Seneste nyt      
Kalender    
HUMavisen er fakultetsblad for
Det Humanistiske Fakultet ved Aarhus Universitet.
Teknisk opdateret: tirsdag, 16 januar 2001

Alt skal pligtafleveres

Ny lov kræver at alt fra prislister og løbesedler til tidsskrifter og kataloger skal afleveres til Det Kongelige Bibliotek

Hvis man sætter et stykke papir op på to opslagstavler uden samtidig at sende to eksemplarer til Det Kongelige Bibliotek, har man overtrådt den ny lov om pligtaflevering. Som noget helt nyt skal også udgivelser på Web pligtafleveres – men det kan gøres med en e-post.

Det er ikke kun bøger, blade og tidsskrifter, som skal bevares for eftertiden på Det Kongelige Bibliotek og Statsbiblioteket. Alt hvad man trykker i mere end ét eksemplar og som bliver sat på opslagstavler, kastet i kantiner eller som enhver borger kan ringe og bede om at få tilsendt skal afleveres i to eksemplarer til Det Kongelige Bibliotek.

Det er nemlig også en måde at udgive sine ting på, eller med lovens ord at sprede eksemplarer til almenheden, og så er tryksagen / videoen / cd’en omfattet af loven om pligtaflevering.

Ikke interne ting

Til gengæld skal man ikke aflevere internt materiale. Det gælder naturligvis personlige breve eller materiale som blot bliver delt rundt på holdet eller til instituttets medarbejdere. Så er materialet jo ikke spredt til almenheden. Institutavisen er derimod tilgængelig for offentligheden, så den skal sikres et evig liv på de to biblioteker.

Enkelte specielle ting er dog undtaget fra pligten; uforandrede genoptryk, skemaer og formularer og brevpapir m.v.

Hvem, hvordan, hvornår?

Det er den person, som gør en udgivelse helt færdig, som skal sørge for at tingene bliver pligtafleveret. Det vil sige dén person, der betjener kopimaskinen eller medarbejderen ved off-set-maskinen, hvis man fx får det trykt på et af vore lokale trykkerier. Til gengæld skal man gøre opmærksom på at materialet skal pligtafleveres når man sætter andre til at trykke det.

Derefter skal man samle alt materiale i to eksemplarer og en gang hvert halve år sende hele molevitten til Det Kongelige Bibliotek. Det kan man til gengæld gøre portofrit.

En kasse ved siden af fotokopimaskinen med påskriften ’pligtaflevering’ er nok den mest praktiske løsning for institutterne. Der er ingen krav om at materialet skal sorteres inden man sender det afsted, der skal blot være navn og hjemsted på. Står der Aarhus Universitet øverst på papiret er dén regel overholdt.

Alle medier

Loven gælder ikke bare tryksager, den gælder også for mikrofilm, videoer, papirbilleder, cd-rom eller andre måder man kan udgive sine ting på – fx på Web.

Publicerer man en artikel eller en bog eller andet færdigt værk, så skal man sende web-adressen ind, hvorefter bibliotekerne vil surfe ud på Nettet og gemme en digital kopi.

Det er værd at bemærke, at det kun er færdige udgivelser, ikke dynamiske eller kontinuerligt foranderlige web-sider, som man skal give besked om.

Man skal altså ikke rapportere om sin personlige hjemmeside eller instituttets links til andre web-sider, men først når man lægger en afrundet, færdig udgivelse på Web.

slam

Yderligere information:

Det Kongelige Bibliotek, Pligtafleveringen, Chr. Brygge 8, 1219 København K, Tlf.: 33 47 47 47

eller Web:

http://www.pligtaflevering.dk

 

Skal jeg pligtaflevere?

Du skal pligtaflevere, hvis du spreder eksemplarer til almenheden. Det gør du fx ved at

sætte tryksagen op på opslagstavler, kantiner eller andre steder med offentlig adgang

sende tryksagen til pressen

sende tryksagen ud af huset, hvis en udenforstående beder om det

sende eller uddele tryksagen til et større antal personer eller institutioner

Du skal dog ikke pligtaflevere to eksemplarer hvis

du kun trykker ét eksemplar

du ikke gør tryksagen fuldstændig færdig (det gør trykkeren eller bogbinder måske)

tryksagen er et uforandret genoptryk

tryksagen er et skema eller formular til udfyldning

tryksagen er emballage, brevpapir, visitkort eller kuvert

Her er tryksagen brugt som eksempel; loven gælder alle udgivelsestyper.

 

Loven redder Matador

"Havde Danmark ikke haft en lov om pligtaflevering, ville det f.eks. have været vanskeligere at lave store tv-serier som Matador og Bryggeren. Instruktørerne har nemlig benyttet sig af, at bibliotekerne igennem menneskealdre har modtaget og opbevaret varehusenes kataloger. Disse kataloger er værdifulde kilder, når fortiden skal genskabes på film."

Citat fra

http://www.pligtaflevering.dk/introduktion/index.htm

 

Publikationer på Web

Publikationer på Web skal anmeldes til Det Kongelige Bibliotek via en formular, som naturligvis ligger på Web:

http://www.pligtaflevering.dk/blanket/index.htm

 

Gå til begyndelsen af sidenAarhus Universitets hjemmeside

Henvendelser om indhold og problemer til humavis@hum.aau.dk