JAN 07: Det Humanistiske Fakultet har fået ny net-adresse: www.humaniora.au.dk
Små fag, store fag og krisen på Humaniora
22. november 2000
En skam, hvis reformerne stopper ved det administrative, skriver Stig Thøgersen, der anbefaler fælles seminarer på tværs af de traditionelle fagområder
Af Stig Thøgersen
Studieleder, Østasiatisk Institut
I de seneste måneders diskussion af nye fordelingsnøgler og udviklingsplaner på Humaniora har der været flere tilløb til en debat om de små fags placering. Det startede med et indlæg fra studievejlederne på Historisk Institut, der stillede spørgsmålstegn ved, om fakultetet havde råd til den nuværende brede fagvifte. Hertil svarede en gruppe studerende på Slavisk, at fakultetet skulle se bredden i fagudbuddet som en kvalitet i sig selv, men de havde samtidig nogle konstruktive forslag til tværgående undervisning for småfag i fælles faglige discipliner.
I oktobernummeret af HUMavisen havde institut- og studielederne fra fakultetets største fag så et indlæg, hvor de opretholdt, at "den brede fagvifte ved dette fakultet er en styrke, som det gælder om at fastholde". Jeg ser selv sagen fra to "småfags" synspunkt (kinesisk og japansk), så jeg er – ikke overraskende – tilbøjelig til at være meget enig i dette udsagn, men på den anden side undrer det mig ikke, at småfagene i sparetider bliver oplagte ofre for nedskæringskniven.
De fleste småfag er sprogfag, der foruden studiet af et – ofte forholdsvist "eksotisk" - fremmedsprog indeholder studieelementer om den kulturelle, historiske og samfundsmæssige kontekst, som disse sprog indgår i. Hovedproblemet er for mig at se, at småfagene ikke indgår som en integreret del af Humaniora, og at de studerende på andre fag (og formodentlig også mange af underviserne) derfor ikke synes, at deres eget fag bliver specielt beriget af, at der går folk rundt og lærer fx bulgarsk eller kinesisk.
På Østasiatisk Institut underviser vi i kinesisk og japansk, og selv om disse to sprog med omkring 70-80 studerende hver ikke hører til de mindste, så sidder vi alligevel grundigt fast i småfagsproblematikken, ikke bare udfra et STÅ-synspunkt, men også, hvad der interesserer mig mere i denne sammenhæng, mht. den faglige kvalitet.
Miseren bunder primært i vores manglende udveksling med andre fag. Vores studerende går stort set udelukkende til timer på vores eget institut, bortset fra det år, hvor de er ude og tage deres suppleringsuddannelse. På samme måde ser vi kun ganske enkelte studerende fra andre institutter til vores kurser: et par lingvister om året, nogle få suppleringsstuderende fra historie og andre disciplinfag, og et par statskundskabsstuderende med særlig interesse for Østasien.
Det betyder at fordelene for resten af fakultetet ved at udbyde kinesisk og japansk som en del af "den brede fagvifte" i virkeligheden er meget begrænsede, der er nærmest tale om en slags eksotisk stjernestøv, en fornemmelse af, at man kun er et "rigtigt" humanistisk fakultet, hvis der også er plads til folk med sære tilbøjeligheder.
For vores egne studerende synes jeg ikke problemet er særlig stort på bacheloruddannelsen: de har travlt med at opbygge et sprogligt fundament og et grundlæggende kendskab til kulturkredsen, de tager på studieophold i Kina og Japan, og de får snuset til et andet fag gennem suppleringsuddannelsen. Vi kunne nok vinde noget ved at følge forslaget fra de studerende på Slavisk om at have fælles generelle kurser i fx lingvistik eller litterær analyse, men selv den nuværende ordning sikrer efter min mening en kvalitetsuddannelse.
Men på kandidatuddannelsen bliver den faglige isolation tydelig. På vores seminarforløb sidder der ofte kun fem-seks studerende (eller færre, hvis det går helt galt), og der er kun ressourcer til at udbyde ét emne hvert semester.
Det betyder, at hvis seminaret handler om kinesisk politik, og man hellere vil arbejde med fx skønlitteratur, så er man enten henvist til selvstudier eller tvunget til at vente på, at et mere fristende emne dukker op. Det betyder også, at antallet af aktive deltagere, der holder oplæg og skriver opgaver, ofte er for lavt til, at der opstår en tilfredsstillende faglig dynamik på det enkelte seminar.
Fælles seminarer på kandidatuddannelsen
For mig at se er der kun to mulige løsninger på dette problem. Den første er at lave fælles seminarer med søsterinstitutter på andre universiteter, for vores vedkommende KU, hvis vi skal holde os indenfor landets grænser.
Denne løsning kan bringe deltagerantallet på kurserne op, og skabe et mere frugtbart fagligt miljø, og det er noget vi arbejder på, men det hjælper ikke til at integrere vores fag bedre på fakultetet.
