Aarhus Universitet
Aarhus Universitet

Det Humanistiske Fakultet
Nyheder fra Humaniora
Kalenderen - Humaniora
HUMavisen
Pressemeddelelser m.v.
Stillinger og stipendier på Humaniora

 

JAN 07: Det Humanistiske Fakultet har fået ny net-adresse: www.humaniora.au.dk


De kan skifte*

Dekanskifte: Bodil Due fik overdraget "boet" efter André Wang Hansens "bortgang"

–Det er vemodigt og lidt surrealistisk at stå her ved sin egen "bortgang", fortalte André Wang Hansen de cirka 100 gratulanter på sin næstsidste dag som både humoristisk og humanistisk dekan.

Der var dog langt fra begravelsesstemning ved receptionen den 30. august. Sommeren skinnede på Vandrehallen, og hvidvinen blev løftet op i de øvre luftlag til takker og lykønskninger.

Tilbage i fremtiden

Rektor Henning Lehmann takkede André Wang Hansen for en god indsats i Konsistorium og fremhævede det gode samarbejde omkring de to store byggesager, Langelandsgades Kaserne og Nobelparken og indsatsen for Studium Generale.

André Wang Hansen er magister i familieportrætter, og det fik rektor til at notere at den afgående dekan havde gjort en fuld figur i universitetets ledelsesbillede.

–Du har altid haft stor forståelse for fremtidsmuligheder, så jeg håber at vi engang i fremtiden igen kan gøre brug af dig i universitetets tjeneste, sluttede rektor og overrakte André Wang Hansen Det Store Dekan-Rejselegat på 4.000 kr.

Mord på forgænger

André Wang Hansens efterfølger som dekan, dr.phil. Bodil Due (Oldtid & Middelalder) havde også fundet en faglig pendant; Diana helligdommen, hvor præsterne var unge bortløbne mandlige slaver og hvor man blev Rex, øverstepræst, ved at myrde sin forgænger.

–Det er selvfølgelig en anti-tese, sammenligningen passer hverken i alder, køn eller metode – selv om jeg ikke ved om man kan kalde dekaner bortløben lektorer, sagde Bodil Due, der nu bliver fakultetets første valgte kvindelige dekan.

Bodil Due roste sin forgænger for sin konsensuslinje og for at han med personale-dimensioneringsplanerne havde bragt overskuelighed i den del af økonomien.

–Symbolsk nok holdt du dit sit fakultetsrådsmøde i Nobelparken. Parken er blevet en økonomisk bet for fakultetet, som jeg nu overtager, men jeg tror at satsningen er korrekt og at Nobelparken ligesom Langelandsgades Kaserne vil vise sig at være en stor gevinst for os.

Bodil Due annoncerede for to år siden at hun ville stille op imod André Wang Hansen, men endte i stedet med at være hans prodekan.

–Den skepsis der måtte have været dengang om vores alliance, synes jeg vi har gjort til skamme. Det var sund fornuft, og vi har arbejdet for kontinuitet og forankring, og det synes jeg er lykkedes.

–Du bliver svær at erstatte, sluttede Bodil Due.

Meget humanistisk

–Det er et meget humanistisk dekanskifte, sagde André Wang Hansen, der til festen kun havde forberedt én tale.

–Jeg kunne ikke have haft bedre rektor, og det tror jeg gælder hele universitetet, lød hans tak til Henning Lehmann.

André Wang Hansen takkede også for både med- og modspil fra universitetets mange afdelinger.

–Jeg har især været glad for at både fakultetets institutter og universitetets ledelse har udvist risikovillig samarbejdsvilje over for fakultetets store projekter i min dekantid.

Men selv om André Wang Hansen går frivilligt af som dekan, så agter han alligevel at klæbe til dekanstolen.

–Min gamle stol er nemlig flyttet med over på mit nye kontor på Kunsthistorie, pointerede André Wang Hansen.

HUMavisens redaktion vil også gerne benytte spaltepladsen her til at takke André Wang Hansen for at have medvirket i intet mindre end 160 artikler i de forløbne seks år.

* Tak til Bak for overskriften

Billedtekst

******** Foto: Torben Nielsen

 

 


Det Humanistiske Fakultet
Aarhus Universitet
Bygning 1453
Nobelparken
Jens Chr. Skous Vej 3
8000 Århus C

Telefon 8942 1111
Fax 8942 1200 
E-post
: hum@au.dk

 

Toppen af siden

Henvendelser om indhold og problemer til
Svend Aage Mogensen [ @-mail ] [ FC-mail ], Fakultetssekretariatet
Seneste tekniske opdatering: 30. januar 2007