Aarhus Universitet
Aarhus Universitet

Det Humanistiske Fakultet
Nyheder fra Humaniora
Kalenderen - Humaniora
HUMavisen
Pressemeddelelser m.v.
Stillinger og stipendier på Humaniora

 

    

JAN 07: Det Humanistiske Fakultet har fået ny net-adresse: www.humaniora.au.dk


Studerende vil ikke bruge pc til eksamen

Kun tre studerende på Humaniora benyttede computer til eksamen i vinter

22. maj 2001

Studerende på Aarhus Universitet har siden vintereksamen 2000/2001 kunnet benytte computer til de skriftlige eksamener hvor alle hjælpemidler er tilladt. Ordningen er ikke blevet den store succes – kun fem studerende havde tilmeldt sig den nye eksamensform, og kun tre af dem tog pc’en med til eksamenslokalet.

Fuldmægtig Gert Jørgensen er leder for studieområdet ved Det Humanistiske Fakultet. Han tror primært, det lave antal studerende skyldes de praktiske forhold omkring at transportere pc-udstyret frem og tilbage:

–Medmindre man har en bærbar, er det jo et større arbejde at skulle slæbe en computer og en printer med til eksamenslokalet.

Ubærligt

Jurastuderende Crestina Cornett er en af de studerende, der i januar havde mulighed for at anvende computer til sin skriftlige eksamen. Men hun gjorde det ikke.

–Jeg gad simpelthen ikke bøvlet. Jeg har ingen bærbar pc, og derfor ville de være et større arbejde for mig at få fragtet udstyret hen til lokalet. Skærmen, harddisken og printeren fylder jo nærmest et helt bagagerum tilsammen.

Men hun nævner samtidig risikoen for, at computeren går ned som en væsentlig årsag til fravalget af teknikken:

–Hvis pc’en går kold, sidder jeg jo bare der helt alene. Der er ingen teknikere, der må hjælpe mig, og jeg har ikke synderlig forstand på computere selv – og da slet ikke i en stresset eksamenssituation. Så ville hele min eksamen være tabt på gulvet og al læsetiden være spildt.

Computer hjælper

Den samme tanke lufter Ida Nielsen, der læser statskundskab. Hun havde en større skriftlig eksamen i januar, men hun valgte at gå op på normal vis.

–For mit vedkommende skyldes det primært, at jeg ikke stoler på min computer. Den har før opført sig mærkeligt, og det kunne lige passe, at den gjorde det i en eksamenssituation. Desuden fandt jeg først ud af ved eksamenstilmeldingen, at det overhovedet var muligt at benytte computer. Det havde jeg ikke hørt om før.

Gert Jørgensen mener dog ikke, at årsagen til det lave antal pc-brugere er manglende information til de studerende – i hvert fald ikke på Det Humanistiske Fakultet:

–Vi har informeret både studienævn og studievejledere. Derudover har de studenterpolitiske repræsentanter været meget opmærksomme på muligheden.

Ikke som gymnasiet

Crestina Cornett sammenligner situationen med tilsvarende skriftlige eksamener på gymnasiet. Her stiller uddannelsesstedet computere til rådighed, og der er personale til rådighed, hvis teknikken svigter:

–Dengang valgte jeg at benytte computer til de skriftlige eksamener – for der er ingen tvivl om, at en computer til en skriftlig eksamen ville være en betragtelig hjælp. Der skal bare være mulighed for teknisk bistand, og computerne skal være på stedet i forvejen.

På Det Humanistiske Fakultet mener man ifølge Gert Jørgensen ikke at kunne gøre mere for at få de studerende til at bruge pc-ordningen.

Det er op til enkelte institutters studienævn, om de studerende skal have mulighed for at gå op til eksamen med computer.

-mk

Pc regler 

o Fra vintereksamen 2000/2001 blev det tilladt at anvende pc ved skriftlige eksaminer hvor alle hjælpemidler er tilladt.

o Den studerende skal selv medbringe bærbar eller stationær pc, støjsvag printer samt de nødvendige forlængerledninger og fordelerdåser.

o Ansvaret for det medbragte udstyrs driftssikkerhed ligger hos den studerende, og under prøven ydes der ydes ikke teknisk bistand fra universitetets side. Driftsstop medfører heller ikke forlænget eksamenstid eller tilladelse til omprøve.

o Det er strengt forbudt at medbringe modem, mobiltelefon og andre former for trådløse kommunikationsmidler.

o Universitetets regler om brug af pc ved eksamen: www.au.dk/da/56-05.htm 

o Tjek-liste for studerende der skal bruge pc til eksamen: www.au.dk/da/adm/eksamen/pcvejled.htm 

 


Det Humanistiske Fakultet
Aarhus Universitet
Bygning 1453
Nobelparken
Jens Chr. Skous Vej 3
8000 Århus C

Telefon 8942 1111
Fax 8942 1200 
E-post
: hum@au.dk

    

Toppen af siden

Henvendelser om indhold og problemer til
Svend Aage Mogensen [ @-mail ] [ FC-mail ], Fakultetssekretariatet
Seneste tekniske opdatering: 30. januar 2007