|
Adskillelsens politik – eksempler “Adskillelsens Politik” består af fire dele. Den første er en case-study af multikulturalismen i Malaysia. Den anden er en idehistorisk skitse til det hårde kulturbegrebs opståen – fra amerikansk antropologi i 30’erne over Levi-Strauss, FN og UNESCO og til den canadiske multikulturalisme og dens teoretikere Charles Taylor og Will Kymlicka. Tredje del handler om Muhammedkrisen som exempel på det religiøse pres mod ytringsfrihed, et pres, der anvender kulturalistiske argumenter. Fjerde del er en lang række “Interventioner”, polemiske små essays. Endelig bringer bogen som et Appendix en tidslinje, der følger det religiøse pres mod ytringsfriheden de seneste 25 år. Her følger et udpluk af Interventionerne.
Venstre- og højrekulturalisme Vi har flere gange i denne bog peget på det faktum, at den aktuelle kulturalisme trives i både venstre- og højrefløjsversioner. Hvad angår multikulturalismen, er venstrefløjsversionerne nok de mest kendte, både i radikale, antidemokratiske varianter og forskellige mere demokrativenlige, der forestiller sig et kompromis mellem multikulturalisme og (social)liberale forestillinger – men multikulturalismen kan som diskuteret også foreligge i versioner, der explicit hører til på det yderste højre, såsom de franske ideer om “etnopluralisme”, den ide, at kulturerne har ret til autonomi på hvert sit territorium. Kulturalismen har som beskrevet et helt sæt kategorier tilfælles med nationalismen – ja, reelt udgør nationalismen en undervariant af kulturalismen, den undervariant hvor enkeltkulturen er statsbærende. Det er derfor heller ikke overraskende, at den aktuelle nationalistiske renæssance i europæisk politik i stort omfang benytter sig af kulturalistisk tankestof. På den hjemlige scene er Dansk Folkeparti det oplagte exempel med sin genoptagelse af dansk nationalistisk stof fra 1800- og det tidlige 1900-tal, men også med sine radikale anti-oplysningspositioner. Søren Krarup og Jesper Langballe har ikke ladet nogen i tvivl om at oplysningstiden har været menneskets mørkeste periode, og de har igen og igen kritiseret menneskerettighedernes universalisme som en fatal og hovmodig erstatningsreligion. Efter Muhammed-krisen har partiet haft strategisk behov for at slutte sig til forsvarerne for ytringsfriheden imod de islamistiske anslag. Og uanset hvad man kan gisne om motiverne for denne 180-graders drejning til fordel for en af de mest basale menneskerettigheder, så kan man konstatere, at denne ændring kun var mulig ved at partiet omdøbte ytringsfriheden til en “dansk værdi”, som om den var et påfund på linje med Holger Danske, kolonihaver og rødgrød. Dette er naturligvis galopperende kulturalistisk historieforfalskning – ytringsfriheden er ikke nogen dansk opfindelse, men noget, som liberalt og demokratisk tænkende kræfter under store anstrengelser og omkostninger fik kæmpet igennem imod den danske enevælde og den danske statskirke, indtil den blev formaliseret i junigrundloven. Ytringsfriheden har naturligvis sin baggrund i internationale oplysningsbevægelser i Holland, England, Frankrig, Skotland og USA og er et stykke internationalt importgods af første rang. Et aktuelt problem i dansk – og også dele af international – politik er derfor, at der er kulturalisme på begge sider. På venstrefløjen hører vi det kulturalistiske kampråb om anerkendelse af de mest antimoderne og uspiselige kulturelle praksisser – på højrefløjen hører vi kampråbet om danskhed og om genopvækkelsen af den mest antimoderne og uspiselige danske nationalisme. At disse to kulturalismer er naturlige fjender, selv om de bygger på samme forløjede begrebsapparat, bør ikke undre nogen. Fransk og tysk nationalisme var i hundrede år hinandens hovedmodstandere, selv om de oftest trak på nøjagtig samme idehistoriske arv. Den ene kulturalisme er den andens naturlige fjende, netop fordi kulturalismer naturligt er partikularismer og kårer hver deres udvalgte folk – og alle folk kan jo ikke være lige udvalgte. Men denne kulturalismernes ondartede og højrøstede vekselsang, hvor venstrekulturalismens styrkelse skræmmer flere vælgere til højrekulturalismen og vice versa, bør ikke forlede nogen til at tro, at venstre- og højrekulturalismen reelt er dagens politiske hovedmodsætning. Den går tværtimod mellem Oplysning og Kulturalisme – mellem demokrati, politisk liberalisme, menneskerettigheder, universalisme, oplysning på den ene side og den mørke hævdelse af kultur, tradition, autenticitet, den konservative anerkendelse af det særegne, individets skæbnebinding til kulturen på den anden side. Derfor er der to former for islamkritik, der ofte kan lyde beslægtet, men som ikke må forveksles. Den ene kritiserer islam som sådan, fordi det er en fremmed religion, der er uforligelig med danskhed og med danske værdier og dansk tradition. Det er den ene kulturalismes kritik af den anden, det er Holger Danske imod Muhammed, det er den ene mytologiske skikkelse i skæbnekamp med den anden. Men den anden kritik angriber islamisme, ikke fordi den er udansk, men fordi det er en totalitær politisk ideologi, beslægtet med mellemkrigstidens europæiske totalitarismer. Denne kritik er en oplyst kritik