Kolera til folket

Gerda Bonderup: "Cholera-Morbro'er" og Danmark. Billeder til det 19. århundredes samfunds- og kulturhistorie. 416 sider. 398 kr. December 1994. Doktordisputats.

Af Svend Aage Mogensen, HUMavisen

Det er sjældent at se en doktordisputats, der strutter af lystig fortælleglæde i samme grad som Gerda Bonderups om det danske samfund i forrige århundrede set gennem kolera-epidemien. Bonderup har bevidst prioriteret formidlingen af det videnskabelige stof meget højt og lagt distance til den ofte tørre form, der ofte har været den "videnskabelige tone"s adelsmærke.
Den historiske sundhedsforsknings tradition går ikke meget længere tilbage end da Bonderup startede på sin disputats, og der er heller ikke noget "samlet" kildemateriale. Derfor præsterer Bonderup både social-, kultur-, sundheds- og medicinhistorie med sin bog med hjælp fra både sociologien og psykologien undervejs til at holde kilderne sammen.
Gerda Bonderup beskæftiger sig først og fremmest med forholdene før, under og efter den store koleraepidemi i 1853 for på den måde at sammenligne "normale tider" med krisesituationen og derved nå frem til en forståelse af det danske samfund.
Et sæt billeder
Som titlen fortæller, så er Gerda Bonderups disputats et sæt billeder til forståelse af dansk samfunds- og kulturforhold mere end det er en ny paradigmatisk fortolkning af 1800-tallets samfundsstruktur.
Bonderup guider sin læser gennem de mange kilder; sundhedsmyndighedernes, politiets og lægernes indberetninger, protokoller, forhandlinger og korrespondance, retssager, private breve og dagbøger, aviser, skønlitteratur, skillingsviser og satiriske blade m.m.m.
Bonderup citerer fyldigt, og vi følger med ind i slumbebyggelsen, rundt på de overfyldte hospitaler og i hælen på lægen på husvisitation. Vi hører om de hygiejniske forhold, de utætte lokummers "flydende væsker", hvem der slog plat på koleraen, om lægens stilling i samfundet, deres aflønning, læge-patient forholdet, myndighedernes organisering, lægen der pjækker og tvisten om hvorvidt det var studenterne eller ligbærerlavet, der skulle have retten til at bære de døde.
Afhandlingen starter med den ubarmhjertige afsløring af nutidens viden om, hvor nemt kolera kan forebygges og kurereres – og bliver fulgt af en indføring i de medicinske dele. Derefter præsenterer Bonderup sine aktører og deres samfundsmæssige placering inden hun går i gang med afhandlingens kerne, kampen mod koleraen.
På trods af situationen, tager lægerne på de ellers uvante husbesøg og de får hjælp af en skare af – uretfærdigt oversete, mener Bonderup – borgere, der frivilligt hjælper til med mad, penge eller tøj. Den uformuende del af befolkningen gør sit til samarbejdet ved at adlyde de henstillinger, der kom fra myndighederne. Som et eksempel på det tillidsforhold, der blev skabt mellem borgerne og myndighederne, nævner Bonderup, at lægernes råd og behandling efterhånden fortrængte de "kloge koner" og andre huskeråd mod sygdomme og dermed fik 'det offentlige' lov til at komme helt ind i 'det private'.
I det fjerde hovedafsnit ser Bonderup på hvad danskerne lærte af epidemierne. Blandt andet fik man for alvor øjnene op for hvor slem, slumbebyggelsen var, hygiejnens betydning og natvægterstatens sociale afmagt i den slags situationer, skriver Bonderup.
Det var som bekendt erkendelser, der tog en del år om at grundfæste sig.
Konsensussamfund
Rundt om i Europa fulgte uroligheder og oprør i epidemiernes kølvand, men koleraepidemien blev ikke katalysator for social uro i Danmark. Myndigheder og befolkning stod sammen i den svære kamp, og det får Bonderup til at konkludere, at "det danske samfund var et samfund i balance, baseret på tillid og konsensus".
Hvor den ublodige fødsel af Junigrundloven og afskaffelse af enevælden står som eksemplet på konsensussamfundet på det traditionelle politiske plan, ser Bonderup netop koleraepidemierne som katalysator for det balancerede samfund på det sociale og kulturelle niveau.
Bonderup lægger også vægt på, at der faktisk ikke fandt plyndringer af dødsbo sted under epidemien. Den form for samfundsmæssig forståelse og solidaritet var ikke til stede, da pesten ramte i 1711.
Men konsensussamfundet har dog sine grænser.
På landet stod sogneforstanderen for bekæmpelsen af koleraen, og det fungerede bedst, hvor det var sogneforstanderens egen stand, gårdmændene, og ikke husmændene, der tog til byen med mælk – og altså personligt oplevede koleraepidemien.
"Den samme borger, der gik fra hus til hus og så al elendigheden, og som gav penge og klæder, kunne dagen efter i Bogerrepræsentationen afslå projekter, der måske ville have gjort en varig ende på den værste nød."
Den sociale stat var tydeligvis ikke født endnu, men Bonderup mener, at erfaringerne fra epidemierne satte gang i tanker, der (senere) skabte en mere socialt engageret offentlig myndighed.
Velskrevet
Der er 140 illustrationer på de godt 400 sider, og som altid gør mange billeder en bog rarere at læse i. Mange af illustrationerne er ledsaget af en lille historie, en halv sides billedtekst, ofte et længere citat, som man kan dvæle ved eller lade være. Handler historien om Korsør, har Bonderup fundet et gammelt kort over byen frem. Det er ikke nødvendigt for fortællingen, men en god ledsager til en læsepause fra brødteksten.
Bogen er også krydret med skillingsviser og på side 279 finder vi navnefaderen: "Glædeshyl i Anledning af den forfærdelige Cholera-Morbro'ers Afreise fra Kongens Kjøbenhavn".
Måske typisk for en humanist, trænger præsentationen af det statistiske materiale dog til en ansigtsløftning. Der kunne godt være færre og mere gennem- og krydstestede tabeller og grafer.
Hvorom alting er, Gerda Bonderup har skrevet en doktorafhandling, der taler med og ikke ned til sin læser, uanset om han er lægmand eller historiker.

Disputatsen blev forsvaret 3. februar 1995, og Fakultetsrådet har efterfølgende den 20. februar konfereret Gerda Bonderup den filosofiske doktorgrad.

HUMavisens hovedindgang

Indholdsfortegnelse