JAN 07: Det Humanistiske Fakultet har fået ny net-adresse: www.humaniora.au.dk
Om universiteternes fremmed- sprogsfag: En diagnose og en kur
Gør fremmedsprogsfagenes emneområder til redskaber og redskaberne til emner. Sprogfagene kunne søge deres identitet og videnskabelige berettigelse i at betjene individer der gerne vil lære at beherske et fremmedsprog på højt niveau, lyder lektor K. Hvidtfeldt Nielsens bud på en vej ud af fremmedsprogsfagenes situation
19. december 2000
Af K. Hvidtfelt Nielsen
Lektor ved Institut for Germansk Filologi
I forlængelse af konference om de videregående sproguddannelser afholdt 3. november 2000 i København skal jeg tillade mig at fremføre en kommentar til fremmedsprogsfagenes nuværende situation således som den tager sig ud for undertegnede. Mine forudsætninger for at have en mening om især de universitære fremmedsprogsfag er et snart 30-årigt virke som underviser og forsker i tysk her på Aarhus Universitet (samme forudsætning er naturligvis også en indskrænkning).
Jeg vil opdele mine bemærkninger i to dele: en diagnostisk og en medicinerende. Først vil jeg altså forsøge at pege på nogle af de faktorer som i skøn forening bidrager til at gøre fremmedsprogsfagene fagligt uattraktive; derpå vil jeg driste mig til at give mit (næsten) helt personlige bud på hvordan denne i sig selv uattraktive situation kan ændres til det bedre.
Som antydet tror jeg ikke at det er muligt at isolere enkelte problemfelter som derpå efterfølgende kan gøres ansvarlige for alle fremmedsprogsfagenes vanskeligheder. Ganske vist mener jeg at ondet har en identificerbar rod, men vejen til denne er brolagt med en række mere iagttagelige forhold der gensidigt virker ind på hinanden.
Betingelser
Hvis jeg skulle give mit bud på nogle af de forhold der betinger fremmedsprogsfagenes aktuelle situation, ville jeg i hvert fald opremse følgende:
(1) fagenes studerende,
(2) fagenes aftagere,
(3) fagenes institutionelle rammer,
(4) fagenes forskningsmæssige opgave og genstandsområde.
At kommentere fagenes undervisere og forskere vil jeg overlade til andre.
Fredsommelige studerende
(1) Ikke et ondt ord om de sprogfagsstuderendes personlige egenskaber (det skulle da lige være at der blandt disse findes lidt for meget føjelighed og fredsommelighed). Til gengæld må det være tilladt at antyde at fremmedsprogsfagene kun undtagelsesvist gæstes af 'stærke' studerende (intellektuelt fordrende, initiativrige, udfarende).
Sådanne går naturligvis til fag der er enten erhvervsmæssigt eller fagligt-videnskabeligt 'stærke'. Tilbage bliver en blødere studentertype der enten søger oplevelser eller blot passivt lader sig nøje med hvad de pågældende institutter nu måtte have fundet på at forlange som pensum.
Skizofrene fag
(2) Som universitetsfag er de fleste (især større) fremmedsprogsfag nok en anelse skizofrene: de ved godt at de lever af at være en gymnasielæreruddannelse; men samtidigt vil de også meget gerne levere kandidater til et noget mindre klart bestemmeligt erhvervsliv.
Gymnasieskolens kompetencebekendtgørelser fremstilles gerne som et snærende korset, men samme binding befrier samtidigt fagene for at skulle definere sig i forhold til et erhvervsliv som vel kun de færreste har en mere præcis viden om. Resultatet er ofte en blanding af skjult tilfredshed med det bestående og uforpligtende drømme om alternativer.
Væbnet neutralitet
(3) De universitære fremmedsprogsfag hører hjemme under Det Humanistiske Fakultet. De fleste fremmedsprogsfag er organiserede i tre 'afdelinger' ('afdelingen' er en uformel organisationsform): en teoretisk sproglig, en samfundsmæssig-kulturel-litterær, og en praktisk sproglig. På mange institutter (men ikke alle som professor Schøsler fra Romansk i København forsikrede mig) kan arten af tværfagligt samarbejde nok bedst betegnes som en tilstand af væbnet neutralitet (eller benign neglect).