af en politisk bevægelse vendt imod det åbne samfund og demokratiske grundprincipper. Denne kritik retter sig derfor ikke mod islam som sådan, den fokuserer derimod - som denne bog – på ideologiske, politiske og sociale barrierer, der afskærer individet fra dets rettigheder. Hvorvidt disse barrierer har baggrund i kulturelle, politiske, religiøse eller andre dogmer er for så vidt irrelevant. Der er næppe nogen vigtigere opgave i aktuel politik og politisk filosofi end at gennemtænke, udvikle og raffinere oplysningens universalisme og med størst mulig kraft vende sig imod både højre- og venstrefløjens grasserende kulturalismer og deres slavebinding af individet til dets “kultur”. Et blik på venstrekulturalismens kritik af højrekulturalismen giver et indtryk af, hvor langt denne del af venstrefløjen har fjernet sig fra sit udgangspunkt i Oplysningen og hvor lidt man egentlig ved om sine politiske modstandere i den kamp der har udfoldet sig de seneste årtier, hvor kulturspørgsmålet er kommet på dagsordenen og efterhånden har afløst den tidligere uenighed om divergerende politiske utopier eller eskatologier. Vi anvender her benævnelsen ”venstrekulturalisme” for de politiske kræfter, der opfatter sig som de nominelle humanistiske forsvarere for islamistiske regler og dogmer i Danmark, ganske enkelt som noget deskriptivt fordi man selv opfatter sig som venstrefløj; disse kræfter kan man møde i Enhedslisten, SF, Socialdemokratiet – og på dette område ikke mindst Det radikale Venstre. ”Højrekulturalismen” udgøres i sin reneste form af Dansk Folkeparti. De øvrige borgerlige partier flakker tvivlrådigt om mellem nogle gange en egentlig oplysningskritik af islamismen, som fx når statsministeren fuldstændig korrekt støtter Jyllands-Posten i den internationale kamp mod dens ret til at karikere skurrile politiske ideer. Andre gange synes man at lade sig forblinde af venstrekulturalismen i symbolpolitikken, som når man ikke vil erkende den politiske kontekst islamistiske tegn som tørklædet indgår i, men bare abstrakt betragter det som 30 gram tekstil, og andre gange forvikler man sig ind i højrekulturalismen, som når man ikke vil indse den danske stats symbolpolitiske tilkendegivelse af at være en religiøs, kristen nation. Som om det ikke var nok, at de der reelt er kristne kalder sig ved det de er. At tage hele nationen som pant, både de der tilbeder en helt anden gud og de der ingen gud tilbeder anses i denne optik for at være helt i orden, for her fremholder højrefløjskulturalismen den interne restriktion overfor kulturens og nationens medlemmer, som vi ellers fra vores Malaysia-case har set islamistiske kræfter holder i hævd – at alle individer indenfor kulturen må lade sig affinde med at tilhøre de troendes samfund, uanset om de vil eller ej. Lad os se på hvilken opgave venstrekulturalismen står overfor og på de to kulturalismers gensidige blindhed overfor hinandens ligheder. Egentlig er det bemærkelsesværdigt, at venstrekulturalismen, siden den tabte den politiske magt i 2001 endnu ikke har kunnet fremkomme med en analyse af hvilken angivelig modstander den står overfor, Dansk Folkeparti. Det synes som om man mange år efter sit nederlag endnu ikke er kommet ud af stedet, og stadig baserer sine forestillinger om det man i egen selvforståelse kun vil kalde højrefløjen på, at denne er ”racistisk”, samt at de vælgere, som højrefløjen har været i stand til at mobilisere i større eller mindre omfang er enten ”racistiske” eller lider af andre psykologiske defekter, så som det til den politiske kamp opfundne begreb ”islamofobi” (se denne intervention p. ) Den politiske analyse synes på en måde at være overtaget af en noget sløset socialpsykologisk diagnostik i form af en populariseret og vulgariseret udgave af tressernes kolonialismeteorier, jf. omtalen af Frantz Fanon og hans epokegørende Fordømte her på Jorden, der behandler kolonialismens socialpsykologiske perspektiver. Dette giver sig naturligt nok udtryk i, at man indenfor dette begrænsede udsyn igen og igen beskylder højrekulturalismen for den entydigt stigmatiserende racisme. Og efterhånden har dette politiske spil fået sin egen komiske dramaturgi, hvor man hvert år, når Dansk Folkeparti holder sit årsmåde, trofast afventer at en landsbytosse, fantast eller lykkeridder – subjekter, der i øvrigt findes i alle politiske partier - skal dukke frem af folkedybet og hælde al sin uforfalskede racistiske galde ud over den forventningsfulde offentlighed. Og man går sjældent forgæves, det synes som om det er en årligt tilbagevendende begivenhed. Racismehypotesen er dermed endnu engang bevist for venstrefløjen, og beviset taler for sig selv – højrefløjen er racistisk og regeringen baserer sig på et racistisk parti. Men indenfor et døgn ændres situationen; landsbytossen ekskluderes uden videre eller bliver bedt om selv at melde sig ud, et skridt alle andre partier med fuld ret også ville tage indenfor samme tidsrum. Således forsmået med et nu forældet anklageskrift, bare i løbet af et enkelt døgn, er der så ikke andet at anklage Dansk Folkeparti for, end at det er ”topstyret”. Men næppe mere ”topstyret” end mange andre partier også ville være. Dog hører denne