JAN 07: Det Humanistiske Fakultet har fået ny net-adresse: www.humaniora.au.dk
Sprog uden kultur er fag uden fokus
En studerendes forventninger til et moderne sprogfag: lærerne skal droppe kæphestene og de studerende skal være konstruktivt kritiske
29. januar 2001
Af Jette Villemoes,
stud.mag. på Fransk, 3. år
Torsdag d. 11. januar var jeg til møde i Nobelparken om sproguddannelserne ved Aarhus Universitet, og efter at have læst Karsten Hvidtfelt Nielsens bud på en diagnose og en kur for fremmedsprogsfagene er det vist på tide at jeg får luftet nogle betragtninger, og får givet et bud på mine forventninger til et moderne sprogfag.
For at tage mødet d. 11 januar først, så var der nogle gode og konstruktive oplæg af undervisere fra de forskellige sprogfag. Det primære fokus var hvordan sprogfagene kan skrues sammen i fremtiden, både for at imødekomme de studerendes krav, men også de økonomiske krav, som på det nærmeste er ved at garrottere flere af sprogfagene i øjeblikket.
Det forekommer mig dog generelt, at de forskellige i deres iver efter at modernisere undervisningen på sprogfagene er ved at miste fokus på, hvad det egentlig handler om. Jeg nåede desværre ikke at komme til orde ved mødet, der var ambitiøst anlagt med mange gode indlæg. Der var generelt ikke så meget tid til diskussion, men det var måske også meget godt. Akademikere diskuterer jo både længe og gerne, og så havde vi sikkert siddet der endnu.
Skræmt fra vid og sans
På mødet var der mange forslag fremme til fag, der kunne gøres tværfaglige. Men det virker lidt på mig som om man er blevet skræmt fra vid og sans over de besparelser der har fundet sted, og som skal finde sted i årene fremover, og derfor farer ud med en masse forslag til tværfaglig undervisning, som desværre ikke altid virker lige gennemtænkte.
Tværfaglighed kan være en berigelse for alle involverede parter. På Romansk Institut er både Formidling og Videnskabsteori et tværfagligt anliggende. Jeg har selv lige været igennem kurset i Formidling, og det er mit indtryk at de studerende fra instituttets fire fag (fransk, spansk, italiensk og brasiliansk/portugisisk) havde stort udbytte af at høre, hvordan man har det på de andre fag. Og hvis det ikke var fordi holdene ville blive for store - de er allerede rigeligt store - så kunne man godt tage flere (sprog)fag ind under den paraply. En disciplin som tekstanalyse ville også egne sig godt til tværfaglig undervisning.
Gråbrune kandidater
For mig at se er der bare en stor fare ved at lave tværfaglig undervisning i for mange discipliner. Vi kan sikkert alle huske når vi som børn sad og malede med vandfarver. Paletten med alle de forskellige, strålende farver. Men på et tidspunkt fik vi blandet for mange farver sammen på papiret, og så var farverne ikke strålende længere. Når man blander for mange farver sammen bliver resultatet en underlig, gråbrun farve. Er det sådan nogle kandidater vi vil dimittere? Ensfarvede og med nogenlunde den samme viden – universelle, globaliserede kandidater?
Områdestudium
Jeg mener at et moderne sprogfag nu om dage bør være et områdestudium. De filologiske studier får en ekstra dimension ved at vi samtidig får sproglig bevidsthed gennem grammatikken, fonetikken og den mundtlige og skriftlige sprogfærdighed. Kulturhistorien og den sproglige dimension hænger uløseligt sammen, og indvirker på hinanden i næsten alle de forhold vi møder gennem vores studier. Disse fag bør der undervises i på grunduddannelsen, så de 1. og 2. års-studerende opnår både nogle praktiske færdigheder i sprogdisciplinerne, men også en viden om det eller de landes kultur, som de nu har valgt at studere.
