Fredag den 1. december 1995 forsvarede lektor Tove Barfoed Møller sin doktordisputats Teaterdigteren H. C. Andersen og 'Meer end Perler og Guld' – en dramaturgisk-musikalsk undersøgelse for den filosofiske doktorgrad her på fakultetet. 1. opponent var Johan de Mylius, mens Lars Ludwig Albertsen og Jørn Langsted opponerede ex auditoria.
Fakultetsrådet har konfereret Tove Barfoed Møller doktorgraden den 11. december 1995.
Disputatsen er på 419 sider og er udgivet på Odense Universitetsforlag 1995. 300 kr.
H. C. Andersens portræt er tegnet af den
svenske forfatterinde Frederika Bremer, formentlig under hendes
ophold i København 1848-49. Billede fra disputatsens forside.
Den gængse myte om H. C. Andersen går blandt andet på, at nok gik han så gruelig meget ondt igennem, men så blev han berømt. Især for sine eventyr og i nogen grad for sine romaner og digte. Men som dramatiker og teatermand var og forblev han mere eller mindre ubehjælpsomt stående som Thalias ulykkelige elsker – indtil nu.
I sin disputats, Teaterdigteren H. C. Andersen og 'Meer end Perler og Guld' – en dramaturgisk-musikalsk undersøgelse' er det Tove Barfoed Møllers erklærede mål via relevant kildeforskning at rehabilitere H. C. Andersens "hidtil mindre påskønnede aktiver som teaterdigter, dvs. hans evner som oversætter, bearbejder og musikvælger, samt hans sans for scenisk effekt." (side 31).
Mytens rødder
Med overbevisende citater demonstrerer Tove Barfoed Møller hvordan myten om den ubehjælpsomme teatermand i nyere tid er blevet videreført af litterater uden større teaterindsigt (fx Vilh. Andersen, Rubow, Böök og Elias Bredsdorff). Snarest har de skrevet hinanden af og især interesseret sig for hans prosa. De har sandsynligvis været påvirkede af tidligere kollegaers og/eller samtidige konkurrenters samtidige udsagn om H. C. Andersen som teaterdigter som fx Molbech, J.L. Heiberg og Erik Bøgh, der skrev en ofte citeret perfid-morsom nekrolog om H. C. Andersens dramaturgiske ubehjælpsomhed.
Men ved en H. C. Andersen-interesseret litterat kun lidt om H. C. Andersen som teatermand, så ved han mindst at Heiberg i sin komedie En Sjæl efter Døden (1840) lod sin spidsborgerlige filistersjæl divertere sig med H. C. Andersens Mulatten og Maurerpigen i sit eget Helvedes teater. Mere ondskabsfuldt kunne Heibergs mening næppe udtrykkes.
For at nå sit mål inddrager Tove Barfoed Møller selvfølgeligt klassiske metoder fra især teater- og musikvidenskab i sin dramaturgisk-musikalske undersøgelse af, hvordan H. C. Andersen faktisk fungerede som teatermand og belyser sit emne ved en både relevant og grundig gennemgang af eksisterende, men hidtil næsten upåagtede kilder.
Med på Kgl. Top-10
I sin levetid fik H. C. Andersen opført i alt 36 større og mindre dramatiske arbejder, især på Det Kgl. Teater og Casino (efter 1849). De fleste er originale værker, vaudeviller, syngespilstekster og skuespil, men der er også oversættelser og frie bearbejdelser som disputatsens hovedobjekt, eventyr-comedien 'Meer end Perler og Guld – en fri bearbejdelse efter F. Raimond og Tusind og een Nat', som der står på det trykte titelblad fra 1849.
Alene på Det Kgl. Teater fik H. C. Andersen opført 20 originalværker i perioden 1829-79 med i alt 275 opførsler og fik derved en smuk 7. plads i Overskous Haandbog (1879) med top- ti-liste helt tilbage til Holberg. Det gik bedst for Liden Kirsten med 71 opførsler, men også Mulatten stod pænt med 21 opførsler indtil 1848, og senere 10 på Casino, blandt datidens mangfoldige udbud på Det Kgl. Teater.
Publikumssucces
Tove Barfoed Møllers valg af netop Meer end Perler og Guld skyldes dels, at stykket opnåede en – efter datidens forhold – usædvanlig publikumssucces med 162 opførsler på Casino til og med 20. januar 1888 (plus andre opførsler inklusive en dukketeater- version), men også at Meer end Perler og Guld som lokaliserende bearbejdelse med mange sceneskift og et meget kyndigt musikvalg med størst mulig tydelighed er egnet til at præsentere et detaljeret billede af H. C. Andersen som en mere end habil teatermand "med sans for sceniske effekter."
Jernbanekup
Blandt H. C. Andersens kup i lokalisering er indførslen af et jernbanetog på scenen (se billedet). Endda med en undergrundsbane med udgangspunkt i en Aladdinshule under et Vesterbro-hus uden for voldene i datidens Kjøbenhavn. Som bekendt fik vi først togtrafik i det egentlige Danmark i 1847 med banen Kjøbenhavn-Roskilde.
Afrejsen sker naturligvis til H. C. Lumbyes Jernbanegalop. Ligesom til 30 øvrige musikindslag havde H. C. Andersen valgt melodier med stor dramaturgisk-musikalsk sans for iørefaldende melodier, der kunne forudsættes mere eller mindre kendte for publikum. Tove Barfoed Møllers systematiske gennemgang af H. C. Andersens selvstændige musikvalg inklusive en melodi fra et amerikansk Blackface Minstrel Show er suveræn.
Med hensyn til musikvalg fulgte H. C. Andersen her Heibergs vaudeville-tradition, der netop anvendte mere eller mindre kendt musik, blandt andet Bellman, selvom Raimonds oprindelige tryllespil, Der Diamant des Geisterkönig (1824), var gennemkomponeret. Musikhistorien udgør næsten en tredjedel af bogen.
Højt kvalificeret
Disputatsens øvrige afsnit gennemgår systematisk teatersituationen, herunder teaterpraksis omkring 1850, H. C. Andersens forudsætninger og specifikke indsats som lokaliserende bearbejder, Casino-teatrets sceniske muligheder m.v. og ikke mindst alle tilgængelige oplysninger om selve den sceniske realisation af Meer end Perler og Guld.
Alt i alt et stykke højt kvalificeret mentalitets- og smagshistorie, der grundigt og detaljeret – og med et stort noteapparat – burde kunne ændre den bekvemme myte om H. C. Andersen som ubehjælpsom teatermand. Og kikke på ham igen som en endnu mere mangesidet begavelse, der eksempelvis også har været en vigtig inspirationskilde for Strindberg, også som dramatiker (fx Lycko Pers resa og Ett drömspel).
Disputatsen kan varmt anbefales til alle, der er interesseret i H. C. Andersen (især i disse musicaltider), tværfaglighed og teaterhistorisk realisation-dramaturgi.