anklage imidlertid ind under den politiske polemiks almindelige arsenal af generaliserende beskyldninger, som fortoner sig lige så hurtigt som den er rejst. Så meget for venstrefløjens analytiske bevidsthed og dens politiske offensiv mod højrefløjen. Det er interessant at overveje, hvorfor venstrefløjen ikke i stedet er i stand til at analysere sig frem til, hvad Dansk Folkeparti egentlig står for og sætte en offensiv ind mod de holdninger, der reelt har noget på sig. For racismebeskyldningen er forfejlet, hvis ikke i det store og hele det rene vås. Den er snarere det politiske udtryk fra en talentløs opposition, som ikke forstår sin modstander fordi den heller ikke forstår sig selv. For misèren er, at skal man analysere Dansk Folkeparti må det blive i lyset af en kulturalistisk selvforståelse, en begribelse af, at partiet ser sig selv som bærer af en historisk identitet og kulturarv, som man ubesmittet af sin egen samtid aggressivt og ureflekteret hævder eksklusivt på alle de områder man overhovedet kan komme i tanke om. I denne kamp må alt andet vige eller lade sig assimilere. Dansk Folkeparti er etnopluralismens sande repræsentant i Danmark. Derimod ville ethvert initiativ på baggrund af den efterhånden forsigtige Will Kymlicka i retning af hybridisering af vore kulturer i Danmark, i retning af reel anerkendelse den ene og den anden vej, hvad man kunne bifalde på Oplysningens grundlag, lyde som vanhellig kosmopolitisk hedenskab i højrefløjens ører. Men hvorfor er venstrefløjen ikke i stand til at diagnosticere kulturalismen, hos sin politiske modstander? Det skyldes ganske logisk – og egentlig også ganske enkelt – at man selv har forvildet sig bort fra sit grundlag i Oplysningen og ad mange komplicerede idehistoriske veje, som det er beskrevet i denne bogs anden del, ind i en venstrekulturalisme, at man med andre ord lider af nøjagtig samme politiske syge som sin reelt homologe modstander: man er selv kulturalistisk. Og dette sætter naturligvis, bevidst eller ubevidst, sine grænser for hvor dristig man kan være i sin analyse af den modstanders selvforståelse, som man vil bekæmpe. For først og fremmest må man komme overens med forståelsen af den kulturalisme, som man deler før man kan begynde at kere sig om forskellene. Begge kulturalismer hylder kulturenes forskelle, deres immunitet og deres beskyttede og garanterede identitet, i en verden i bevægelse, interaktion og forandring, hvor kulturenes individer vandrer fra kontinent til kontinent. Højre- og venstrekulturalisterne hævder blot disse beskyttende, museale foranstaltninger under forskellige former; venstrekulturalisterne hævder dem i forhold til, at de forskellige separate, segregerede kulturer skal kunne leve på det samme territorium, i den samme stat, hvor der reelt – formelt eller uformelt – oprettes forskellige formelle eller uformelle - jurisdiktioner for individer, afhængigt af hvilken kulturel gruppe de er født ind i. Man kan her tænke på den mærkværdigt oversete enighed mellem to kontroversielle skikkelser: Asmaa Abdol-Hamid og Søren Krarup – begge er missionerende monoteister, begge er skeptiske over for homosexuelles rettigheder og begge er ikke fremmede over for dødsstraf. De to kunne uden videre blive gode politiske kolleger i et kulturalistisk folkeparti – hvis ikke de lige tilhørte hver sin ”kultur”. En vigtig og ofte overset effekt af kulturalismernes indmarch i aktuel politik er, at sociale grupper, der før orienterede sig efter interesser, nu i stigende omfang orienterer sig efter ”kultur”. Det splitter naturligvis disse grupper op. Som Brian Barry siger: ”Den mangfoldiggørelse af særinteresser, der fostres af multikulturalismen [...] støtter en ’del-og-hersk’-politik, der kun kan gavne dem, der har mest ud af status quo. Der er ingen bedre måde at affeje mareridtet om samlet politisk aktion fra de økonomisk dårligt stillede, der kunne give sig udtryk i fælles krav, end at sætte forskellige grupper dårligt stillede op imod hinanden. At aflede opmærksomheden fra fælles problemer såsom arbejdsløshed, fattigdom, boligproblemer og dårlig offentlig service er åbenlyst et langsigtet anti-egalitært mål. Alt der understreger det partikulære i den enkelte gruppes problemer fremfor fokus på de problemer, de har til fælles med andre, er derfor velkomment.” (2001, 12) Kan dårligt stillede grupper bringes til at gå mere op i religion, kultur og identitet, splittes de og fjerner fokus fra virkelige politiske problemer. Den aktuelle konfiguration i dansk politik, hvor mange dårligt stillede danskere støtter den kulturalistiske højrefløj (i et omfang så mere end 50% af arbejderstemmerne nu går til VKO-blokken), medens indvandrere og multikulturalister samler sig på venstrefløjen er et slående exempel på denne effekt og udgør sandsynligvis en af de strukturelle hovedgrunde til den dybe krise i Socialdemokratiet, hvis kernevælgere nu fordeler sig efter kulturalisme i stedet for efter interesse. De borgerlige partiers afhængighed af højrefløjs-kulturalisme er naturligvis spejlingen af dette forhold. Spørgsmålet må melde sig, hvor længe både venstrefløj og borgerlige partier har tænkt sig at lade sig lede af kulturalismens forblindelse?