Kreative kæpheste
Der skal undervises i forhold, der direkte og konkret relaterer til det sprog, som den studerende nu engang har valgt at læse. Fag som sprogforskning, lingvistisk teori og hvad der ellers findes af kreative titler på diverse underviseres kæpheste har ikke noget at gøre på grunduddannelsen. De kan henlægges til enten overbygningen eller de valgfrie emner, for de bachelorstuderende der har overskud til at følge dem. En disciplin som Formidling burde være obligatorisk for alle studerende sådan som Videnskabsteori er det, men der skal ikke undervises i det før på 3. år. For før har de studerende ikke været igennem de discipliner der skal til, for at Formidlingskurset bliver perspektiverende for den enkelte!
Glemmer fokus
Ved at lave tværfaglig undervisning i for mange discipliner glemmer vi det fokus, som de enkelte sprogfag har: At uddanne kandidater der har en specialiseret viden inden for netop det sprog, kandidaten har studeret. Både på det rent sprogtekniske plan (fonetik, grammatik, skriftlig og mundtlig sprogfærdighed), men også inden for landets kultur. Et områdestudium.
Sprogfagenes kulturdiscipliner
Karsten Hvidtfelt mener i sit indlæg, at de sproglige studerendes studier i historie bør foregå på Historie, idéhistoriske studier på Idéhistorie og de litterære studier på Litteraturhistorie. Og så kan sprogfagene tage sig af sprogfærdigheden, og "...betjene individer der gerne vil lære at beherske et fremmedsprog på højt niveau". Hvorfor skulle jeg så studere sproget på universitetet hvis kultur-dimensionen forsvandt? Så kan jeg da gå til fransk på Folkeuniversitetet eller Studieskolen eller Alliance française. Der underviser de jo også på højt plan.
Skyde os selv?
Jeg håber det er for at provokere til debat, at K. Hvidtfelt fremfører det synspunkt. Hvorfor skal sprogfagene sælge ud af deres klassiske discipliner? Hvorfor skal vi skyde os selv i foden? Grunden til at jeg netop læser fransk – ud over at jeg gerne vil være rigtig god til sproget – er at kun på Fransk får jeg den rendyrkede franske litteratur, den rendyrkede franske idéhistorie og den rendyrkede franske samfundshistorie, med passende perspektiver til andres landes kulturer. Kinas konjunkturer i 30’erne eller Sydafrikas apartheidpolitik interesserer mig ikke det fjerneste. Er der nogle af underviserne på Historie, Litteraturhistorie eller Idéhistorie der har specialiseret sig i den franske kultur? Næh, det tror jeg faktisk ikke. Men det har vores undervisere. Og de er rigtig gode til det! De kan noget, som ingen andre undervisere på universitetet kan. Jeg interesserer mig en del for idéhistorie, så derfor regner jeg med at tage det som suppleringsfag. For at "tone min profil", som det vistnok hedder i studiebrochurerne. Men derfor gider jeg altså ikke læse al idéhistorie derovre, bare for at få nogle enkelte dryp af den franske idéhistorie. For det er jo ikke den, der er i højsædet hos dem. De har jo så mange andre spændende emner at tage fat på.
Så vidt mine forventninger til et moderne sprogfag.
Deprimerende Humråds-klage
Der var med indbydelsen til mødet d. 11. januar vedhæftet et program, hvor blandt andet en Humråds-repræsentant skulle give sit bud på de studerendes forventninger til et moderne sprogfag. Det oplæg havde jeg glædet mig til. Men i stedet for at opregne vores forventninger og krav til et moderne sprogfag, var oplægget én lang række klagepunkter over de nuværende forhold. Kritik af hvordan tingene kører i øjeblikket. Det var mildt sagt deprimerende at høre. Jeg håber ikke oplægget svarer til Humrådets billede af en gennemsnitsstuderende, for så står det godt nok sløjt til i de studerendes rækker.
