Aarhus Universitet
Aarhus Universitet

Det Humanistiske Fakultet
Nyheder fra Humaniora
Kalenderen - Humaniora
HUMavisen
Pressemeddelelser m.v.
Stillinger og stipendier på Humaniora

 

    

JAN 07: Det Humanistiske Fakultet har fået ny net-adresse: www.humaniora.au.dk


Ikke råd til ekstra ph.d.-stipendier

Ingen ekstra fakultetsfinansierede ph.d.-stipendier i 2001

8. maj 2001

Der bliver ikke råd til at fakultetet selv kan finansiere tre ekstra ph.d.-stipendier i år. Og da budgetoverslaget for 2002 viser et underskud på tre mio. kr., kan de ekstra stipendier også være i fare til næste år.

1. kvartalsregnskab viser at det estimerede overskud for 2001 på grund af institutternes brug af opsparingen er faldet fra 1,3 til 0,5 mio. kr.

Dermed er der ikke penge til tre ekstra ph.d.-stipendier, som vil koste en mio. kr. om året i tre år.

Fakultetet har bevilling til at opslå 12 ph.d.-stipendier om året, men har i de seneste år opslået 15 og dermed betalt tre stipendier af egen lomme. I 2000 blev de tre ekstra stipendier sparet væk.

0’et skal holdes

–Vi kan ganske enkelt ikke tillade os et underskud, sagde dekan Bodil Due, der for nylig har indgået en skriftlig aftale med universitetet om tilbagebetaling af fakultetets gæld.

Derfor skal fakultetet til enten at øge indtægterne eller til at finde besparelser for budgetterne for 2002-04, hvor alle år viser et underskud på en til tre millioner.

Underskuddene skyldes primært overenskomstmæssige lønstigninger.

Budgetoverslagene er dog inklusive tre ekstra stipendier om året og to mio. kr. årligt til flytninger.

Til gengæld er der ikke taget højde for en eventuel nettoudgift på grund af den kommende huslejeaftale.

Fakultetets lønudgifter kan også stige med op til 1,5 mio. kr. årligt i perioden, hvis alle ansatte vælger at få deres feriefridage udbetalt som løn frem for at holde fri.

Endelig forventes det at institutter og studienævn højst bruger to mio. kr. årligt af deres opsparing.

Der er også afsat to mio. kr. om året i ’reserve’ til at dække udsving i antallet studenterårsværk. I år 2000 blev hele reserven brugt, og det er endnu for tidligt at sige noget om 2001.

Vintereksamen 2000 var positiv, men det er usikkert om tendensen holder.

Uansøgt afsked

–Derfor må vi indtil videre være ekstremt påholdende, sagde dekanen på fakultetsrådsmødet.

–Der er som udgangspunkt ikke råd til nye stillinger.

Kun stillinger i forlængelse af udløbne adjunkturer bliver med sikkerhed slået op.

På den baggrund varslede dekan Bodil Due at de tre ekstra ph.d.-stipendier også kunne være i risikozonen i 2001.

–Hvis vi skal finansiere nye stillinger og nye stipendier må vi enten øge indtjeningen eller begrænse udgifterne, i yderste tilfælde ty til uansøgt afsked, konkluderede dekanen.

Det fik samtlige lærerrepræsentanter i Fakultetsrådet til at betone hvor vigtigt det er for fakultetet med nye ph.d.-studerende.

–De ph.d.-studerende er vore livline. Det er undergravende for os selv hvis vi ikke får tilstrækkeligt med ph.d.-studerende ind, sagde Ansa Lønstrup (Æstetik & Kultur) og tilføjede:

–Jeg ønsker ikke at vi skal afskedige nogen, men samtidig må jeg sige at det er meget nødvendigt med de ekstra stipendier.

Dekanen noterede sig synspunkterne, men understregede nødvendigheden i at nå et 0 eller et positivt tal på årets regnskab.

slam

 


Det Humanistiske Fakultet
Aarhus Universitet
Bygning 1453
Nobelparken
Jens Chr. Skous Vej 3
8000 Århus C

Telefon 8942 1111
Fax 8942 1200 
E-post
: hum@au.dk

    

Toppen af siden

Henvendelser om indhold og problemer til
Svend Aage Mogensen [ @-mail ] [ FC-mail ], Fakultetssekretariatet
Seneste tekniske opdatering: 30. januar 2007