Seneste nyt      
Kalender    
HUMavisen er fakultetsblad for
Det Humanistiske Fakultet ved Aarhus Universitet.
Teknisk opdateret: tirsdag, 16 januar 2001

Hvert fag sit eget optagelsesområde

Fakultetet på vej til at skrotte HUM I, II og III-optagelsesområderne på sit møde i oktober

De tre store optagelsesområder står for fald, når Sandbjerg Slot i oktober danner rammen for fakultetets efterårsseminar om en ny udviklingsplan.

Udviklingsplanen bliver et af hovedemnerne på mødet, hvor deltagerne på førstedagen skal prøve at finde ud af hvordan et ønskedrømme-fakultet ser ud, hvorefter de skal i gang med helt konkret at finde ud hvordan bl.a. lærer- og sekretærstillingerne skal fordeles, når den nuværende udviklingsplan udløber i 1999.

Udviklingsplan 2000

Den næste udviklingsplan vil dække årene 2000-2003, og en af de store ændringer kan blive et helt nyt optagelsessystem, som der tilsyneladende er bred enighed om at indføre, og som er standard på flertallet af de danske humanistiske fakulteter.

–Den store gevinst ved at ændre på systemet bliver at hvert fag allerede fra efteråret kan bestemme, hvor mange de vil optage og dermed få en nemmere planlægning, forklarer sekretariatschef Ole Jensen.

–Umiddelbart synes den største hindring at være den store omvæltning, det nødvendigvis vil være at ændre på et godt 20 år gammelt system – om end en opdeling vil gøre de enkelte fag økonomisk mere selvstændige – og det kan måske få fakultetet til at hænge mindre godt sammen, vurderer han.

Gammel vin

Forslaget om enkeltoptag, som systemet blev døbt, var også til debat, da Repræsentantskabets holdt sit første seminar på Sandbjerg i 1993. Dengang frygtede de studerendes repræsentanter at enkeltoptag ville medføre større udsving i adgangskvotienten, større frafald og umuliggøre studieskift, mens andre frygtede at uenighed om hvor store (eller små) de enkelte fag skulle være, kunne risikere at splitte fakultetet.

På Repræsentantskabets møde i efteråret 1997 var der imidlertid bred enighed om at ændre systemet.

Alle fag vil inden mødet blive spurgt om deres ønsker til et idealt optag samt minimum og maksimum.

Tekst: Svend Aage Mogensen, HUMavisen.


Læs seneste nyt fra Sandbjerg på web

HUMavisen bringer alle nyhederne fra Sandbjerg-seminaret den 19.-20. oktober på sine web-sider i dagene umiddelbart derefter. På grund af krydsende deadlines må læserne af den trykte avis vente med Sandbjerg-nyt til ultimo november.


Foreløbigt program

Udviklingsplan 2000-2003

Debat: Humanioras brede fagvifte, forskningsbaseret undervisning, uddannelsesstruktur, struktur/organisation.

Studenteroptag 1999

Debat: Scenarier, perspektiver, konsekvenser

Stillinger og stipendier

Hvordan skal lærerstillinger (VIP), tekniske og administrative stillinger (TAP) og ph.d.-stipendier (STIP)

Planlægningsinstrumenter

Resultatkontrakt, nyt lønsystem, fusioneringer

Kvalitetssikring

Opfølgning af uddannelsesevalueringer, forskningsevaluering


Repræsentantskabet

Repræsentantskabet er fakultetets navn for de knap 60 deltagere i efterårets Sandbjerg-seminar. Hvert institut har (mindst) én lærer med på seminaret, mens det tekniske og administrative personale (TAP) og studentergruppen er repræsenteret med ti deltagere hver.

Repræsentantskabet blev oprettet i 1993 som en konsekvens af at den nye Universitetslov reducerede Fakultetsrådet fra 35 til 15 medlemmer og styrkede dekanernes magt. For at sikre såvel demokrati som intern kommunikation, dannede man Repræsentantskabet som et forum til at diskutere de store linjer i fakultetets politik.

I de første par år havde Repræsentantskabet selvstændigt formandskab og flere møder årligt. Siden er denne dobbelte struktur blevet fjernet, dekanen gjort til født formand for Repræsentantskabet og i de seneste har Repræsentantskabets mødeaktivitet været det efterhånden traditionelle efterårsseminar på enten Sandbjerg Slot eller Fuglsø-Centeret.  


 (billede)

Der sker altid noget spændende i det ovale værelse. Sidste efterårsseminar blev afholdt på Fuglsø; her er deltagerne forsamlet i Fuglsø-Centerets konferencerum 'Ovalen'.

Gå til begyndelsen af sidenAarhus Universitets hjemmeside

Henvendelser om indhold og problemer til humavis@hum.aau.dk