Seneste nyt      
Kalender    
HUMavisen er fakultetsblad for
Det Humanistiske Fakultet ved Aarhus Universitet.
Teknisk opdateret: tirsdag, 16 januar 2001

Humaniora ved indgangen til det tredje årtusinde

Af Frits Andersen, Hans Fink, Niels Ole Finnemann, Randi Markussen og Hans-Jørgen Schanz
Arbejdsgruppen bag projektet ’ Humaniora ved indgangen til det tredje årtusinde’

I et samarbejde med alle interesserede på fakultetet vil Center for Kulturforskning i kalenderårene 1999 og 2000 afholde et forholdsvis stort antal - liberalt koordinerede - temaseminarer, symposier, workshops og kongresser, der gerne skal udmunde i en række antologier, som tilsammen kan udgøre en slags statusopgørelse over humanioras og de humanistiske videnskabers situation ved slutningen af det andet årtusinde og begyndelsen til det tredje.

Kalenderen forærer os (og alle andre) en ydre anledning til at rette blikket mod store linier og perspektiver, men under alle omstændigheder er der indholdsmæssigt god grund til i disse år at tage sig tid til at træde et skridt tilbage fra den daglige forskning og undervisning og prøve at danne sig brudstykker af et overblik.

Vi forestiller os, at årtusindskiftet både på trods af og på grund af al den øvrige virak kan være en passende anledning til et overflødighedshorn af humanistisk refleksion over humanioras fortid, nutid og fremtid, og vi foreslår et samlet program opdelt i fire rummelige og til dels overlappende programfelter, der skulle muliggøre en nogenlunde systematisk afsøgning af de aktuelle problemer:

1) Humaniora under globalisering og internationalisering

2) Humaniora og den permanente teknologiske revolution

3) Humaniora på universitetet

4) Humanistiske fagligheder i forandring

Alle interesserede indbydes hermed til at komme med forslag til seminarrækker eller lignende - gerne med deltagelse af internationale kapaciteter - som kan belyse sider ved disse temaer, jvf. nedenstående tidsplan. Arbejdsgruppen vil gå i dialog med forslagsstillerne, koordinere forslagene, udarbejde den samlede plan for forløbet i de fire semestre og sørge for finansieringen af aktiviteterne. Hvert enkelt seminar el. lignende vil dog fungere som en relativt autonom enhed med egen ansvarlig ledelse.

Forløbet tænkes afsluttet med en stor international "Conference of the Humanities" og med en række antologier baseret på indlæg i seminarer og lignende, men muligvis redigeret sammen på tværs af de afholdte arrangementer.

Læs hele forslaget inklusive en række forslag til mulige seminarer o.l. inden for de fire programfelter på Web:

http://www.hum.au.dk/dk/ckulturf/cfk.docs/cfk.now.htm#forslag

 

Åbent møde

Alle interesserede lærere ved Det Humanistiske Fakultet indbydes hermed til åbent møde

mandag den 2. marts 1998 kl. 15.00

på Center for Kulturforskning, Finlandsgade 28

om et forslag til markering af årtusindskiftet med en række initiativer, som kunne give et signalement af humanioras udvikling og aktuelle situation under overskriften ’Humaniora ved indgangen til det tredje årtusinde’.

Gå til begyndelsen af sidenAarhus Universitets hjemmeside

Henvendelser om indhold og problemer til humavis@hum.aau.dk