Aarhus Universitet
Aarhus Universitet

Det Humanistiske Fakultet
Nyheder fra Humaniora
Kalenderen - Humaniora
HUMavisen
Pressemeddelelser m.v.
Stillinger og stipendier på Humaniora

 

    

JAN 07: Det Humanistiske Fakultet har fået ny net-adresse: www.humaniora.au.dk


Nødråb om nationalt internetarkiv

Det nyoprettede Center for Internetforskning går til kamp for kulturarven

20. november 2000

Center for Internetforskning, der netop er blevet oprettet for at styrke forskningen i Internettets mange facetter, arbejder for en stærkere profilering af den humanistiske og samfundsvidenskabelige internetforskning. En af de mest presserende opgaver er ifølge centerleder Niels Ole Finnemann oprettelsen af et nationalt internetarkiv der kan dokumentere vor tids bidrag til kulturarven for eftertiden.

I slutningen af oktober så Center for Internetforskning dagens lys som et resultat af den første internationale konference i Danmark om internetforskning, Approaches to the Internet, der løb af stablen i dagene 18.-20 oktober. Centret hører hjemme på Informations- og Medievidenskab, men er åben for forskere både inden for og uden for universitetets mure. Det erklærede formål er synliggøre og styrke særligt den humanistiske forskning på et fagområde som er i voldsom ekspansion.

Ph.d.-problem

Lektor Niels Ole Finnemann, der som den første sidder på posten som centerleder, mener at centret vil give god mulighed for at samle forskerkræfterne inden for et område hvor udviklingen næsten synes at løbe fra forskningen.

–Jeg mener at vi er nogenlunde dækket ind med hensyn til uddannelsestilbud men nu gælder det om at få forskningen med. Internettet spiller en stadig større rolle og flere og flere fag både inden for humaniora og samfundsvidenskaberne får brug for at forholde sig til det.

Særligt ph.d.-området kræver ifølge Niels Ole Finnemann en markant opgradering.

–Hvis ikke vi får oprettet flere ph.d.-stillinger risikerer vi at sidde tilbage med en stor generationskløft. Det betyder i værste fald at der ikke er nogen til at tage over når jeg og mine jævnaldrende kollegaer takker af. I løbet af de næste par år skulle vi gerne have 15 ph.d.-stipendier for at kunne følge med udviklingen inden for området, og eftersom det er det antal der står til rådighed for hele fakultetet, kan vi være nødt til at kigge os om efter eksterne midler til at finansiere ekspansionen.

Historien forsvinder

Indtil videre satser centret på tre områder; dels oprettelsen af mange nye ph.d.-stillinger, dels at få et skandinavisk netværk for internetforskning op at stå, men det mest presserende problem er ifølge Niels Ole Finnemann oprettelsen af et nationalt internetarkiv.

–Der er et akut behov for at få en internet-pendant til en institution som Rigsarkivet. Hvor det statiske trykte materiale er omfattet af loven om pligtaflevering er det dynamiske digitale materiale som findes på Internettet ikke. Det betyder reelt set at en stor del de første 10 år af Internettets historie er tabt for altid - der findes kun løsrevne brudstykker som ikke er indsamlet på nogen systematisk måde.

Både i USA og Sverige har man taget fat på problemet og Niels Ole Finnemann håber på at området bliver taget op herhjemme i forbindelse med den kommende revision af loven om pligtaflevering. Oprettelsen af et nationalt internetarkiv rejser dog ikke kun tekniske problemer men også overvejelser om hvordan Internettets dynamiske materiale "fanges ind".

–Der findes to overordnede strategier - man kan tage et slags fotografisk snap-shot af hele domæneområdet ".dk" på regelmæssig basis f.eks. en gang hver tredje måned og man kan udvælge repræsentativt materiale fra forskellige områder som virksomheders og privatpersoners hjemmesider, chatsider, nyhedssider m.v.

Fremtidens internet

Imens uret tikker for det nationale internetarkiv overvejes også strategien for de kommende års danske internetforskning. For Niels Ole Finnemann kunne der ligge muligheder i en slags tilnærmet arbejdsdeling forskningsinstitutionerne imellem:

– Hvis vi skal have nye midler tilført til den humanistiske og samfundsvidenskabelige internetforskning – og det har samfundet stærkt brug for – må vi nok regne med at der skal ske en vis koordinering mellem de forskellige universiteters indsatsområder. Det må vi være åbne for men vi skal sørge for at der stadig er en balancegang mellem specialisering og bredde i forskningen på de enkelte institutter.

–Der er ikke noget område der kan udforskes fuldstændig isoleret. Vi skal også sikre en ordentlig balance mellem den dybtgående og langsigtede grundforskning og den dybtgående, nutidsorienterede forskning. Internettet er kommet for at blive og dets betydning om 10-15 år vil være meget forskellig fra dets betydning i dag og i morgen.

ls

Center for Internetforskning: http://imv.au.dk/cfi/ 

 


Det Humanistiske Fakultet
Aarhus Universitet
Bygning 1453
Nobelparken
Jens Chr. Skous Vej 3
8000 Århus C

Telefon 8942 1111
Fax 8942 1200 
E-post
: hum@au.dk

      

Toppen af siden

Henvendelser om indhold og problemer til
Svend Aage Mogensen [ @-mail ] [ FC-mail ], Fakultetssekretariatet
Seneste tekniske opdatering: 30. januar 2007