JAN 07: Det Humanistiske Fakultet har fået ny net-adresse: www.humaniora.au.dk
Om sprogfag, kultur og tværfaglighed
De studerende skal have større valgfrihed til selv at sammenstykke en ekspertise, anbefaler lektor Jan Ifversen i debatten om sprogfagene
Af Jan Ifversen
Lektor og studieleder på Center for Europæiske Kulturstudier
Jette Villemoes (JV) rejser nogle interessante spørgsmål i sit indlæg om sprogfag og kultur. Selv om jeg ikke kommer fra et sprogfag, vil jeg gerne give mit besyv med i den standende diskussion.
Den første spørgsmål angår vægtningen og betydningen af "kultur" for et moderne sprogfag. Vi antager her, at "kultur" er alt det, som ikke har med den sproglige indlæring og sprogteorier at gøre. Man kunne måske kalde det fagets indholdsside; det som sproget handler om, når det ikke handler om sig selv. Hvis ikke et sprogfag skal være fokuseret udelukkende på sprog i lingvistisk og filologisk forstand (hvad der næppe er så absurd en tanke, som JV giver udtryk for), må det i sagens natur rumme kulturelle moduler. Men dermed er ikke sagt, hvorledes disse moduler skal behandles på faget. Groft sagt kan man behandle dem på to måder: Enten som en form for dannelse eller som en form for kompetence. Ved dannelse forstår jeg en viden, som demonstrerer, at man ved noget om det pågældende kulturområde, som de fleste andre ikke ved. Man kender måske noget til Stendhal eller til Flaubert. Man ved, hvem Robert Schuman eller Couve de Murville var. Dannelsesviden er først og fremmest faktuel. Men man bruger også denne viden til ’at sætte tingene i sammenhæng’. Imidlertid forudsætter det sidste, at man nærmere ved, hvordan man gør det. Det forudsætter med andre ord en metode til ’at sætte i sammenhæng’. Metodebemestring er en kompetence, der ikke er direkte knyttet til den kulturelle viden. Metoder og teorier er sjældent begrænsede til enkelte kulturområder. Måske er de ikke fuldkommen transkulturelle, men de er heller ikke kulturelle. Der findes ikke en fransk tekstanalyse, der står over for en tysk eller britisk. Metoder og teorier hører hjemme i, hvad jeg kalder kompetencefagene. Kompetencerne kan både være meget specialiserede og meget generelle. De specialiserede kompetencer svarer til en disciplinopdeling. Litteraturfaget anvender ofte andre metoder og teorier end historiefaget eller politikfaget (politologien). Selv inden for disciplinerne fortsætter specialiseringen. Socialhistorie er noget andet end kulturhistorie. De generelle kompetencer angår det at bedrive humanistisk videnskab. Her finder man videnskabsteori og generelle humanistiske kompetenceområder som kulturteori.
To indgange
Min pointe er, at de to forskellige tilgange til kulturmodulerne begge er nødvendige. Kompetencerne skal således anvendes på et konkret materiale, der hentes fra det specifikke kulturområde. Man opøver ikke analytiske kompetencer uden at afprøve dem. På den anden side vil en ren dannelsesviden ikke bibringe den studerende analytiske kompetencer. En viden uden analytiske kompetencer er ikke frygtelig meget værd. Nu hævder jeg ingenlunde, at man bedriver sådanne rene dannelseskurser (à la civilisation franV aise) på sprogfagene. Men risikoen for en vis ’phili’ er altid tilstede. Hermed mener jeg, at det eneste kriterium for om noget har interesse er, at det er fra kulturområdet og på sproget, eller som JV skriver, så interesserer hun sig kun for det "rendyrket franske". Det er altså "rendyrkelsen", der er i fokus.