Den anden løsning vil være at udbyde fælles seminarer med andre fag på fakultetet, og det er her jeg tror at fremtiden for de små område- og sprogfag primært ligger.
Vi har i de sidste par år udbudt seminarer i Japans og Kinas nyere historie sammen med Historisk Institut, og der har været stor tilfredshed med denne ordning hos begge parter, selv om den selvfølgelig ikke er problemfri.
Modellen går altså på at bringe to typer af studerende sammen: den ene gruppe er forankret i en faglig disciplin, men har ofte en ret begrænset viden om det specifikke geografiske område og dets kultur.
anden gruppe har en omfattende og tværfaglig viden om området og kan læse kilder på originalsproget, men er ikke så grundigt skolet i den faglige disciplin. Tilsammen er der alle muligheder for, at de to grupper af studerende kan berige hinanden og skabe et godt seminarforløb, hvad enten underviseren kommer fra et disciplinfag eller fra et område/sprogfag.
Hvad er internationalisering?
Hvis man tager vores fag som eksempel kunne denne model anvendes til at skabe et udbud af seminarforløb indenfor felter som kinesisk litteratur, østasiatisk filosofi eller japansk sprogvidenskab, og man kunne fortsætte listen med andre kombinationer omkring Indiens religioner, russisk historie, sociale forandringer i asiatiske landbrugssamfund osv.
Hvis sådanne forløb kunne etableres ville det give internationaliseringstanken en anden dimension. Det er fint nok at flere studerende rejser til USA og de store europæiske universiteter, men hvor "internationale" bliver vi, så længe stort set al forskning og undervisning på fakultetet handler om den europæiske kulturkreds (jeg ved godt der er undtagelser på fx Moesgaard og Historie, men i store træk er det ikke helt løgn)?
En af de helt store forskelle på amerikanske og europæiske universiteter er netop at fx Asien-studier (som af gode grunde er det, jeg kender mest til) ikke placeres i dertil indrettede reservater kaldet "småfag", men er en integreret del af disciplin-fagene, og det er vel først i den situation, at man kan tale om et universitet, der introducerer sine studerende til en internationaliseret fremtid.
Et kendskab til en radikalt "anderledes" kulturel og samfundsmæssig formation kan faktisk bruges til at sætte ens eget fag og dets grundlæggende paradigmer i et nyt lys, og fx give et nyt perspektiv på europæisk filosofi, litteratur, drama, osv.
Områder og discipliner
I første omgang tror jeg, man kan nå langt ved at kombinere de ressourcer, der allerede findes på fagene, men i et længere perspektiv mener jeg godt, at fakultetet kunne satse på at skabe en profil på en eller flere regioner i verden, og tage konsekvensen ved at opslå enkelte stillinger på disciplinfagene, der retter sig mod denne region.
Jeg skal da ikke lægge skjul på, at jeg ville synes det ville være en god ide at se på Asien i den sammenhæng, dels fordi vi allerede har et fundament på fakultetet, og dels fordi det ville være realistisk at vi kunne rekruttere folk, men jeg er jo nok ikke helt objektiv i den sag.
Under alle omstændigheder synes jeg, at fakultetet skal bruge den nuværende budgetkrise til at diskutere, ikke hvordan man kan spare nogle småfag bort, men hvordan man kan sørge for at udnytte ressourcerne på småfagene, sådan at de andre fag får mest mulig gavn af det, og sådan at kvaliteten af uddannelserne generelt forbedres, ved at uddannelserne får et videre udsyn, også i geografisk forstand.
Helt konkret tror jeg kun denne udvikling vil komme i gang, hvis der er nogen der i god tid inden hvert semester sørger for, at interesserede fag (både lærere og studerende) sætter sig sammen og finder ud af, hvor de konkrete muligheder og interesser ligger. Det ville give et par ekstra planlægningsmøder, men jeg tror det vil være besværet værd for alle parter.
Det er meget forståeligt, at fakultetet ser kritisk på de små institutstørrelser, overvejer sammenlægninger, osv., og vi har ingen speciel interesse i at opretholde et lille uafhængigt østasiatisk kejserrige på 6. etage. Men det er en skam, hvis reformerne stopper ved det administrative. Det store skridt ville være, hvis vi faktisk fik forbedret uddannelsernes kvalitet og styrket både små og store faglige miljøer gennem en større integration af disciplin- og områdefag.
Det Humanistiske Fakultet
Aarhus Universitet
Bygning 1453
Nobelparken
Jens Chr. Skous Vej 3
8000 Århus C
Telefon 8942 1111
Fax 8942 1200
E-post: hum@au.dk
Henvendelser om indhold og problemer til
Svend Aage Mogensen [
@-mail ]
[
FC-mail ], Fakultetssekretariatet
Seneste tekniske opdatering:
30. januar 2007