Jeg ønsker ikke på nogen måde at falde mine medstuderende i ryggen, men den enkelte studerende burde måske - i langt højere grad end det er tilfældet i øjeblikket - gribe i egen barm og finde ud af, hvad det egentlig er man vil med sit studie, i stedet for at kritisere pensum og undervisere og alle andre. Hvis man ikke kan lide den mad der bliver serveret, burde man måske tage initiativ til at være med til at lave den, i stedet for bare at sige "adr, det gider jeg ikke spise!" I stedet for at klage over, at de emner der bliver udbudt ikke svarer til ens interesseområder, så kunne man måske selv tage initiativ til at finde et emne, problemformulere det, selvstudere det og spørge en af sine under-visere om vedkommende vil være vejleder på opgaven? Og så videre.
Konstruktive modforslag
Emnerne var blot et af de punkter, der blev nævnt under humråds-oplægget. Der burde i langt højere grad være initiativ fra de studerendes side til at være med til at præge deres eget fag, i stedet for bevidstløst at sidde og tage imod, og sige ja og amen, og "det er godt nok forfærdeligt, så meget pensum vi skal igennem" og "hvad skal vi dog lære det for?" Hvis der er noget, der ikke fungerer på faget, så tag dog initiativ til at få gjort noget ved det. Det er ikke i orden bare at kritisere, men det er OK at kritisere hvis man samtidig kommer med konstruktive modforslag.
På fransk har vi noget der hedder Fransk Fagudvalg, "Fronten" i daglig tale. Det er de franskstuderendes eget organ. Man skal ikke være valgt til det, men tropper bare op til møderne, der finder sted hver 14. dag. Med til møderne er selvfølgelig også de franskstuderendes studienævnsmedlemmer, og på den måde sikres en dialog mellem de franskstuderende og studienævnet. Vi har som fransk-studerende faktisk temmelig meget indflydelse på vores eget fag. Er der utilfredshed med noget er det typisk på Frontmøderne det kommer op, og så bliver det diskuteret igennem. Har kritikken tilstrækkelig relevans for hele faget, får vi som regel taget diskussionen op i Studienævnet. Men det kræver altså, at den der er utilfreds kommer til Frontmøderne og lufter sin kritik. Ellers kommer vi jo aldrig nogen vegne. Det er op til den enkelte studerende at tage et initiativ.
På banen
Og i stedet for at betragte de såkaldt "stærke studerende" som demoraliserende for ens egen motivation, kunne man måske prøve at ændre holdning, og se dem som gode eksempler. Eller prøve at fokusere på sine egne stærke sider, i stedet for på de andres. Vi har jo alle en eller flere stærke sider.
På mødet 11. januar manede både dekanen og nogle af oplægsholderne til besindelse. Det gik ikke rigtig op for mig, hvad det var vi skulle besinde os på, men jeg gætter på at det er alle forslagene til tværfaglig undervisning og omlægning af sprogfagenes grunduddannelser. Hvis jeg gætter rigtigt, vil jeg gerne tilslutte mig opfordringen. Vi skal ikke lave panikændringer, men velovervejede ændringer – og kun, hvis der er tungtvejende grunde til det. Jeg tror ikke på at vi har råd til at lave for mange eksperimenter, hverken økonomisk eller fagligt.
Til slut vil jeg opfordre mine medstuderende på de moderne sprogfag til at tænke over, hvad det egentligt er, de forventer af deres eget fag. Og måske endda sætter sig ned og skriver lidt om det, så vi kan få nogle flere studenterindlæg på banen. Det er tiltrængt!
Se også
Det Humanistiske Fakultet
Aarhus Universitet
Bygning 1453
Nobelparken
Jens Chr. Skous Vej 3
8000 Århus C
Telefon 8942 1111
Fax 8942 1200
E-post: hum@au.dk
Henvendelser om indhold og problemer til
Svend Aage Mogensen [
@-mail ]
[
FC-mail ], Fakultetssekretariatet
Seneste tekniske opdatering:
30. januar 2007