I bogen kan man blandt andet
læse følgende om Augustus'
udseende:
»Augustus er nok bevidnet
gennem et væld af bevarede samtidige skulpturer og et
meget omfattende møntmateriale. Men om alt dette
gælder, at der er tale om idealiserende
fremstillinger, gengivelser af kejseren, som han selv
ønskede at tage sig ud som rigsleder. Som supplement
til de arkæologisk-numismatiske vidnesbyrd tjener
denne personbeskrivelse hos Sueton:
»Hans ydre var ualmindelig
smukt og på alle alderstrin højst tiltalende,
skønt han ringeagted alle forskønnelsesmidler.
Med sin frisure var han så ligegyldig, at han lod sig
behandle i en fart af flere frisører på
én gang og snart lod sit skæg klippe, snart
rage og, medens det stod på, læste noget eller
endog skrev. Hans udtryk var, hvad enten han tav stille
eller talte, roligt og klart ... Han havde klare og
strålende øjne, og han ville gerne, at folk
skulle tro, at der var en vis overnaturlig magt i hans blik.
Det var ham derfor en glæde, når folk slog
øjnene ned, som om de var blændede af solen,
når han så skarpt på dem. Da han blev
gammel, så han mindre godt med det venstre øje.
Hans tænder sad med store mellemrum, var meget
små og sorte, hans hår svagt bølget og
mørkeblondt, hans øjenbryn sammenvoksede, hans
øren temmelig små, hans næse noget
fremspringende ved roden og hængende i spidsen, hans
hudfarve midt mellem mørk og lys. Han var lille af
vækst - dog siger hans frigivne Julius Marathus, at
han var 5 fod og 9 tommer [ca. 170 cm] høj -
men man lagde ikke mærke dertil, da han var så
smukt skabt og godt proportioneret, at det alene kunne ses
ved sammenligning med en højere person, der stod ved
siden af ham.«
I fortsættelse af denne
beskrivelse af Augustus' ydre fortæller Sueton, at han
havde en meget plettet kropshud, at hans gang var noget
haltende, og at han kunne have problemer med en stiv og
bøjet højre pegefinger, når han skulle
skrive.«
Professor Rudi Thomsen giver en
faktamættet, letlæselig skildring af Augustus'
dramatiske livsbane. Vi følger den unge
ærgerrige Octavians lange og ikke altid flatterende
kamp for at opnå sin adoptivfader Cæsars
herskerstilling. Det lykkes i 27 f.Kr., da han overtager
kejsermagten og senatet ærer ham med navnet Augustus,
den ophøjede. Siden udbygger og befæster han
sin autoritære statslederpost støttet af en
velorganiseret herskerkult og en dreven propagandakunst. Han
opretter som noget nyt en stående hær, og inden
sin død i 14 e.Kr. har han udvidet Roms
rigsområde mere end nogen anden romer og gennem sin
inden- og udenrigspolitik skabt en eftertragtet fred i det
kæmpemæssige Romerrige.
|
Rudi Thomsen, Augustus.
Liv og virke, 163 sider, indbundet i hellærred,
illustreret i farver og s/h. Tidsskriftet SFINX
2001.
Bogen koster 190
kr.
|