“Islamofobi” Det hårde, kulturalistiske kulturbegreb kaster et afgørende lys over, hvad det er der er problemet i ordet “islamofobi”. Ordet anvendes i stigende grad af islamiske organisationer og hårde multikulturalister til at forsøge at stække kritik af islamiske strømninger. Både urimelig og rimelig kritik af forskellige former for islam affejes med, at de udgør “islamofobi” – og anbringes således i bås med racisme, antisemitisme, homofobi og lignende ting. På den måde har begrebet kunnet snige sig ind, også på venstrefløjen, hvor man kan se det anvendt sideordnet med “xenofobi” og de nævnte andre gloser. For det første har ordet den ubehagelighed, at det med sin kliniske endelse – “-fobi” forsøger at sygeliggøre en kritisk holdning – ordet er dannet i analogi med araknofobi og agorafobi og andre decideret kliniske lidelser. Men det afgørende problem med ordet “islamofobi” er naturligvis, at ulig de andre ord af samme støbning handler om et sæt af holdninger. Racisme, homofobi og så videre er ord, der handler om urimelig afstandtagen fra egenskaber hos personer som de ikke selv kan gøre for – deres hudfarve, sexuelle orientering og så videre. Men islam er ikke en race. Islam er et sæt af holdninger, nøjagtig som andre sæt af holdninger såsom kristendom, kommunisme, liberalisme, konservatisme, nazisme, hinduisme, og mangfoldige andre vidt forskellige tankedoktriner af religiøs, politisk, verdensanskuelsesmæssig art. Islam er derfor åben for debat og kritik i nøjagtig samme omfang som alle mulige andre verdensanskuelser er det. Det ændres ikke af, at visse muslimer, bl.a. islamister, meget sammenbidt mener, at deres holdning er særlig prominent og hævet over almindelig debat, udvikling og revision. Demokrati går som bekendt netop ud på at “dele sig efter anskuelser” (Hørup) og “have et standpunkt til man tager et nyt” (Krag), for nu at repetere et par danske demokratiske mottoer. Verdensanskuelser er åbne for kontinuerlig kritik og revision – og er man særlig sammenbidt i sin tro, fx. som stalinist eller nyliberalist, er man naturligvis velkommen til at forsøge at holde den rene tro så uændret som mulig. Men man kan ikke pålægge andre at bidrage til dette forsøg ved at undlade at kritisere. Og det er det “islamofobi”-ordet forsøger. Og det foregår netop med påkaldelse af det hårde kulturbegreb. Ordet fremstiller islam som om det var en race, som om det at være muslim var en uafvendelig skæbne af samme karakter som hudfarve, sexuelle præferencer og lignende som om der existerede en homo islamicus. Det kan ordet gøre i kraft af det hårde kulturbegreb, der netop implicerer, at kultur er skæbne – at når man een gang er medlem af en kultur, så er man determineret af den og kan ikke andet. Man kan måske indvende, at nogle af de kommentatorer, der bruger begrebet, gør det for at kritisere at islam behandles som en race af visse unuancerede kritikere. Men her må man påpege, at anvendt som forsvar for alt islamisk bidrager ordet selv til at behandle islam som race. Og det kan det vel at mærke gøre i alliance med de forskellige praksisser inden for islam, der netop tilstræber at gøre denne religion til skæbne – at mandlige ægtefæller under alle omstændigheder i blandede ægteskaber skal konvertere, at børn af muslimske mænd automatisk regnes som muslimer uanset hvad de selv måtte mene, at information om andre valgmuligheder holdes nede, og mest af alt naturligvis apostasiforbuddet. Det er derfor “islamofobi” giver så mange en mærkelig smag i munden. Ordet gør en religion til race. Og det muliggøres af det hårde kulturbegreb, hvor kulturen er lige så umulig at undslippe som biologien.
