitetets idégrundlag og institutionshistorie, men med et markant udsyn til fagenes historiske og aktuelle egenart og status. Dette danner baggrund for en fælles ambition om, at kurserne skal være tidssvarende og såvel afspejle den faktiske videnskabelige praksis og teoretiske refleksionsniveau som forholde sig konstruktivt kritisk hertil. Altså netop det element, som gerne skulle bibeholdes fra den gamle filosofikum-ordning.

Studium Generale er altså ikke et studieforberedende kursus, der skal lære nye studerende, at det hedder universitet og ikke skole, læsning og ikke lektier, pause og ikke frikvarter etc. Det er i bund og grund et fagligt foretagende, der ikke skal ses som et uddannelsespolitisk redskab. Det er heller ikke et nyt ‘filosofikum’, men forsøger at inkludere nye erkendelser og diskussioner af videnskabelighed og videnskabens aktuelle status. Endelig er det heller ikke et nyt videnskabsteorikursus, som vi i dag kender det, for selv om videnskabsteori-dimensionen er et vigtig, skal (bør) også universitets- og videnskabshistorie samt eventuelt etik inkluderes.

Det unikke ved Studium Generale på Aarhus Universitet er, at kurset slet ikke er et nyt kursus i den forstand, at der indføres en helt ny entydig, faglig ‘kanon’, der presses ned over fagene fra et tilfældigt politisk niveau. Studium Generale elementerne er allerede en integreret del af mange af de eksisterende kurser på universitetet (på Humaniora som før nævnt ‘fælleshumanistisk videnskabsteori’), hvad der også kommer til udtryk ved, at de eksisterende kurser har fået den sproglige tilføjelse ‘et Studium Generale-kursus’.

Studium Generale har således et mangeartet udtryk. Denne ‘ordning’ har den fordel, at studienævnene ikke skal finde plads til og de studerende ikke bruge tid på et ekstra kursus i læseplanerne. Men hvad der er vigtigere fra en faglig betragtning er, at det tjener til at understrege tilknytningen til fagligheden på de enkelte fag. Til forskel fra den gamle filosofikum-ordning er der altså ikke tale om en faglig, universel ‘kanon’ (udtrykt med et ‘naturvidenskabeligt’ citat: "Et humanistisk kølleslag"), men en faglighed, der både rækker udad mod mere generelle overvejelser om videnskabens historie og videnskabelighed i bred forstand, og indad mod at disse overvejelser skal kunne bruges (fagligt implementeres) i en fagspecifik kontekst.

Tanken med at gøre de eksisterende kurser (‘fælleshumanistisk videnskabsteori’) til Studium Generale-kurser er at forbedre dem. Sigtet er at skabe forståelse for, at de enkelte fag er en del af et universitet – og ikke atomare størrelser holdt sammen af en tilfældig fysisk placering, struktur og ledelse, men af et fælles idégrundlag og historie samt af fælles tematikker og problemstillinger. Fælles gods, om man vil.

Men hvorfor nu al den snak om fælles gods? Skulle vi studerende ikke hellere koncentrere os - i den korte tid vi efterhånden har til at gennemføre et fornuftigt studium på - om det vi studerer, nemlig vores fag? Spiller snakken om at kunne se ud over en faglig snæver horisont ikke blot ukritisk med på modeord som tværfaglighed, helhedsorientering etc. Er der efterhånden blevet tale om en trend for trendens egen skyld?

Undertegnedes svar hertil er "ja og nej": Det er vigtigt, at vi holder fagligheden i hævd, men - kunne man sige - ikke på bekostning af sagligheden. For ikke at reduceres til navlepilleri må fagligheden ikke degenerere til fagligt snæversyn men må insistere på saglighed, en saglighed som intet fag eller tradition har patent på. Man må med andre ord have en kvalificeret forståelse for, hvorledes fagene kan siges at repræsentere forskellige perspektiver på og afdække forskellige aspekter af den samme eller beslægtede sager (eksempelvis har aktuelle spørgsmål inden for biologi og computervidenskab berøringsflader med sundhedsvidenskab, politik, jura, psykologi, etik, filosofi, og teologi).

Når forståelse for, at de enkelte fag er en del af et universitet er vigtig, er det ikke blot for at modgå tendenser til en yderst uheldig fragmentering på universitetet (som kommer til udtryk i opfattelsen af at gå på et institut og ikke på et universitet), men også for at gøre os til bedre kandidater. Ved at sigte ud over en snæver faglig horisont, skal kurserne kvalificere forståelsen for grund-laget for vores fags videnskabelige refleksion samt for videnskabelighedens status og rolle. Studium Generale er således mere end et fikst medspil på tidens trend: Det kan give mening til tanken om tværfaglighed ved at modgå, at studerende hæmmes af fagligt snæversyn, manglende overblik eller misforståede opfattelser af videnskabens væsen. Og det kan give mening til tanken om helhedsorientering ved at modgå det faglige snæversyns tendens til reduktionisme og navlebeskuende selvforherligelse.

Dette vil (forhåbentlig) ikke direkte resultere i en anderledes videnskab, men det vil kvalificere såvel til forskning som til at gøre kandidater bedre i stand til at deltage i den offentlige debat om anvendelse og konsekvenser af videnskabens indsigter.

Sagt med andre ord og i et mere ‘akademisk’ toneleje: Det drejer sig om intet mindre end at modgå tendenser til såvel ukritisk relativisme og værdinihilisme som ukritisk videnskabstro og reduktionisme ved sagligt at forsøge at kvalificere forståelsen af videnskabelighedens idégrundlag, videnskabelig metodologi samt videnskabens aktuelle situation - også politisk, etisk, kulturelt og miljømæssigt (for nu at få det hele med).

‘Filosofikums’ (og ‘Studium Generales’) bevægelse fra tabu til trend er en realitet, men fremstår sagligt som en i bund og grund ureflekteret bevægelse. Studium Generale-elementerne bør hverken tabugøres eller trendsættes (gennem politisk italesættelse), men bør være et udpræget sagligt projekt, der er konstitutivt for al faglig forståelse. Fagspecificitet kræver horisont - og det er denne, der skal tilvejebringes. Dermed rummer problemstillingen om ‘Studium Generale - fra tabu til trend’ en enorm udfordring for såvel undervisere som studerende, idet et sådant fokus synes at være forfejlet - og det bliver vores fælles ansvar at implementere elementerne på en måde, så denne problemstilling sagligt kan overvindes.

Som betegnelsen bruges på Aarhus Universitet, er et Studium Generale-kursus et kursus, der sigter mod at kvalificere de studerendes forståelse af deres fags egenart og placering set i et alment filosofisk, idéhistorisk, videnskabsteoretisk og/eller videnskabshistorisk perspektiv. Spørgsmålet om universitetets idégrundlag og om videnskabens aktuelle situation - etisk, kulturelt og miljømæssigt - kan også indgå i kurset.

–fra Studium Generale-udvalgets pjece, 1999