| Seneste nyt | ||||
| Kalender |
| HUMavisen er fakultetsblad for Det Humanistiske Fakultet ved Aarhus Universitet. |
Teknisk opdateret: tirsdag, 16 januar 2001 |
Løntillæg med listesko
Fakultetet træder varsomt og vil fordele tillæg efter klare principper
Fakultetets magistre får med det nye lønsystem en større del af deres løn udbetalt i tillæg. Men det nytter ikke noget at hamre på dekanens dør for at sikre sig tårnhøje tillæg. Intet bliver besluttet før vi har tænkt os grundigt om, fastslår dekan André Wang Hansen. Nogen lønfest vil han heller ikke love.
Pr. 1. januar i år trådte det nye lønsystem for alle magistre og forskere i kraft. En større del af deres løn skal fordeles ved hjælp af tillæg, og på Humaniora er det op til fakultetet at finde frem til en ny lønstruktur sammen med fagforeningerne. Men VIP-personalet skal ikke være bange for at finde uforklarlige tal på den næste lønseddel. Fakultetets ledelse med dekanen i spidsen lægger først hjernerne i blød. Og så skal det øvrige fakultet med på råd.
Klare principper
Frem for alt skal løntillæg deles ud efter helt klare principper, siger dekan André Wang Hansen.
Vi skal naturligvis give løn efter fortjeneste, men der skal være objektivitet og gennemskuelighed i hvordan vi gør det. Der vil sandsynligvis ske en vis omfordeling over en længere periode, og så er det vigtigt, at kriterierne er klare, pointerer dekanen.
Det ville være svært at håndtere andet i vores demokratiske system, hvor lederne er valgt af deres kolleger og medarbejdere, og hvor folk er tæt på hinanden, mener han, der som øverste leder officielt skal administrere det nye lønsystem.
Ingen lønfest
Der er ikke store omvæltninger på vej med det nye lønsystem lige med det samme. Heller ikke i kroner og øre.
Det er vigtigt at fastslå, at der som udgangspunkt ikke er flere penge i det her. Vi taler om en omfordeling af de midler vi har, så der er ikke tale om nogen lønfest, understreger dekanen.
Tillæg efter funktioner, kvalifikationer og resultater er ikke nogen ny tanke på fakultetet. Allerede nu får lektorer med doktorgrad, ledere af forskningsprogrammer og hovedvejledere på ph.d.-afhandlinger et tillæg.
Nej til headhunting
Man kan forestille sig mange måder at realisere det nye system på, så der er nok at diskutere, mener dekanen. Men at systemet skal bruges til "headhunting", altså en måde at hverve gode forskere og undervisere på, vil han gerne mane i jorden med det samme.
Det er ødelæggende for alle parter, mener André Wang Hansen, som er enig med dekanerne på landets øvrige universiteter om dén sag.
Fakultetet og fakultetets Samarbejdsudvalg skal nu hver for sig lægge en politik for, hvordan det nye lønsystem skal sættes i værk. Deres forslag skal efter planen op på fakultetets Fuglsø-seminar til efteråret.
En køreplan for hvordan det nye system bliver indført her på fakultetet bliver sendt ud snarest.
skr
En lillefinger i lønspillet
De studerende ser tiden an før de blander sig i debatten
Gennem deres tre pladser i Fakultetsrådet tager de studerende del i debatten om hvordan fakultetet forvalter sine penge. Vi vil tale de studerendes sag i lønspillet, når der kommer noget konkret på bordet, siger de studerende.
Spørgsmålet om fordelingen af de mange penge har de studerendes repræsentanter i HUMrådet endnu ikke taget stilling til, fortæller Anne Goul Nielsen, selv studenterpolitiker med sæde i Fakultetsrådet.
Det nye lønsystem er naturligvis noget vi vil tage op fordi vi er repræsenteret i Fakultetsrådet. Men som udgangspunkt vil vi ikke blande os i VIP-sager, og sådan noget som løntillæg ligger lige på grænsen af, hvad vi opfatter som vores område. Vi har jo ingen plads i samarbejdsudvalgene og befinder os lidt i periferien i forhold til den sag.
Gode undervisere
Der er ikke nogen færdigsyet holdning til fordelingen af tillægspengene at spore hos HUMrådet. Men det betyder ikke at de studerende er ligeglade.
Vi har naturligvis en interesse i, hvordan pengene bliver fordelt her på stedet, understreger Anne Goul Nielsen. Næste træk for HUMrådet bliver at se på, hvilke interesser de studerende har i fordelingen af tillæg.
Er det forskning eller undervisning der skal prioriteres højest, når tillæggene skal deles ud? Skal tillæg for eksempel bruges til at belønne de gode undervisere? Der er nok at tage fat på, og vi vil gå ind i sagen, når det kommer til mere reelle forhandlinger, lyder det fra studenterpolitikeren.
skr
Det nye lønsystem
Det nye lønsystem gælder for fakultetets VIP´er (det videnskabelige personale) og andre akademiske medarbejdere. En nyansat starter automatisk i det nye system, mens allerede ansatte selv kan vælge, om de vil over på den nye model eller blive i den gamle. Overgangen fra det gamle til det nye system sker pr. 1.1. hvert år medmindre man i løbet af året får tildelt et tillæg. Så kan man gå over på det nye system med det samme.
Lønsystemet består af en basisdel og en tillægsdel. Tillægsdelen omfatter funktionstillæg, kvalifikationstillæg samt resultatløn. Basisdelen stiger efter en skala der er stejlere end den nuværende skala, men slutlønnen er lavere. Tillæg kan forhandles både ved nyansættelse og under ansættelsen og alle tillæg skal aftales. Det kan ske centralt mellem Dansk Magisterforening eller DJØF og arbejdsgiveren, eller lokalt mellem tillidsrepræsentanten og den lokale arbejdsgiver. Ingen aftaler om tillæg må blive indgået direkte mellem en arbejdsgiver og en ansat.
Henvendelser om indhold og problemer til humavis@hum.aau.dk