Seneste nyt      
Kalender    
HUMavisen er fakultetsblad for
Det Humanistiske Fakultet ved Aarhus Universitet.
Teknisk opdateret: tirsdag, 16 januar 2001

Nyt pædagogikum svæver i uvist kaos

Cand.mag.er der vil være gymnasielærere skal have et ekstra halvt års faglig supplering, hvis de bliver færdige efter 1. august – hvis Ole Vig Jensen skriver under på ny bekendtgørelse

Da HUMavisen gik i trykken, lå en færdig bekendtgørelse om en ny pædagogikum-ordning på undervisningsministerens bord og ventede på hans underskrift. Skriver han under på den, skal alle cand.mag.er, der bliver færdige efter 1. august i år have et semesters ekstra faglig supplering af sidefaget og gennmgå en ny pædagogikum ordning for at blive gymnasielærere.

Men på grund af det snarlige folketingsvalg vælger ministeren måske at vente med at underskrive den til efter 11. marts – hvis ministeren altså stadig hedder Ole Vig Jensen til den tid.

Men skriver ministeren under, mens HUMavisen roterer i off-set-maskinen, så kan både specialestuderende og fagene se frem til forårsdage i højt tempo og en hed sommer. De studerende skal nemlig have cand.mag.-graden i hus inden 1. august, hvis man vil undgå at skulle studere et ekstra semester – på almindelig SU – for at kunne blive gymnasielærer.

Omvendt skal studerende, der bliver færdige i foråret, og som gerne vil have det ekstra halve år for at stå bedre rustet foran de håbefulde gymansiale poder, have forfattet en ansøgning senest 15. april, vurderer kontorfuldmægtig Susanne Henriksen fra Gymnasieafdelingen i Undervisningsministeriet.

Officielt har universitetet indtil videre kun fået at vide at der er planer om at ændre pædagogikum.

Men når bekendtgørelsen kommer, skal samtlige fag i gang med at lave studieordninger for den faglige supplering – naturligvis inden de nye regler træder i kraft til efteråret.

Rådvild vejledning

Ministeriet har udsendte et notat om den ny ordning i november måned, men uden tidsfrister. Siden har ministeriet kun antydet at der vil ske noget meget snart, og det har sat gang i rygterne.

–Derfor har vi været noget rådvilde, når de studerende har bedt om vejledning hos os, siger kontorchef Eva Teilmann, fra universitetets studiekontor.

De studerende har naturligt nok været interesseret i at vide om de risikerede at blive overhalet indenom af de nye regler og blive diskvalificerede til at søge job som gymnasielærer, fordi ministeriet indfører en ny regel mens de bakser med sidste kapitel af sidste opgave på det man troede var en færdig uddannelse.

Sidst i januar måned forlød det i et brev fra ministeriet, at de nye pædagogikum-regler ville gælde for alle der blev kandidater efter 1. februar i år, men det viste sig at være en fejl.

Den 10. februar siger Ole Vig Jensen i et svar til Folketingets Uddannelsesudvalg, at skæringsdatoen "formentlig bliver 1. august 1998" og at bekendtgørelsen vil blive offentliggjort "ca. 1. marts".

Studietænkning i smutveje

Ministeriet vil begrænse antallet af kandidater på faglig supplering/pædagogikum til det antal som gymnasierne løbende rapporterer de har behov for – plus lidt ekstra.

Udvælgelsen vil ske efter "objektive kriterier", skriver ministeriet. Det vil sandsynligvis være fagkombinationen og eventuelt karaktererne, der kommer at afgøre sagen.

Ifølge november-notatet vil kandidater, der i forvejen har et toårigt sidefag, komme først i rækken, når ministeriet skal vælge ud blandt ansøgerne til pædagogikum.

Sådan en regel forudser Eva Teilmann vil give ekstra beskæftigelse på studievejledningerne i de kommende år.

–Det opfordrer jo til at tænke strategisk i sit studievalg – både for at sikre sig adgang til pædagogikum og for at få et mere flydende studieforløb.

–Ved at skifte studie et par gange vil det være muligt at komme til at aflægge eksaminer i hvad der svarer til to årsværk på sidefaget inden man bliver færdig som cand.mag.

–Det giver ikke ekstra stjerner på eksamensbeviset, men man vil altså tilsyneladende kunne opnå dels at komme ind på det ønskede pædagogikum, dels at koncentrere sit studium i en sammenhæng, forklarer kontorchefen.

Ventetider

Færdige kandidater vil næppe kunne undgå at skulle vente nogle måneder på at få at vide om de er optaget på supplering/pædagogikum eller ej.

Hvis bekendtgørelsen træder i kraft en af de nærmeste dage, vil der være ansøgningsfrist 15. april, og første dag på pædagogikum eller faglig supplering vil blive 1. august (for suppleringen sandsynligvis 1. september). Der kommer så en ny ansøgningsfrist midt på efteråret med start til foråret.