Den kulturelle zoo Mange velmenende mennesker synes at mene, at folk, der er skeptiske over for politisk islam, i virkeligheden lider af “fremmedangst”, af xenofobi, frygt for fremmede personer og forhold i det hele taget. Eftersom kulturer, selv i den bløde anvendelse af ordet, indebærer at man foretrækker noget frem for noget andet, så har enhver kultur en eller anden grad af fremmedangst. Det er i sig selv uproblematisk, så længe denne fremmedangst tøjles og ikke giver sig udslag i suspendering af de universelle menneskerettigheder – der langt hen netop er motiveret i at tøjle sådanne mere eller mindre irrationelle følelser. Men i argumentationen imod fremmedangst kan der ofte blande sig helt andre, mærkværdige motivationer, som bør analyseres. Midt under Muhammedkrisen og de brændende ambassader lancerede Krogerup Højskole således at friskt initiativ: for at bekæmpe fremmedangsten indbød man til arabisk madfestival, hvor man kunne smage på falafler, bulgur og mange andre herlige retter. Den bagvedliggende ide synes at være, at problemet i Muhammedkrisen var fremmedfrygt sådan helt generelt. Idet de kun havde smagt sovs og kartofler, kunne de skræmte danskere lære tolerance ved at blive præsenteret for arabisk madkultur og derved lære, at det fremmede ikke var så skræmmende endda. Det underliggende argument er, at afstandtagen fra shariah, knægtelse af ytringsfrihged og totalitær islamistisk politik i virkeligheden var af samme art som en tøven over for at kaste sig ud i arabiske delikatesser. Fik man først smag for de lækre retter, ville man lære at sluge politiske kvababbelser med samme lethed som en velsmagende kebab. Hvad er det for en mærkelig tankegang – at ligestille åbenhed over for andre madkulturer med åbenhed over for totalitær politik? Måske er det noget så overraskende som turisme, der ligger bag dette fejlargument. Når man rejser til et andet land, gør man det blandt andet for at opleve mennesker, der lever på andre måder end en selv. Det er en skøn følelse at verden er mangfoldig, at der findes mange vidt forskellige kulturer derude, som kan berige en med vidt forskellige køkkener, byggeskikke, trosretninger og meget andet. Men også her ligger det hårde kulturbegreb og lurer i baggrunden som en rævesaks. For hvis kulturer er vidt adskilte og indadtil stærkt homogene, sådan som det hårde kulturbegreb kræver, så bliver turistens syn på verden en kulturel zoologisk have. Det er velkendt, at turisten gerne vil have autenticitet – han vil gerne opleve de andre folk, sådan som de virkelig lever. Men denne autenticitet kan forstås på to måder. Den ene er, at man nødig vil opleve kulisser, som rejseselskaber og turistforeninger i samarbejde med bjergsomme indfødte har stillet an. Man vil nødig opleve en “kultur”, der egentlig bare er iscenesat for ens egen skyld. Man vil helst se de fremmede som om man slet ikke selv var der og påvirkede deres livsform. Denne søgen efter autenticitet er helt forståelig og næppe nogen turist kan undsige sig at have del i den. Men hvis det hårde kulturbegreb invaderer turistens længsel efter autenticitet, så sker der noget. Så bliver oplevelsen af autenticitet det at møde den fremmede kultur i dens helt upåvirkede version, hvor den ingen spor bærer af andre – og især vestlige – kulturer. Så bliver turistens version af den mangfoldige verden magen til glæden ved tanken om de mange biologiske arter derude. Der er en basal og barnlig og fuldstændig rimelig glæde ved tanken om, at der faktisk stadig lever giraffer, blåhvaler, søpølser og albatrosser i den fri natur. Men dyrkelsen af det autentiske fører let turisten til at tænke på samme måde om kulturer: det er skønt, at der stadig er hovedjægere, kannibaler, klitorisomskæring, håndsafhugning, derude. Det må derfor bevares. Det er naturligvis igen det hårde kulturbegreb, der gør kulturer til uforanderlige racer i analogi med biologien - sådan som det fx. stod klart i AAAs protest mod menneskrettighederne, hvor der blev lagt vægt på at mennesket var “inextricably bound” til sin kultur. Denne turistikke glæde ved det helt Andet allierer sig derfor uden videre med de mest konservative, ja, reaktionære kræfter i de pågældende kulturer – netop dem, der vil holde kulturerne rene, traditionelle og uden indflydelse, ja måske endda omskabe kulturerne så de bliver mere rene, traditionelle og autentiske end de reelt nogen sinde har været, før turistindustri og fundamentalisme slog til. Spørgsmålet, som Krogerup Højskoles uskyldige arrangement fører os til, er altså: når så mange velmenende mennesker synes uafvidende at acceptere at ignorere vold mod kvinder, overtrædelse af menneskerettigheder, bare det finder sted i en “kultur” – er det så fordi man uden at tænke nærmere over det ser disse brutale træk ved kulturer som nøjagtig lige så pittoreske og derfor harmløse som det forhold, at man får noget andet mad på tallerkenen? Foretager man en mental operation, hvor man ikke vil se i øjnene, hvilke konsekvenser det hårde kulturbegreb har – og derfor fokuserer på eksotismernes harmløse overflade? Vi vil jo allesammen gerne prøve det eksotiske køkken og gyse lidt over gæret hoppemælk og stegt gedepenis. Kan det være sådan, at vi dybt nede uden explicit at ville være ved det, er fascineret af, at der stadig findes malabariske skikke som genital lemlæstelse, henrettelse af homosexuelle, enkebrænding og andre uspolerede traditioner derude blandt de “andre kulturer” i den kulturelle zoo?