Dog synes der de fleste steder at herske enighed om at betragte den praktisk sproglige afdeling som lidt af en skifting (dette gælder ikke mit eget institut).
I modsætning til sprogfærdighedsdisciplinerne, der kun dyrkes ved det enkelte institut, befinder de to 'rigtige' afdelinger sig i en mere eller mindre udtalt konkurrence med beslægtede humaniorafag: den kulturelt interesserede student fristes ofte til helt at droppe 'sproget' og læse den 'rene vare', hvad enten den så hedder litteratur, historie, idehistorie, medievidenskab, filosofi, samfundsfag eller hvad. Tilsvarende, om end måske i mindre omfang, finder mange lingvistisk-teknisk interesserede studenter efter et par frugtesløse livtag med 'kulturen' hurtigt vej til fag som informationsvidenskab og lingvistik eller vælger helt at forlade humaniora (vi ser her helt bort fra 'tvangsstudenter' der valgte fremmedsprog, fordi kvotienten ikke rakte til mere. Deres mobilitet er naturligvis begrænset).
Centrifugal fornemmelse
(4) Det er ikke nemt at finde ud af hvad der udgør fremmedsprogsfagenes forskningsmæssige eksistensberettigelse.
De er alle udsprunget af det 19. århundredes nationalideologier ifølge hvilke nationalsproget var garanten for nationalstatens dybere berettigelse. Derfor konciperedes de forskellige nationalfilologier som videnskaber der til opgave havde at udforske nationalsprogets 'væsen'.
I det 19. århundrede mente man at denne svært definerbare størrelse især talte til os gennem sin historie og sin litteratur. I det 20. århundrede har en vedvarende udvidelse af nævnte repertoire ført til en stadigt mere centrifugal fornemmelse for hvad fremmedsprogsfagenes opgave egentlig er.
Godt værktøj
Som alle andre humaniorafag er fremmedsprogsfagene det man kunne kalde reformuleringsfag: de sigter ikke som de naturvidenskabelige og/eller tekniske fag mod en efterprøvelig forøgelse af forhåndenværende viden om og teknisk beherskelse af det givne genstandsområde.
Snarere leverer de genskrivninger, nytolkninger eller reformuleringer af de sprogligt-kulturelle faktorer de har valgt at beskæftige sig med. Selv de teoretisk sproglige fag, der ellers ynder at fremstille sig som næsten 'hårde' videnskaber, producerer kun undtagelsesvist efterprøvelig og teknisk brugbar viden.
Hvad det samlende emne for fremmedsprogsfagenes reformuleringer er, står i dag hen i det uvisse. Den eneste synlige kvalitet der adskiller fremmedsprogsfagets forskning om sproglige, litterære eller kulturelt-samfundsmæssige emner fra en tilsvarende forskning udført af fx lingvister, litteraturvidenskabsfolk eller historikere, findes i det forhold at fremmedsprogsforskerens viden om og beherskelse af det givne sprog ofte er noget sikrere end den ikke-sprogskolede kollegas.
Denne kvalitetsforskel betragter sprogfagsforskeren imidlertid ikke som et emnemæssigt, men kun som et redskabsmæssigt fortrin. Naturligvis, siger fremmedsprogsfagsforskeren, højnes kvaliteten af ens forskning når redskabet er i orden, men den skolede sprogfærdighed er og bliver et redskab og kan aldrig blive målet i sig selv.
Medicinen
Vi er her nået frem til ondets rod, men samtidigt også til dets mulige fordrivelse. Som digteren siger: Wo aber Gefahr ist, wächst / Das Rettende auch. Mit forslag til ændring af de universitære fremmedsprogsfag går således i al sin gribende enkelthed ud på at gøre fremmedsprogsfagenes emneområder til redskaber og redskabet til deres samlende emne.
