| Seneste nyt | ||||
| Kalender |
| HUMavisen er fakultetsblad for Det Humanistiske Fakultet ved Aarhus Universitet. |
Teknisk opdateret: tirsdag, 16 januar 2001 |
Skriver lektor Jørgen Kjaer om 'evalueringsforordningen'
Fire lærere på fakultetet har protesteret imod den obligatoriske evaluering af al undervisning, som fakultetet vedtog i 1995. En af dem holdt nedenstående oplæg, som står for hans egen regning, på Repræsentantskabets Fuglsø-møde i september. (Forkortet af red.)
Af Jørgen Kjaer, Germansk
Lektor
I den tyske grundlov står der Forschung und Lehre sind frei.
I henhold til denne ide, som jeg forudsætter bekendt, er vurdering en integreret og central del af disse processer. I stedet for at respektere dette, erstatter evalueringsforordningen den immanente og integrerede vurdering med noget, som er universitetsundervisningens mest destruktive modsætning. Hvis man tager Universitetslovens ord om, at forskningsfriheden skal værnes, er evalueringsforordningen ikke hjemlet af Universitetsloven.
Nu ved jeg godt at dette er et fortolkningsspørgsmål. Man kan også fortolke loven således, at begrebet studerende er ophævet og erstattet af begrebet "bruger", og at også de traditionelle begreber om forskere og forskning og den dermed forbundne undervisning er ophævet og erstattet af forestillinger om producenter og leverandører af et produkt nemlig undervisning bestående i standardiseret, formskåret, disponibel, anvendelig, reproducerbar, kurant viden og information. For så vidt man lægger denne tolkning til grund, så er der god overensstemmelse mellem universitetsloven og forordningen.
Mit spørgsmål er nu: er det sådan Fakultetsrådet tolker Universitetsloven?
Hvis det forholder sig sådan, synes jeg man skal sige det højt og samtidig sætte gang i en debat i fuld offentlighed, således at vi kan høre argumenterne for denne radikale omkalfatring af universitets ide, virksomhed og målsætning, og således at vi kan finde ud af, om der er dækning for denne fortolkning blandt lærere og studerende på dette fakultet.
Indtil det modsatte er bevist, tillader jeg mig at gå ud fra, at der på fakultetet stadigvæk er konsensus om, at en universitetslærer i hvert fald principielt er en forsker, der underviser og vejleder nogle studerende på basis af sin forskning, og at en studerende er et voksent, myndigt menneske, der engagerer sig seriøst og ansvarligt i sine studier og i undervisningen.
Dannelse
Det er en integreret del af en sådan dialogisk studie- og læreproces at man både forholder sig vurderende til sagen og til processen. Ligesom i dagligdags diskussioner skiftes der efter behov fokus fra sagen som sådan til den dialogiske proces, dens forudsætninger, målsætning og deltagernes bidrag til den.
De dialogiserende, forskende, studerende, lærende og samarbejdende justerer løbende dialogens og processens præmisser og målsætning og de enkelte deltageres bidrag til realiseringen af målsætningen, anerkender og bifalder det, der fremmer processen og kritiserer det, der hæmmer den. De vurderinger, der artikuleres i procesforløbet, er dels sagligt orienterede prøvelser af argumenter, meninger og dels vurderinger af gruppens selvregulering og medlemmernes bidrag til processen. Herved sker der en optræning i både intellektuelt og socialt kultiveret adfærd.
Komissæragtig tone
Evaluering i forordningens forstand er noget ganske andet end denne i processen selvfølgelige og integrerede vurdering. Selve dette, at der er tale om tvang, ændrer fundamentalt ved disse præmisser. Derudover er den skolemester- og kommisæragtige tone uforenelig med det, jeg forstår ved humanistisk dannelse. Det gælder også den meget detaljerede forskrift af procedurer inkluderende afrapportering til det kontrollerende studienævn, hvilket kun kan forstås som en generel mistillid til lærernes kvalifikationer, kompetence, dømmekraft og engagement i deres arbejde. Der er indført omvendt bevisbyrde: læreren skal retfærdiggøre sig, vise sig værdig til brugernes, studielederens og fakultetets tillid. Det er brugeren, der suverænt afgør, om han er værdig til en sådan.