Hvad cand.mag.erne skal få tiden til at gå med i mellemtiden er ikke ministeriets bord.

–Der er ikke noget tilbud til dem i bekendtgørelsen, så mange af dem vil sikkert gå på dagpenge, antager Susanne Henriksen.

Det tror Eva Teilmann også.

–Når man står med en færdig uddannelse og enten kommer på dagpenge eller finder et job i de tre eller måske syv måneder man venter på svar, så er det ikke særligt attraktivt igen at skulle nøjes med SU under den faglige supplering, vurderer hun.

Holdeplads

Omvendt spørger de Fagudvalget ved Historie i januar-nummeret af den lokale Institutavisen om "hvem der tør undlade at søge dette pædagogikum"?

–"Da antallet af afpasset efterspørgslen, giver dette pædagogikum en direkte adgang til en gymnasiestilling. Og hvorfor ikke have dette at falde tilbage på. Så kan man gå på eventyr på andre jobmarkeder med god samvittighed. Det skal også nævnes at mange kommende ph.d.-aspiranter kunne bruge pædagogikum som en 1-årig holdeplads, mens de venter. Og da den er gratis og ph.d.-aspiranter som regel har gode karakterer skulle den jo være hjemme", mener Fagudvalget fra Historie.

slam

 

 

Kortere sidefag

Ikke-humanistiske sidefag bliver halvt år kortere

Ministeriets planer om toårige sidefag til gymnasielærere får efter alt at dømme også den – noget paradoksale – konsekvens at visse sidefag faktisk bliver kortere. I dag kan man nemlig få et ekstra halvt års SU, hvis man som humanist tager et toårigt sidefag på et andet fakultet (fx driftsøkonomi eller kemi), der alle ligger på andre fakulteter) frem for et humanistisk sidefag, som kun må være normeret til 1½ år.

Den regel vil sandsynligvis falde væk. Det vil enten betyde at de ikke-humanistiske fag skal skære et halvt år af deres sidefagsuddannelser, eller også kommer de studerende til at gå den sidste tid uden SU.

1½ år for lidt

Både universiteter og gymnasier har i de seneste år kritiseret, at 1½ års studier på sidefaget er for lidt til kommende gymnasielærere. Det har Ole Vig Jensen erklæret sig enig i, men tidligere forslag til et ændret pædagogikum er faldet på grund af uenighed om finansieringen.

Det er derfor ikke overraskende at ministeriet ikke vil være med til en generel udvidelse af sidefaget fra 1½ til 2 år og dermed udvide den samlede studietidsramme for cand.mag.er fra 5 til 5½ år.

Det er indtil videre sket for de 2-fags-kandidater, der krydsede fakultetsgrænser, dog med kombinationen historie-psykologi som en undtagelse.

Hvis den ny pædagogikum-ordning bliver vedtaget vil det – sandsynligvis – kun være den udvalgte gruppe, som kommer ind på faglig supplering/pædagogikum, som ville kunne få en kandidatuddannelse normeret til 5½ års studier.

slam

 

Følg sagen på Web!

Det tager en uge at trykke HUMavisen og derfor kan denne artikel være forældet allerede nu. Derfor følger HUMavisen sagen op på sit web-sted på

http://www.hum.au.dk/dk/nyheder/humavis/

 

 

Den ny vej til gymnasielærerjobbet

 

De seks hurdler på den ny ordning (NB: udkast)

5-årig cand.mag.-uddannelse (3½+1½ år, uanset om man krydser fakultetsgrænser eller ej)

Ansøgning om at blive optaget på faglig supplering/pædagogikum

Optagelseskriterier: løbende behovsundersøgelse plus "objektive kriterier"

5 måneders faglig supplering (1 SU-klip per måned)

5 måneders pædagogikum på gymnasium el.lign. (80% af overenskomstmæssig løn)

Ansøgning om stilling som gymnasielærer

2 måneders pædagogikum (fuld overenskomstmæssig løn)

Jævnfør Undervisningsministeriets notat. Faglig supplering bliver ikke obligatorisk, hvis man i forvejen har hvad der svarer til en toårigt sidefag.

 

 

 

 

Kilder:

Undervisningsministeriets Nyhedsbrev om ’Nyt to-delt pædagogikum’ (21.11.97):

http://www.uvm.dk/nyt/artikler/pod.htm

Ole Vig Jensens svar til Uddannelsesudvalget (10.2.98):

http://www.folketinget.dk/alt/19971/udvbilag/00351523.htm

Gå til begyndelsen af sidenAarhus Universitets hjemmeside

Henvendelser om indhold og problemer til humavis@hum.aau.dk