I litteraturen er man aldrig alene

Den nyudnævnte professor skuer ud over de mange sortklædte tilskuere. "Ene uden fører...Litterær oplevelse og menneskelig myndighed" er Svend Erik Larsens emne denne småfrysende mandag eftermiddag, De første ord drukner i stoleskrammel bagest i rummet, hvor en kødrand har samlet sig og strækker halsene for dog at få et glimt af the man himself nede fra knagerækkerne.

Imens har dekanen nuppet sig en stol på forreste række.

–Kan litteraturen afmontere tilstanden af alenehed? spørger professoren og taler om ordene "ene" og "ensom". Enetilstanden som reflektion, det andet i absolut forstand, det ene-stående, det at være den eneste af sin slags, "all alone" som Robinson Crusoe på sin ø.

Tilskuerne indstiller blikket på fjernt, mens kaffekopper tænksomt drejer i hænderne.

Professoren klipper fra Descartes til Jane Eyre. Den unge kvinde alene på sit værelse, der ikke kan finde ord til at forklare sin situation, men gør det alligevel. Et performativt paradoks, forklarer han. Hænderne blafrer omkring, mens han taler om at beskrive det, man ikke kan finde ord for.

Selv har han ingen problemer i den afdeling. Veloplagt danser ordene rundt i lokalet.

Det selvstændige jeg. Subjektet. Kroppens permanente reflektion. Og litteraturens vilkår.

–I litteraturen er man aldrig alene, man er tvunget til at artikulere de fælles betingelser, siger dagens mand.

Den pointe går rent ind i lokale 124. De fælles betingelser er lige fælles nok. Hvem der bare havde en stol.

Han krydser et par århundreder og fortsætter med Dante, som ikke ejer ord, der er gode nok til at beskrive himmel og helvede, det skarpe lys og de kropsnære pinsler. For det han oplever kan ikke erfares. Alligevel får han besked på "at sætte ord på sin tørst så den kan stilles".

Tørst og kropsnære pinsler. Lokalets temperatur nærmer sig en sæson i helvede. De heldige har vandflasker på bordet, mens andre sender smægtende blikke ud af vinduet, hvor vinden blæser hvast henover kasernens mudrede jordknolde. En gravko flytter ufortrødent jord rundt ude midt på pladsen.

–Jeg er helt alene, med eller uden fører, siger Dante, der er alene som den udvalgte repræsentant for menneskeheden, kommer det fra professoren i det lyse jakkesæt.

Han fortsætter dagens guidede tur i det litterære landskab med Rosseau og hans ensomme promenade i det franske. Han søgte efter den åndelige ekstase i det vegetative liv, og for ham var isolationen en nødvendighed, ikke noget martyrium.

I hvert fald indtil han faldt over en hund.

–En dag støder Rosseau ind i en Grand Danois på gaden og falder. I nogle øjeblikke aner han ikke hvor eller hvem han er, noget han senere beskriver som en fantastisk oplevelse. Det er kroppen, der her bringer ham tilbage til en sansetilstand og et behov for at beskrive sine erfaringer. Og det kan kun ske i mødet med den læser han ikke vil have.

Øjnene plirrer bag en tilskuers brilleglas. Gardinet blafrer. Udenfor ser ansigter nyfigent ind gennem ruden.

Imens er lokale 124 taget en tur i Alperne med Pontoppidans Per Sidenius.

–Lykke-Per drager afsted til Alperne i en selvvalgt ensomhed, "ene uden fører" for at søge den sublime stilhed. Men efter Lykke-Pers død bliver hans enetilstand en delt oplevelse fordi andre læser hans dagbog, siger litteraturprofessoren.

Til sidst når vi til storbyen og dens paradoksale ensomhed, den tilfældige enetilstand, Mrs. Bloom i Joyces Ulysses og hendes indre talestrøm.

–I teksten ligger "ja´er" klattet ud som kommaer i en studenteropgave, skyder han ind med et par håndbevægelser. Og høster et par skæve grin.

Professoren er ved at nå vejs ende og peger på litteraturen som sprog.

–Litteraturen er et aktivt forhold og den er en del af kulturens dialogiske arter. Litteratur er som dialogen. I den kan man ikke være alene, lyder det fra Svend Erik Larsen, der runder af med at ønske sig en aktiv dialog med de århusianske litteraturstuderende.

–Og så må det være tilladt at have tankerne andre steder under en forelæsning, lyder det med et underfundigt smil.

En times tid blev væk og med dén ilten i det tætpakkede rum. Klapsalver møder professoren.

Nu venter hvidvin og saltstænger i de tilstødende gemakker på de der holdt heden og klaustrofobien i ave.