| Seneste nyt | ||||
| Kalender |
| HUMavisen er fakultetsblad for Det Humanistiske Fakultet ved Aarhus Universitet. |
Teknisk opdateret: tirsdag, 16 januar 2001 |
Mangel på ph.d.er fra sprogfag
Skæv fordeling af ph.d.-stipendier på de humanistiske fag
Sprogfagene har svært ved at skaffe nye forskere. Det skorter ikke på egnede ansøgere til ph.d.-stipendier på humanistiske fag, men under en tiendedel har lyst til at forske i sprogvidenskab, fortæller en ny rapport.
Langt flere søger stipendier inden for litteratur og kultur, viser Forskerakademiets rapport, der har regnet på behovet for ph.d-studerende i det næste tiår. Problemet med at få nye sprogforskere giver en skæv fordeling mellem fagområderne, og den er der ikke udsigt til at få rettet op på de næste par år.
De humanistiske fag har vokseværk i disse år, også sprogfagene, som vil have svært ved at finde kvalificerede undervisere inden for filologi og lingvistik, sålænge der er mangel på ph.d.-forskere.
Efterslæb fra 80erne
Ifølge dekan André Wang Hansen bærer 80«ernes nedskæringer en stor del af skylden for problemet.
- Problemet stammer fra dengang, hvor bevillingerne blev skåret kraftigt ned, og hvor der ikke var noget job-perspektiv for de ph.d.-søgende på grund af færre nyansættelser. Når ingen kommer ind i systemet, er der heller ingen vejledning, der ansporer ny forskning. Det er en ond cirkel, som det tager lang tid at bryde, mener han.
Fakultetet slår så vidt muligt stipendierne op, så de dækker alle de humanistiske fag.
Ingen øremærkning
-Ph.d.-stipendierne er formuleret bredt, så alle fag kan komme til, når der deles stipendier ud, understreger dekanen.
Han tror ikke det er nogen løsning at målrette flere af stipendiepengene mod de fag, der har problemer med at hverve nye forskere. Det drejer sig om at få fat i de bedst kvalificerede studernde overalt på fakultetet frem for at øremærke flere stipendier til bestemte fag, fastslår han.
Istedet giver han bolden videre til fagene selv.
-Der foregår nogle fagpolitiske diskussioner på sprogfagene, og det er ikke vores opgave at gå ind og regulere i nogle rent faglige forhold, siger dekanen.
Ud af egen lomme
Om blot syv år vil hver fjerde kandidat komme fra Humaniora, og derfor er det vigtigt at forøge de humanistiske fags relative andel af ph.d.-stipendier, konkluderer rapporten.
Men selvom Humanoira vokser, er bevillingerne til fakultetets ph.d.-stipendiater ikke steget. Sidste år betalte Fakultetet godt halvdelen af sine ph.d.-stipendiater ud af egen lomme.
Har haft råd
Ministeriet betaler omkring 10 nye ph.d.-stipendier om året, mens fakultetet i en årrække selv har fundet pengene til yderligere 5 nye ph.d.-forskere.
-Det har været nødvendigt, hvis vi vil have en nogenlunde bred tilstrømning af ph.d.-stipendiater, og heldigvis var der penge på vores opsparing, for ellers havde problemerne været endnu større. Der er et større behov for ph.d.-studerende herfra, og det kan vi ikke gennemføre uden flere midler at gøre godt med, slutter dekan André Wang Hansen.
skr
Henvendelser om indhold og problemer til humavis@hum.aau.dk