“Tokenism” Vi har vel ikke ordet på dansk, “tokenism”. Det betyder så meget som at man går mere op i at signalisere en holdning end egentlig at have den. Mange hippier var måske nok mere optaget af at sende signaler med langt hår, kaftan, sandaler og hashpibe end de egentlig var i at spekulere over de holdninger, disse forskellige tegn skulle udtrykke. Hvis man var hippie på denne måde, var man “tokenist” – man viste bare ydre tegn – tokens – men om der var nogen bagvedliggende ideologi eller livsførelse var mindre vigtigt. Ordet blev brugt om den “etniske bølge” i halvfjerdsernes USA, hvor det pludselig blev in at identificere sig med sit oprindelseslands kultur og i ydre stil signalere, at man var “african-american”, latino, af tysk, irsk, italiensk eller hvilken anden indvandrer-oprindelse det nu kunne være. I hippietiden var det naturligvis svært at skelne, hvem der var “virkelige” hippier og hvem der bare med Beatles’ ord var “day trippers” – og der kunne trækkes subtile skel ned igennem subkulturen, hvor forskellige mere ægte hippier (udi egen selvforståelse) kunne se ned på andre, mere uegentlige plastichippier, der bare fulgte moden. Pointen er her, at det naturligvis altid er svært at skelne, hvem der er “tokenist” og hvem der er ægte. For det at være ægte kræver sine helt særlige tokens (at man ikke bare lod håret gro, men også hæklede alt sit tøj selv, flyttede i landkollektiv og levede af urter osv.) – og som ethvert token kan disse også kopieres. I sådanne subkulturelle grupper foregår der således en intens kamp om, hvem der er mest ægte, og hvordan sådan et rigtig ægte gruppemedlem ser ud og opfører sig. Sådan noget tænkte Ruth Benedict ikke over, da hun knæsatte sit kulturbegreb om “primitive folk”, der jo ikke selv vidste, at de var “kulturer” - og det er heller ikke subkulturer, Kymlicka refererer til, når han knæsætter sit multikulturalisme-begreb – her handler det om “societal cultures”, som han imidlertid godt ved ikke kan genskabes i fuldt omfang i indvandrergrupper. Derfor er det da også han gentagne gange siger, at det indvandrergrupper skal have ret og støtte til, er at “udtrykke deres særegenhed” – som jo er noget ganske andet end at genskabe en hel livsform komplet med religiøse riter, egen lovgivning, domstole og så videre. For “udtrykke”, hvad skal det sige? Hvem er det indvandrerkulturgrupperne skal udtrykke deres særegenhed over for? Det er naturligvis majoritetskulturen, der er den implicitte modtager af de udsagn, som den kulturelle gruppe skal afsende. Men hvis man skal kommunikere klart, ja, så er det med at udvælge nogle få, klare, let identificerbare tegn på sin anderledeshed. Og så bliver man “tokenist”. Megen af den gruppeidentifikation der går under navnet “identitetspolitik”, hvor det drejer sig om at artikulere sin gruppe som politisk enhed, har derfor karakter af at udtrykke nogle klare, ydre tegn, snarere end at arve en hel kulturel tradition med alle dens komplexiteter og fortolkningsbesværligheder og –mangfoldigheder. Så er det lettere at lade et langt skæg vokse og tage kjortel på, finde kalotten frem eller bosætte sig i en burka fra top til tå. Igen er problemet som med hippien: hvem er ægte, og hvem er bare “tokenist”? Alle har naturligvis og heldigvis ret til at være der – men nøjagtig som med hippierne er scenen sat for en indre kamp i den enkelt identitetspolitiske gruppe, hvor nogen er mere ægte end andre, der bare i det ydre mimer kulturen. Som H.E.Baber (2007, 84) noterer er det slående at se, hvordan mange subkulturer har foragtende betegnelser for dem, der ikke lever “rigtigt” op til kulturen, men går på kompromis med flertalskulturen: chicanoerne håner “kokosnødder”, asiatisk-amerikanere “bananer”, indianere tager afstand fra “æbler” og sorte spotter “oreos” – en sort amerikansk kiks med hvid creme indeni – begreber, der ikke udviser nogen stor tolerance for “vibrerende” hybridisering mellem kulturerne, men tværtimod kræver at den enkelte slutter ind, følger trop og fremviser de rigtige “tokens”. Argumentet er herhjemme blevet ført i marken mod folk som Naser Khader, fremført af andre muslimer, men også af SF’ere, ja til og med af dagbladet Politiken. "Denne kamp om den “mest ægte” position så man fx. i halvfjerdserne blandt de mangfoldige marxistisk-leninistiske smågrupper, der hver for sig hævdede at være endnu mere ægte og længere til venstre end de andre, der bare var revisionister, reformister og dybest set dybt reaktionære. Men den samme “dialektik” der danner et spektrum af stadig mere radikale grupper finder sted i identitetspolitiske grupper, hvor denne ægthed er et stærkt parameter. Mest tydeligt naturligvis i islam, hvor forskellige islamistiske strømninger kappes med hinanden om at indtage den mest extreme og – hævder de – mest konsekvent islamiske position. Nøjagtig ligesom på halvfjerdsernes venstrefløj muliggøres denne extremist-kappestrid overraskende nok af, at der ikke er nogen fælles “kirke” eller organisation, der kan fastslå hvad ortodoksien er. Socialdemokratiet og DKP var dengang