| Seneste nyt | ||||
| Kalender |
| HUMavisen er fakultetsblad for Det Humanistiske Fakultet ved Aarhus Universitet. |
Teknisk opdateret: tirsdag, 16 januar 2001 |
Der er fredsvalg blandt de studerende til Fakultetsrådet, da det kun er Humanistisk Studenterråd (Humrådet), der stiller op. De tre studerende, som 1. februar bliver medlemmer af Fakultetsrådet, præsenterer her sig selv:
Steffen Longfors (Historie)
Er studerende ved Historisk Institut på fjerde år. Har tidligere været observatør i Historisk Instituts institutbestyrelse og medlem af Historisk Instituts studienævn.
Jeg stiller op til Fakultetsrådet, fordi jeg gerne vil være med til at præge debatten om de problemer som masseuniversitetet rejser for både studerende og undervisere. Her tænkes især på diskussionerne om undervisningsprincipper (bl.a. spørgsmålet om evalueringer), om studiestartsproblemer (Studium Generale) og om ph.d.-politikken. Tre emner jeg tror vil komme til at fylde meget i det kommende år.
Anne Goul Nielsen (Engelsk/Historie)
Læser engelsk med historie som sidefag. Jeg har været medlem af fakultetsrådet i det sidste år og har tidligere siddet i Konsistorium.
Jeg stiller op til Fakultetsrådet fordi jeg mener at det er vigtigt at vi studerende er med i fakultetets beslutningsprocesser.
I det kommende år mener jeg en af de vigtigste opgaver bliver at få lavet vores optagelsessystem på Humaniora om, sådan at vi fremover får separat optag til hvert enkelt fag. Det nuværende systemer er efter min mening meget uretfærdigt over for ansøgere i kvote II, fordi man ikke kan kvalificere sig målrettet efter det fag man gerne vil læse.
Laurits Borberg (Klassisk Arkæologi)
Studerer Klassisk Arkæologi, og har bl.a. erfaring fra Humrådet og Forsknings og Planlægningsudvalget under Fakultetsrådet.
Jeg synes det er vigtigt at der også er studerende fra de små fag repræsenteret i Fakultetsrådet. Derudover er jeg meget optaget af de konsekvenser, som alle omflytningerne vil få for vores faglige miljøer.
Henvendelser om indhold og problemer til humavis@hum.aau.dk