Aarhus Universitet
Aarhus Universitet

Det Humanistiske Fakultet
Nyheder fra Humaniora
Kalenderen - Humaniora
HUMavisen
Pressemeddelelser m.v.
Stillinger og stipendier på Humaniora

 

    

JAN 07: Det Humanistiske Fakultet har fået ny net-adresse: www.humaniora.au.dk


På fredag har jeg fri…!

Tilbudene er mange i de humanistiske fredagsbarer. Helstegt pattegris og bobspil er blot nogle af de ting man kan være heldig at møde hvis man bevæger sig udenfor andegården og over på et andet fag

22. maj 2001

’It’s a jungle out there’. Ethvert fag med respekt for sig selv har en fredagsbar, så antallet er stort. Alene på Humaniora kan det være svært at bevare det forkromede overblik over de mange steder, hvor man kan vælge at indtage sin velfortjente fyraftensbajer fredag eftermiddag.

Måske derfor vælger de fleste fredag efter fredag at besøge samme bar, nemlig ens eget fags. Men det behøver ikke være sådan. Alle fredagsbarer er åbne for alle – så der er rig mulighed for at få lidt luftforandring, møde nye mennesker eller måske bare prøve et andet ølmærke.

Nobelparkens kolde øl

’Jo varmere det er, jo koldere er vores øl’, lokker Nobelparkens Fredagsbar ved det store kryds på Ndr. Ringgade – et tilbud, som en hel del tilsyneladende ikke kan afslå.

Baren, der har hjemme i Nobelparkens Kantine, er godt besøgt – specielt af piger, hvilket selvfølgelig hænger sammen med at dette er sprogfagenes fredagsbar.

Studerende fra tysk, fransk, italiensk, brasiliansk/portugisisk, kinesisk, japansk og lingvistik hænger ud i afslappet samtale, på dansk vel at mærke – mens musikken, hvis man er heldig, er ’på udenlandsk’…nærmere betegnet fra det internationale Melodi Grand Prix.

Den store lyse bars normale åbningstid er fra 14.30-18, men én gang om måneden er der lang fredag med temafest og åbent til kl. 01.

I Trøjborgs skumle kælder

Ikke langt fra dette nye, lyse og rene sted finder man i mørke og skumle kælderlokaler Trøjborgkompleksets Fredagsbar. Her er forholdene til trods ganske hyggeligt, og der er masser af gæster, som kommer fra fagene Nordisk, Medievidenskab, Informationsvidenskab og Etnografi.

Samtaleniveauet er højt – i hvert fald volumenmæssigt – og det er musikken der styres af ’en rigtig DJ’ også. Stemningen er for en fredagsbar temmelig løssluppen og enkelte får sig sågar en eftermiddags-sving-om.

Åbningstiden er skiftevis 14-18.30 og 14-22. Én gang i semestret er der Party All Night I Kælderen, populært kaldet PANIK. Alle er velkomne.

Historisk fadøl

Midt i universitets hjerte ligger FRED, som er historikernes populære fredagsbar. Så populær at også flere folk fra Statskundskab og Økonomi, vælger at drikke deres fyraftensøl her, til trods for at de har deres egen fredagsbar på den anden side af gaden sammen med Jura.

Åbningstiderne minder om andre fredagsbarers: til kl. 19, én gang i måneden til kl. 02. Men udbuddet adskiller sig fra de andre: baren byder på uforglemmeligt velskænket fadøl – både almindelig og Cain’s – og har man haft en hård uge kan man også springe ud i en Fernet Branca.

Desuden chips og slik, samt udlån af diverse spil som en ekstra service.

Fire-fem gange om året er der stor fest – næste gang den 8. juni, hvor der inviteres til Wagga Wagga-fest med livemusik og helstegt pattegris.

Sidst, men ikke mindst, arrangerer FRED fodboldaftener med storskærm, bar og masser af stemning.

Æstetisk humle og livemusik

Den gamle kaserne på Langelandsgade er tilholdssted for de såkaldt æstetiske fag, dvs. Kunsthistorie, Litteraturhistorie, Musikvidenskab og Dramaturgi. Disse fag har Fælles Æstetisk Fredagsbar i Kasernescenens foyer, og her er der live-musik hver gang.

Lokalet er stort og stemningsfuldt. Der er højt til loftet, og det betyder blandt andet at man ikke er så generet af røg som i visse andre fredagsbarer.

Kønsfordelingen er ca. to tredjedele kvinder og en tredjedel mænd.

I hjørnet spilles der bob, og skinner solen er der mulighed for at bænke sig udenfor i det smukke kasernemiljø: kræs for æsteter, men også andre er velkomne.

Normalt er der åbent til klokken 20. Dog ikke når der er teaterforestilling på Kasernescenen om aftenen: så må baren lukke ca. en times tid før.

Småt men hyggeligt

De fire ovenfor omtalte fredagsbarer er Humanioras største og mest besøgte. Men de er ikke de eneste og ej heller nødvendigvis de hyggeligste.

Mange humanistiske fag har deres egen lille intime fredagsbar, oftest placeret i nærheden af pågældende fags sekretariat og undervisningslokaler.

Det gælder fx Filosofi, Idéhistorie, Engelsk og Slavisk. Sidstnævnte har i øvrigt øl til en femmer og hedder ’Pod Stolom’ – det betyder under bordet.

I de fleste andre fredagsbarer ligger ølprisen i omegnen af en rund tier – dog med enkelte afvigelser, fx koster den velskænkede Cains-fadøl fra historikernes fredagsbar 18 kr.

For studerende der har svært ved at vente med at få afløb for weekend-euforien kan der i øvrigt henvises til de mindre berømte torsdagsbarer. Sådanne finder man på ISC (International Student Center) i Willemoesgade 15D og i Eforen, bygning 197. Sidstnævnte fortsætter hele natten – og så kan man jo gå direkte i fredagsbaren…

mino

 


Det Humanistiske Fakultet
Aarhus Universitet
Bygning 1453
Nobelparken
Jens Chr. Skous Vej 3
8000 Århus C

Telefon 8942 1111
Fax 8942 1200 
E-post
: hum@au.dk

    

Toppen af siden

Henvendelser om indhold og problemer til
Svend Aage Mogensen [ @-mail ] [ FC-mail ], Fakultetssekretariatet
Seneste tekniske opdatering: 30. januar 2007