undtaget extremistkapløbet, fordi de to partier i større eller mindre omfang var bundet af deres internationale alliancer, der udstak visse rammer for det politiske ståsted. Men for alle smågrupperne, fra SF og derudaf, var der frit slag, fordi man kun havde en utopisk ide at orientere sig efter, og et kapløb om hvem der renest kunne inkarnere ideen, kunne derfor opstå. Eller et kapløb om hvem der kunne smykke sig med “tokens”, der klarest viste ideen, skulle man måske snarere sige. I fravær af pave eller kirke i islam gælder noget lignende: her foregår nu et identitetspolitisk kapløb om hvem der kan indtage den reneste, mest radikale og extreme position, med det underliggende argument at denne position så også er den mest islamiske. Her er så hele paletten af ydre “tokens” til rådighed fra klædedragt, provokerende udtalelser og til terrorbombning. Ingen af disse tokens har naturligvis nogen nødvendig forbindelse til islam som religion og dens forskellige strømninger – ligesålidt som venstrefløjens smågruppers stolte fremvisning af tokens i form af imaginære partiprogrammer og demonstrationer for “arbejderklassen” med 50 deltagere havde nogen som helst form for forbindelse til virkelig politik. Det var også “identitetspolitik”, der egentlig mest handlede om deltagernes egen identitetsopbygning og -følelse, nøjagtig som tilfældet er blandt de extreme islamister. Men nøjagtig som dengang kan identitetspolitikken blive reelt farlig, når den slår over i aktivistisk handling og især når den er forbundet til internationalt aggressive netværk og ditto stater. Når Kymlicka således skriver, at multikulturalismen handler om de kulturelle gruppers ret til at “udtrykke deres særegenhed”, så er det rigtigt set, selv om det reelt er temmelig meget mindre end at “beskytte og udvikle” deres kultur, som det står i den canadiske multikulturalisme-lov, og som han andre steder kan besynge. Og selv om det i mangfoldige tilfælde er komplet harmløst at udtrykke sin særegenhed ved særlige beklædninger og hårde udtalelser, så er der netop i kraft af de tomme tegn i “tokenism” mulighed for en farlig vekselvirkning, der kan ende i, at det er ganske virulente og farlige “tokens” der skal vises frem for at demonstrere, at man nu også har en endnu mere ægte “identitet” end konkurrenterne fra samme gruppering.
For meget kultur – for lidt kultur Invasionen af det hårde kulturbegreb på venstrefløjen, både dansk og internationalt, er en af de vigtigste og mest upåagtede politiske udviklinger de seneste tredive år. Kulturalismen, også i dens politiske og venstreorienterede varianter, er naturligvis ældre end som så, som de amerikanske antropologers forsøg på at spænde ben for FNs menneskerettighedscharter i 1947 viser. Men den vestlige venstrefløj var imidlertid så internationalistisk, både i sine KP, socialdemokratiske og socialliberale varianter, at kulturalismen forblev en understrøm. Der synes imidlertid at være sket det, at efter marxismens langsomme bortdøen som referencepunkt for vestlige venstrefløjspartier i 80’erne og 90’erne, efterlod den et tomrum, som kulturalismens dybt konservative kulturbegreb kunne snige sig ind og udfylde. Det overraskende er imidlertid, at det i meget store træk er sket helt uden sværdslag – selv om kulturalismen på en lang række punkter er i direkte modstrid med marxismen. Hvor marxismen hævder kultur som et overfladeniveau på samfundsøkonomiske lovmæssigheder – ja, der vil kulturalismen modsat sige, at et samfunds økonomi afhænger af dets kultur og denne kulturs værdisystemer, eller i det mindste, at økonomien er uadskillelig fra alle andre kulturelle træk i den pågældende kultur. På den måde udgør kulturalismen en art antropologisk kontrarevolution, der stiller marxismen på hovedet. Tænk engang på, hvordan 60-70’ernes venstrefløj argumenterede – her var det emner som økonomi, produktionsmåde, klassekamp, sociologi, politisk styreform, ressourcer, der blev set som afgørende, og det var ganske sjældent og perifert, at k-ordet dukkede op. Nu er det omvendt, kultur fylder meget mere end økonomi og samfund – men der har aldrig været noget stort opgør, hvor den ene model er blevet skiftet ud med den anden, sådan som man kunne forvente i almindelig politisk diskussion. Der har ikke stået forbitrede parter og raset imod den anden på økonomiens hhv. kulturens vegne – overgangen mellem modsætningerne har kunnet finde sted som en smidig glidning, nærmest fra den ene dag til den anden, ofte uden det overhovedet blev opdaget af de personer, der inkarnerede de to holdninger. Det har muligvis at gøre med, at både marxisme og kulturalisme har et endnu simplere og dybereliggende skema fælles: nemlig det, der handler om en undertrykt gruppe imod en magtfuld majoritet – hvor man så kan tage politisk parti for førstnævnte, som det hed på halvfjerdsernes venstrefløj: “Et undertrykt folk har altid ret”. Dette har man begrebet fuldstændig bogstaveligt, og langt ud over grænserne for, at et undertrykt folk har ret til at blive fri af sin undertrykkelse. Det har nu også ret i alle sine