Generelle kompetencer
Jeg vil argumentere for, at sprogfagernes kulturmoduler må ses både som vidensdannende og kompetencegivende. Sprogstuderende skal naturligvis vide mere om deres kulturområde end andre. I den forstand skal de være eksperter. På den anden side skulle de nødigt være (meget) ringere analytikere end studerende på disciplinfagene. Det vil formentlig være det generelle billede, at en litteraturstuderende er bedre til at analysere (litterære) tekster end en sprogstuderende. Men også den sprogstuderende skal have et arsenal af kompetencer.
Problemet er, at sprogfagenes kulturmoduler let kommer til at fremstå som et koncentrat af en række discipliner. Den franskstuderende skal vide noget om politik, økonomi, historie, litteratur, filosofi osv. Man kan ikke kræve, at den studerende skal kunne bemestre kompetencer inden for alle disse områder samtidig med, at hun også skal lære et sprog. Forsøger hun, er det med risiko for at ende som glad amatør. Derfor må hun vælge. Det er vigtigt at have kompetencer, der gør en i stand til at forvalte sin viden. Men kompetencer er også vigtige i en jobsituation. Det er formentlig ikke alle sprogstuderende, der bliver ansat som eksperter inden for deres kulturområde. Derfor skal de have generelle kompetencer, som gør dem i stand til at få arbejde i forskellige, akademiske jobs.
Eksotiske studier
Fordelen ved at definere sprogfagene som områdestudier er, at kulturen automatisk kommer med (og sprogdelen bliver nedtonet). Der er dog for nogle af sprogfagene nogle oplagte vanskeligheder ved at blive definerede som områdestudier. De er simpelthen ikke eksotiske nok. For russisk, kinesisk, japansk og indisk er der ikke problemer. Disse kulturområder er så fremmede for os, at der skal en god del viden til overhovedet at kunne agere i dem.
Men gælder det for engelsk, tysk, fransk, italiensk, spansk?
Det er oplagt, at der fra de forskellige sprogfag vil lyde røster om det helt særlige ved lige deres kulturområde. Frankrig vil eksempelvis blive fremstillet som en jungle, der kræver en fører for at bevæge sig i den. Jeg hævder ikke, at alle forskelle er ophævet i Vesten/Vesteuropa. Men det er klart, at forskellene er mindre her. Og der er for mig at se heller ingen tvivl om, at den øgede fokusering på det europæiske vil mindske forskellene endnu mere, og at der derfor bliver mindre brug for eksperter.
Derimod tror jeg ikke, at vi står over for en global udjævning af forskelle. Globaliseringen har ikke samme effekt som europæiseringen. For de vesteuropæiske sprogfags studerende betyder det, at man enten kan forsøge at ’eksotisere’ sit kulturområde, ved at man fremhæver forskellene med henblik på at legitimere sin ekspertstatus, eller at man omlægger sin ekspertise.
Større valgfrihed
I stedet for at definere de vesteuropæiske sprogfag som områdestudier med hvad det vil betyde af indføringer i dette og hint – man skal jo kende de forskellige facetter af sit område - så vil jeg slå til lyd for, at de studerende får større valgfrihed til selv at sammenstykke en ekspertise. Det kunne indebære, at de henter deres kompetencer forskellige steder på fakultet. Hvis man er særligt interesseret i franske medier, hvorfor så ikke få medieanalysen, hvor den bedrives. Det kan man naturligvis gøre gennem sit valg af supplerings- og sidefag. Men man skulle også kunne gøre det i mindre bidder.
Trafikken behøver imidlertid ikke kun at gå fra sprogfagene til disciplinfagene. Det kan jo være, at der netop udbydes et kursus i franske medier, som kunne interessere (franskkyndige) mediestuderende.
En sådan trafik forudsætter i sidste ende en trafikregulering. Man burde nok have en instans, der på fakultetsniveau kunne overskue, hvilke vidensressourcer der kunne have tværfaglig interesse.
