|
Oldtidens ældste og bedst kendte sportslege - de olympiske lege - afvikledes til gudernes ære i helligdommen Olympia på Peloponnes. De bevarede olympiske sejrslister begynder med året 776 f.Kr. som man således betragter som året for den første olympiade. Hvert fjerde år drog herolder ud fra Olympia for at meddele de græske bystaters atleter, at de skulle forberede rejsen til Olympia - og ikke mindst for at proklamere våbenhvilen. Det var nemlig en hellig lov, at der skulle herske landefred under forberedelserne og afviklingen af de olympiske lege. Disse blev afholdt i den såkaldte olympiske måned, der lå mellem den 6. august og den 29. september afhængig af, hvornår det var fuldmåne. I Den græske olympiade bliver vi guidet rundt i Olympia-helligdommen med tilhørende sportsanlæg: gymnasion, stadion og hestevæddeløbsbanen, hippodromen. Vi følger de frie og ustraffede græske mænd, der som de eneste havde lov til at deltage i datidens sportsgrene: hestevognløb, hestevæddeløb, væddeløb for muldyrkærre, kalpe (et løb for hopper og ryttere), pentathlon (femkamp), løb, brydning, nævekamp og pankration (en kampsport hvor alle kneb gælder). Fremmede folk og slaver af hankøn var henvist til tilskuerpladserne. Derimod var kvinder, under trussel om dødsstraf, forbudt adgang til området under legene. Bogen gør rede for de ydmyge præmier sejrherrene fik i Olympia, de mere kontante i hjembyen og det udødelige ry, atleterne kæmpede for. Kun førstepladsen var væsentlig. Den praktiske ledelse af de olympiske lege blev varetaget af hellanodiker, hvis vigtigste rolle var at dømme i kampene. Over dem stod det olympiske råd, der blandt andet fungerede som appelinstans for utilfredse olympiadedeltagere. Under det romerske herredømme blev mange ting vendt på hovedet i det agtværdige Olympia. Et væld af æresstatuer blev rejst af eller for romere i det hellige område. Et af de gamle templer blev omdannet til tempel for kejserkulten, og kejser Nero skulle efter sigende være vendt tilbage til Rom fra Olympia belæsset med ikke mindre end 1808 præmier! I bogen fortælles også om andre betydningsfulde græske lege udenfor Olympia og sidst, men ikke mindst, får vi nogle antikke forfatteres synspunkter på sport og samfund: Pindar, Platon og Lukian. Pausanias fortæller, hvad han selv har set i Olympia i 100-tallet e.Kr. Til grund for bogen Den græske olympiade ligger to bøger, som SFINX udgav i 1980 og 1981: Den græske olympiade og Sport og samfund. I den nye udgivelse er disse samlet i én bog. Vi har moderniseret teksterne, opdateret litteraturen og bringer nyoversættelser af de antikke beretninger. Sort/hvide illustrationer er erstattet - og i nogle tilfælde udskiftet - med farvegengivelser, og endelig er bogen forsynet med tre nyskrevne kapitler om aktuelle emner som snyd og doping i oldtiden, de antikke leges tilskuere og den moderne olympiade set i kulturhistorisk lys. I et uddrag fra bogen fortælles der følgende om brydning, der både var en selvstændig disciplin og en del af femkampen:
»Brydning er den ældste græske sportsgren, beretter Plutarch. Om dens opståen findes der mange forskellige overleveringer. Men de har alle forbindelse med guder og helte. ...En slags hætte, der undertiden blev anvendt under træningen, skulle beskytte de yngre og uerfarne brydere mod knubs. Men normalt kæmpede bryderne helt nøgne kun indsmurt i olie og sand. »Det er ikke nok for dem at kæmpe på et sandet sted, men de ligefrem sprøjter sand på sig som hanekyllinger, for at det skal være sværere at vride sig løs af grebene, formoder jeg, fordi sandet tager det glatte af huden.« Således lyder Lukians forklaring. Egentlige regler er ikke overleverede, men forskellige fagudtryk er bevaret hos Plutarch. Kombinationen af disse fagudtryk og fremstillinger på græske vaser gør det muligt at beskrive en brydekamps forløb. Ved lodtrækning blev det afgjort, hvem der skulle kæmpe imod hinanden. ...Målet for kampen var at kaste eller tvinge modstanderen i gulvet, og det var sandsynligvis tilstækkeligt, blot knæet rørte jorden. For at blive tilkendt sejren skulle man tvinge modstanderen i gulvet tre gange. Lukian... pointerer vigtigheden af brydekampen i krigsøjemed, hvorimod man hos Platon finder en helt anden holdning dertil: »Hvad brydning angår er formålet velbefindende, smidighed og skønhed. Man lærer at frigøre hals, arme og krop, og man skaffer sig en smuk holdning.«« |
|