kulturs dogmer, uanset hvad disse måtte hævde er ret og sandt, blot dogmerne hidrører fra et undertrykt folks kultur. Man kunne således skifte arbejderklassen ud med den undertrykte kultur – selv om det indebar, at man i samme bevægelse stiltiende måtte skifte sin emancipatoriske marxisme ud med disciplinerende kulturalisme, der hævder fortidige og førmoderne normer – altså det modsatte, både filosofisk og værdimæssigt, af hvad venstrefløjen tidligere stod for. En gang imellem dukker der dog sager op, der som fremkaldervædske pludselig lader en flig af denne hengemte modsætning blive synlig. Et eksempel var Villy Søvndals forårsfelttog 2008, hvor han pludselig bekendtgjorde, at visse indvandrergruppers medbragte kultur kunne udgøre en del af årsagen til integrationsproblemerne. Det rejste der sig kritiske røster imod – for var det ikke netop venstrefløjens indsigt, at integrationsproblemerne var af social og økonomisk karakter og intet havde med kultur at gøre? Denne indvending var naturligvis et marxistisk skelet, der pludselig raslede ud af skabet – for ellers har den multikulturelle venstrefløjs doktrin, næret af det hårde kulturbegreb, jo netop været den modsatte: at kulturer betyder alt, og at det netop er indvandrergruppers kulturelle særtræk, der har krav på beskyttelse og værn mod krænkelse. For den hårde multikulturelle venstrefløj kan det derfor nemt være et dobbelt problem: kultur betyder både for lidt og for meget på een gang. På den ene side er kultur forfærdelig vigtigt, identitetsgivende og derfor en størrelse, der har krav på politisk omhu og beskyttelse – konservatismen indbygget i det kulturalistiske kulturbegreb. På den anden side hævdes det samtidig, at kulturen slet ingenting betyder, for det er i virkeligheden de økonomiske og sociale forhold, der er determinerende – denne marxistiske doktrin ligger til gengæld bag den hårde multikulturalismes ide om at alle kulturer, uanset hvor antidemokratiske og antiliberale de er, a priori kan trives i et og samme samfund. Denne dobbelthed er naturligvis en stadig kilde til forvirring på den hårde multikulturalismes venstrefløj: kultur betyder både alt for meget og alt for lidt. Den er både en helt uforanderlig kilde til dyb identitet og samtidig ren overflade på økonomiske determinationer fra basis. Begge dele kan naturligvis ikke være sande – og virkeligheden ligger snarere midtimellem. Kultur betyder noget men ikke alt, nøjagtig ligesom samfund og økonomi – både i integrationsspørgsmålet og mangfoldige andre politiske spørgsmål. Og mest af alt: ligesom de to sidstnævnte, økonomi og samfund, kan kultur naturligvis udvikles, afvikles og forandres. Under overskriften “Arabisk mad på Krogerup Højskole” skrev Frederiksborg Amts Avis (2006) “ Den kædemail, som Krogerup Højskoles elever og personale har sendt rundt, har efterhånden været landet og dele af verden rundt. I mailen opfordrer højskolen til at gøre dagen i dag til Spis Arabisk Dag for at bryde den onde cirkel med generaliseringer og dæmoniseringer af befolkningsgrupper efter Muhammed-tegningerne. Højskolen opfordrer folk til at vise muslimske medborgere i ind- og udland, at vi er mange almindelige danskere, der ikke vil bære ved til bålet, og har i den anledning inviteret en palæstinensisk kok til at komme og lave arabisk mad på skolen sammen med et par af eleverne.” Der er da også mange biologiske metaforer i farvandet hos multikulturalisme-fortalere – kulturer som livsformer (Vermeulen og Slijper 2000). “Tokenism” bruges ofte om det at placere en sort figur i et hvidt miljø i TV-serier (eller en kvinde i et mandemiljø osv.) som antiracistisk træk. Som Vermeulen og Slijper siger (2000, 12), så kan multikulturalisme og identitetspolitik ses som reaktionsforsøg imod kulturers bortsvinden – snarere end som politikker nødvendiggjort af stærke kulturer. Den franske journalist Caroline Fourest har i La tentation obscurantiste en interessant hypotese angående fremmarchen af det, vi kalder kulturalisme, på venstrefløjen. Hun iagttager, at to store, prototypiske identifikationspunkter for den europæiske venstrefløj efter krigen har været den antitotalitære kamp under og efter krigen på den ene side – og afkolonisering og antiimperialisme på den anden. Længe har de kunnet trives uden modsætning – men med den stærke fremvækst af islamismer i de islamiske lande og blandt muslimske indvandrergrupper splittes venstrefløjen efter hvilken af de to ærke-sager man finder vigtigst. Ser man den antitotalitære kamp som det afgørende, tenderer man mod at vende sig imod islamismerne som endnu en totalitarisme fra mellemkrigstiden – men ser man den anti-imperialistiske kamp som afgørende, tenderer man mod at støtte islamismerne som legitime oprør imod vestlig imperialisme, tidligere i kolonialismens og senere i globaliseringens version. Sidstnævnte valg åbner naturligvis venstrefløjen for kulturalisme.
|
SEARCH THE SITE Search engine provided by Google.com
CONTACT INFORMATION ADDRESS LINKS
|
Updated January 15, 2009 by jpt. © Center for Semiotics. All rights reserved.