Tværfaglige moduler
En anden måde at udvide manøvremulighederne for de studerende på er at udbygge de tværfaglige undervisningsmoduler. Jeg er ikke enig med JV i, at tværfaglighed rummer en større fare for konturløshed. Tværfaglighed handler ikke om at blande ’lidt af hvert’ i en stor gryde. Så vidt jeg kan dømme er det snarere den risiko, som områdestudierne udsætter sig for. Tværfaglighed handler derimod om at se tingene på en anden måde. Ved f.eks. at bruge teorier fra etnografien, der traditionelt har beskæftiget sig med ’de andre’, til studiet af ens egen kultur dukker nye ting ud af tågen.
Her handler det altså ikke om, at man både skal være etnograf og – lad os sige – sociolog på én gang, men om at man belyser et felt med andre lyskilder, end man tidligere har gjort. Tværfaglighed kan også være et spørgsmål om at hæve sig op på et højere generaliseringsniveau eller om at foretage sammenligninger, man normalt ikke ville foretage.
På mødet om sprogfagenes situation og fremtid den 11. januar foreslog Lene Fogsgaard, at man skulle arbejde på at indføre fælles moduler i sprogkendskab og elementær sproganalyse. Her har vi et godt eksempel på, at det tværfaglige retter sig mod det generelle, i dette tilfælde de almene træk ved sprog. Man kunne forestille sig, at det ville være muligt at indføre noget lignende inden for den almene kulturbeskrivelse.
I øvrigt falder sådanne forslag godt i tråd med fakultetets arbejde omkring indførelsen af et studium generale på videnskabsteori. Et andet eksempel på tværfaglighed kunne være det komparative.
Eksperiment i tværfaglighed
Jeg betragter det sted, jeg selv kommer fra, som et eksperiment i en tværfaglighed af denne type. På Europastudier sætter vi fokus på forholdet mellem lighed og forskelle i Europa. For sprogstuderende kunne et europæisk perspektiv lægge en dæmper på den vildeste eksotisme. På den anden side ville de også have en mission på et af vores tværfaglige forløb, eftersom de kunne bringe deres ekspertise med (og dermed lægge en dæmper på den vildeste Europa-panegyrik). På Europastudier forsøger vi at tilrettelægge vore emnekurser, så de både fokuserer på fællestræk og giver plads til forskelsinteresser.
Tværfaglighen går således ud på, at man kan arbejde med sit område inden for en overordnet, europæisk ramme. Det er så vores opgave at kvalificere arbejdet med rammen. Til det formål har vi udviklet tværfaglige kompetencekurser i form af kulturanalyse og komparativ historie.
Riv grænserne ned
Der er blevet skitseret forskellige ’strategiplaner’ for sprogfagene på det sidste. Karsten Hvidtfeldt har talt for en sproglig oprustning på bekostning af kulturmodulerne. Der er noget besnærende i denne idé, eftersom den synes at afskaffe en række problemer på stedet, samtidig med at den har godt fat i de filologiske rødder (dem, der i sin tid gjorde sprogfagene berømte). Men spørgsmålet er, om den har genklang hos de studerende (og kulturlærerne), og om den tager bestik af det nye arbejdsmarked.
JVs forslag går i den stik modsatte retning. Her gælder det om at forankre sproget i et område og afgrænse dette fra andre. Her bliver der vel plads til alle. Men det sker, vil jeg hævde, på bekostning af kompetencerne. Mit forslag går ud på at udbygge tværfaglighederne og udvide valgmulighederne.
Jeg går med andre ord ind for at rive grænser ned. Men det skal jeg vel også som sand europæer.
Se også
Det Humanistiske Fakultet
Aarhus Universitet
Bygning 1453
Nobelparken
Jens Chr. Skous Vej 3
8000 Århus C
Telefon 8942 1111
Fax 8942 1200
E-post: hum@au.dk
Henvendelser om indhold og problemer til
Svend Aage Mogensen [
@-mail ]
[
FC-mail ], Fakultetssekretariatet
Seneste tekniske opdatering:
30. januar 2007