Fundamental mistillid
Kombinationen af denne fundamentale mistillid, lærerne i rollen som producenter og leverandører af et formodet objektivt målbart produkt, som skal underkastes en evaluering af mennesker, der defineres og definerer sig som brugere, og som oven i købet nogle steder kan udtale sig anonymt, uden at den evaluerede kan få uddybet, hvad der ligger i bedømmelsen, og uden at bedømmelsen kan gøres til genstand for en personlig dialog, er destruktiv, idiotiserende, fordummende, barbariserende og vulgariserende. Den tager de mest negative konsekvenser af den værst tænkelige udlægning af Universitetsloven ligesom den tager konsekvensen af begrebet "masse" i det nye ord: masseuniversitet. Det er en principiel og officiel degradering og diskvalifikation af lærere til subalterne funktionærer i et kafkask bureaukrati og af unge mennesker til anonyme massekonsumenter og partikularistiske individer, en diskvalifikation, der opløser undervisningssituationen som en dannelsesproces.
Fakultetet har udnævnt mistilliden til at være udgangspunktet, normaliteten, og det er ganske klart, at det er lærerne, mistilliden først og fremmest retter sig imod. Det er også dem, der rammes af eventuelle sanktioner, hvis evalueringen ikke falder gunstigt ud. Derfor er det noget let gennemskueligt vrøvl at sige, at det ikke er lærerne, der skal evalueres, men undervisningen.
Kunden har altid ret
En bruger eller en kunde er netop ikke en ansvarlig partner i en gensidig dialogisk proces. Det er producenten og leverandøren, der har ansvaret for produktet. Brugeren vælger og vrager suverænt ud fra sine subjektive og private behov, som han ikke behøver at argumentere for og stå til regnskab for. Brugeren og kunden står overfor producenten og leverandøren og stiller krav og evaluerer uden at leverandøren kan rejse symmetriske modkrav, og har tilsvarende rettigheder og kompetence.
Af gode grunde har kunden altid ret.
Barbarisk vildfarelse
Jeg har tidligere udtalt, at forordningen er et indgreb i den pædagogiske metodefrihed, men i grunden kan man sige, at den dialogiske proces, jeg skildrede før, ikke er nogen speciel metode, det er metoden, den metode, man anvender på et universitet. Det er beklageligt, men samtidig symptomatisk, at det er nødvendigt at argumentere for dette.
Det skal være klart, at jeg er fuldstændig enig med de studerende i, at det, der foregår på fakultetet, ikke lever op til det skitserede ideal. Man kan sige, at forudsætningerne for at levere kvalificeret universitetsundervisning i den gode gammeldags forstand systematisk er blevet undermineret både gennem ovenfrakommende omstruktureringer af studierne, nedskæringer osv. Men vi lærere bærer også selv som kollektiv en del af skylden, for ligesom vi i nedskæringstiderne blev skåret ned efter grønthøstermetoden, så har vi i alt for stort omfang fordelt og tilrettelagt arbejdet og anvendt ressourcerne efter et tilsvarende princip, nemlig princippet, at alle kan udføre alle opgaver lige godt.
Det kedelige er, at de studerende nu så at sige godkender denne tingenes tilstand og forstærker de kedelige tendenser. Hvis det er de unge menneskers selvopfattelse, at de ikke er andet og ikke vil være andet end anonyme brugere, der vil betjenes af uengagerede leverandører af formskåren information, så må den pædagogiske opgave bestå i at få dem ud af denne barbariske vildfarelse.
Jeg vil opfordre til, at fakultetet tager tyren ved hornene og går med i en offentlig debat om de fundamentale problemer:
Hvis nogen vil sige, at sådan noget diskuterer man jo hele tiden, så vil jeg sige, at man gør det ikke fundamentalt nok og ikke med tilstrækkelig opmærksomhed på de konkrete problemer på institutionen.
Den uforkortede version af ovenstående indlæg kan læses i information & debat nr. 14 (3. november 1997).
Billedtekst
Kjaers Køkken. Tvungen undervisningsevaluering er uspiselig, mener lektor Jørgen Kjaer (Germansk).
Henvendelser om indhold og problemer til humavis@hum.aau.dk