Aarhus Universitet
Aarhus Universitet

Det Humanistiske Fakultet
Nyheder fra Humaniora
Kalenderen - Humaniora
HUMavisen
Pressemeddelelser m.v.
Stillinger og stipendier på Humaniora

 

    

JAN 07: Det Humanistiske Fakultet har fået ny net-adresse: www.humaniora.au.dk


Velkommen

2. oktober 2000

Velkommen til nye humanistiske studerende

Af Jakob Svane & Jesper Brunholm
Humrådet

Humrådet vil gerne byde alle de nyoptagne studerende ved Det Humanistiske Fakultet velkommen. Fakultetet består af en lang række institutter og centre (23 i alt), og som ny studerende ved Humanistiske Fakultet, er du en del af et fællesskab med studerende fra resten af institutterne, som ofte er beslægtede med dit eget fag.

Humrådet er rådet for alle studerende på Humaniora, og i princippet repræsenterer vi samtlige 7.500 humanistiske studerende. Så mange kan/vil man ikke samles i ét forum, så fagudvalgene på de enkelte institutter sender repræsentanter til Humrådets møder, der finder sted ca. hver tredje uge. Alle interesserede kan dog deltage i møderne med taleret, men blot uden stemmeret.

Humrådet?

Men hvad laver Humrådet så? Humrådet beskæftiger sig med fakultetspolitik og vælger derfor studentermedlemmerne til fakultetsrådet og de mange andre politiske udvalg på fakultetet. I disse udvalg sidder vores repræsentanter så og varetager de studerendes interesser over for eller sammen med de to andre grupper; VIP’er (videnskabeligt personale) og TAP’er (teknisk-administrativt personale).

Humrådet samler også de studerende på Humanioras holdning og sender den videre til Studenterrådets fællesråd, som bl.a. støtter de studerendes konsistoriemedlemmer, og sender folk til diverse udvalg på universitetsniveau.

De emner, Humrådet arbejder med, er altså sager, der rækker ud over institutplan. Det er fx institutflytninger og biblioteksforhold, i forbindelse med at mange institutter netop er flyttet eller snart skal flytte lokaler inden for universitetet, og der bliver i den forbindelse etableret fællesbiblioteker. Et andet eksempel er brug af pc til eksamen, hvilket vi netop har fået tilladelse til at benytte ved bundne skriftlige eksaminer, men også inddragelse af computere og Internet i forbindelse med undervisningen.

Spørgsmål ? - kom og snak…

Humrådet har også et ForretningsUdvalg (FU), der forestår den daglige drift. Det er FU, der tegner Humrådets profil udadtil, og som holder sig a jour med den politiske situation på fakultetet, på hele universitetet, på de andre universiteter samt sågar uddannelsespolitik på landsplan.

FU træffes i Humrådets lokale (nr. 132 i bygning 325 – på hjørnet af Ringgaden og Nørrebrogade) mandag 13-15, tirsdag 8-10, onsdag 9-11 og fredag 10-12, på telefon 8942 2078, og på web: www.hum.au.dk/humraad/ .

Alle, der har spørgsmål, er i tvivl om, eller utilfredse med noget, eller bare er nysgerrige og gerne vil høre noget mere om hvad Humrådet går og laver, er velkomne.

Vi håber at se jer, både på jeres fagudvalg - vejen til medindflydelse på jeres studie, og på Humrådet - stedet hvor I kan være med til at forme fakultetet!

 


Det Humanistiske Fakultet
Aarhus Universitet
Bygning 1453
Nobelparken
Jens Chr. Skous Vej 3
8000 Århus C

Telefon 8942 1111
Fax 8942 1200 
E-post
: hum@au.dk

      

Toppen af siden

Henvendelser om indhold og problemer til
Svend Aage Mogensen [ @-mail ] [ FC-mail ], Fakultetssekretariatet
Seneste tekniske opdatering: 30. januar 2007