Betragt faget medicin. Det skal producere to typer erkendelse: viden om legemets og dermed sygdommenes beskaffenhed, og viden om helbredelsens kunst. Det ikke at kunne tale et fremmed sprog er ingen sygdom - om end det ofte kan være en lidelse at høre det talt på ubehjælpsom vis. Dog forekommer det mig at fremmedsprogsfagene kunne søge deres samlende forskningsmæssige opgave i en virkelighed der ikke er uden visse strukturelle ligheder med den som begrunder eksistensen af medicin som videnskab. Som medicinen kunne fremmedsprogsfagene tage deres udgangspunkt i det dobbelte forhold 1) at der findes individer der ikke er hvad de gerne ville være, og 2) at det betragtes som samfundsmæssigt relevant at de får mulighed for at opnå den ønskede tilstand. Medicinen betjener den syge der gerne vil være rask. Fremmedsprogsfagene kunne søge deres identitet og videnskabelige berettigelse i at betjene individer der gerne vil lære at beherske et fremmedsprog på højt niveau.
Indlæringens mysterier
Set i dette lys skulle fremmedsprogsfagene altså se det som deres forskningsmæssige opgave at studere de mekanismer der producerer fagligt kompetente brugere af det valgte fremmedsprog. Og ligesom medicinen ikke nøjes med at udforske legemets mysterier, men også ser det som sin opgave at anvende sin viden i helbredelsens tjeneste, skal fremmedsprogsfagene være lige så optagede af at udforske fremmedsprogsindlæringens mysterier som af at teste dens resultater på fagets studerende.
Hermed får fremmedsprogsfagene en forsknings- og undervisningsmæssig opgave der i karakter afviger mærkbart fra den i humaniora gældende. Fremmedsprogsfagene er nu ikke længere reformuleringsfag, men videnskaber der på efterprøvelig vis producerer målelige og maksimerbare resultater.
Om sådanne fremmedsprogsfag, set i et længere perspektiv, egentlig hører hjemme blandt de øvrige humaniorafag, er er anden diskussion.
Polytekniske lingvister
Det vil naturligvis afhænge af fremmedsprogsfagenes konkrete forskning hvilke redskaber (tidligere tiders emner) de vil betjene sig af. Nogle redskabsområder vil kræve mere tilpasning end andre; og enkelte vil uden tvivl blive erstattet med mere hensigtsmæssige. Fremmedsprogsfagene bliver teknisk-praktiske videnskaber (som ingeniørvidenskaberne fx). Deres interesse i de pågældende sprogområders kulturelle dimensioner vil afhænge af disses bidrag til udviklingen af den perfekte sprogfærdighed (et utopisk og funktionelt bestemt ideal helt på linie med det fuldstændigt sunde menneske).
Stærke studerende
Hvorledes gymnasieskolen (og folkeskolen) vil reagere på den her skitserede omlægning af fremmedsprogsfagenes status i Danmark, kan man kun gisne om. Ligeledes er det uklart hvorledes den antydede ændring vil påvirke studentertilgang og -profil.
Ideelt set er det næppe noget mål i sig selv at så mange studerende som muligt skibes igennem universitetets fremmedsprogsuddannelser.
Derimod er tilstedeværelsen af en vis portion 'stærke' studerende et livgivende element i enhver uddannelsesinstitution. Hvis den nævnte forudsætning om fremmedsprogsfærdighedens samfundsmæssige relevans holder, bør erhvervsmulighederne for de uddannede kunne tiltrække en anden type studerende end hidtil. I samme retning vil trække den her skitserede 'teknificering' af fremmedsprogsfagene. De ophører med at være oplevelsesfag og bliver i stedet til studier der tilbyder klart definerede kompetencer.
Se også
Det Humanistiske Fakultet
Aarhus Universitet
Bygning 1453
Nobelparken
Jens Chr. Skous Vej 3
8000 Århus C
Telefon 8942 1111
Fax 8942 1200
E-post: hum@au.dk
Henvendelser om indhold og problemer til
Svend Aage Mogensen [
@-mail ]
[
FC-mail ], Fakultetssekretariatet
Seneste tekniske opdatering:
30. januar 2007